Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Nej, vi skal ikke have advarselsmærkater på vores arabiske kompendier som utidssvarende Disneyfilm

Sprogdebat — Vi skal bekæmpe stereotyper om livet i Mellemøsten, men med viden, ikke med advarselsmærkater i vores kompendier. Europa og Mellemøsten trækker på en fælles pulje af kultur, historie og tradition - det er to sider af samme smukke, gamle mønt.

I de forgangne uger har en debat floreret på MØS, Mellemøstens Sprog og Samfund, på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Debatten drejer sig om vores undervisningsmateriale i arabisk propædeutik A og B, introducerende sprogfag, der udbydes til studerende, som tager en bachelor i Mellemøstens Sprog og Samfund, eller som valgfag til andre studerende som mig, der egentlig studerer Assyriologi.

Debatten har drejet sig om teksternes overensstemmelse med nutidens Mellemøsten, deres repræsentativitet med andre ord. En gruppe studerende er bekymrede for, at man fordrer og vedligeholder fordomme om mennesker i Mellemøsten, når ord som husmor, terror og fattigdom optræder tidligt i undervisningsmaterialet. De kritiserer desuden måden ordene introduceres på, da de mener, at dele af materialet kan nære stereotypiske billeder af kvinder i Mellemøsten.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

LÆS OGSÅ: Sprogdebat på Arabisk: Sæt mærkat på vores undervisningstekster, ligesom Disney har gjort på de film, tiden er løbet fra

Efter hvad der virkede som en ganske god og konstruktiv diskussion på vores institut, fremlagde gruppen af bekymrede studerende et forslag: Ligesom i Aladdin-filmen fra Disney skal vi have et lille mærkat på tekster, »der ikke hører hjemme i det 21. århundrede«.

For mig var dette forslag utrolig sigende, både for hvordan ophavsfolkene til disse forslag betragter deres medstuderende – ja, måske mennesker helt generelt – og for, hvordan vi lever og taler med hinanden om vigtige ting i det hele taget.

Herfra hvor jeg står er der intet fordoms-aflivende i at dømme måder eller vilkår, som millioner af mennesker lever under som værende »utidssvarende i det 21. århundrede«. Ifølge statistikker fra FN og verdensbanken står, alt efter land, mellem 94 og 40 procent af alle kvinder i MENA uden for arbejdsmarkedet. Derudover viser undersøgelser fra tidsskriftet Global Policy, at i perioden 2002-2018 fandt 36,1 procent af alle registrerede terrorangreb og 21,4 procent af terrorrelaterede dødsfald sted i MENA.

Jeg ved, at de har gode intentioner. For jeg tænkte på fuldstændig samme måde engang.

Vi befinder os i det 21. århundrede (eller det 15. eller det 58. århundrede alt efter hvad du er til), og vi lever alle sammen lige nu.  Og det er her, jeg tror, vi går galt af hinanden: Jeg tvivler ikke ét sekund på de gode, smukke intentioner hos folk, der synes Disney-mærkat-idéen er rigtig god, jeg vil endda gå så langt som til at sige, at jeg ved, at de har gode intentioner. For jeg tænkte på fuldstændig samme måde engang.

LÆS OGSÅ: Til mine identitetspolitiske medstuderende: Nogle gange er ord bare ord

Vi er studerende, ikke børn

At dømme efter Disney-klistermærke-forslaget antager forfatterne nogle meget centrale ting både om uddannelsen og dens studerende. For det første antages det, at vi i forhold til intelligens og refleksionsevner er lidt som børn, der jo er målgruppen for Aladdin-filmen.

For det andet antages det, at vi ikke ved noget som helst om Mellemøsten. Derudover antages det (lidt tidligt dømt, hvis man endnu ikke har taget hele uddannelsen), at der ikke er fokus på emner som fx samfund og social og økonomisk ulighed i løbet af uddannelsen.

Personligt tvivler jeg på, at de mest banale fordomme om Mellemøsten skulle herske netop blandt studerende på Tværkulturelle og Regionale Studier.

Kilder

Indlægget refererer statistik fra følgende kilder:

–  Kim, Wukki & Sandler, Todd: Middle East and North Africa: Terrorism and Conflicts in “Global Policy”, Wiley Online Library.

–  UN Department of Economic and Social Affairs. The World’s Women 2020: Trends and Statistics. 2020. USA.

–  Verdensbanken, Labor force participation rate, female (% of female population ages 15+) – Middle East & North Africa. International Labour Organization. 2021.

I stedet for at fælde en personlig, politisk og kulturel dom over en virkelighed, millioner af mennesker lever (frivilligt eller ufrivilligt) i i dag, vil jeg komme med et forslag: Lad os gøre et seriøst forsøg på at aflive stereotyper om Mellemøsten, og folk der lever, har levet, eller har rødder der!

Jeg gik blandt andet ind i studiet af Mellemøstens oldtid, fordi jeg aldrig havde hørt om Mesopotamien i min folkeskole- og gymnasietid, og fordi det for mig at se er helt vildt, at så mange mennesker går rundt og tror, at de gamle grækere er ansvarlige for størstedelen af det samfund vi lever i nu.

Fortællingen om Grækenland, Romerriget og Europa og den uafbrudte arv herimellem, er i bedste fald en anelse simplificeret og i værste fald fuldstændig misvisende. Ydermere gik jeg i retning af studier om Mellemøstens oldtid, fordi jeg i mine teenageår var meget frustreret over hvad jeg så som hadefulde attituder til mennesker i vores land, der på den ene eller anden måde har mellemøstlige rødder.

Holdninger er dog sjældent baseret på had, vrede eller et ønske om at skade folk. De er afgjort af, hvad vi ved om verden og om hinanden. De er afgjort af, hvad vi ser som europæisk eller mellemøstligt, islamisk eller kristent. Man kan ikke tvinge et verdenssyn ned over et andet menneske ved at fortælle dem, at de tager fejl, eller at deres idéer er gammeldags.

Alle veje fører til Mellemøsten via Rom

Men, kære læser, der er håb forude. Lad mig give et eksempel på, hvordan man rent faktisk kan bekæmpe stereotyper med viden frem for klistermærker.

Den gamle talemåde om at alle veje fører til Rom har en vis genlyd i nogle historiske perioder i Europa og Mellemøsten, og lad mig slå fast, at Romerriget er lige så østligt som det er vestligt. Idéen om at der er noget særlig romersk over Europa, som ikke findes i Mellemøsten, passer simpelthen ikke. Og selv i de mange historiske perioder, hvor få eller ingen veje førte til Rom, er vi alle sammen arvtagere for oldtiden.

Europa og Mellemøsten trækker på en fælles pulje af kultur, historie og tradition, der er så stor, at jo mere man fordyber sig i denne arv, jo sværere er det ikke at se det som to sider af samme gamle, smukke mønt. Fra Mesopotamien til Egypten til Grækenland til Persien til Romerriget til Kalifaterne til middelalder-Europa, til moderne tids interaktion mellem de to regioner, vi nu kalder Europa og Mellemøsten.

Relationen har båret præg af konflikt og kærlighed og alt derimellem. Men uanset hvad, var (og er) regionerne i konflikt med hinanden og har kærlighed til hinanden. Enorme mængder af videnskab fra de forskellige kalifater i Mellemøsten var direkte inspireret af græske filosofiske og matematiske tekster. Og de gamle grækere havde ikke kunnet skrive om alle disse ting, hvis det ikke havde været for viden fra oldtidens Egypten og Mesopotamien.

Flere ligheder end forskelle

Græsk og romersk filosofi, matematik og videnskab var nok aldrig nået Europa i det kendte omfang, hvis det ikke var for de utallige arabiske oversættelser, der blev lavet på den Iberiske halvø og i Mellemøsten, og som nåede Venedig og Firenze og satte skub i det, vi i Europa i dag kalder renæssancen og oplysningstiden.

Alle mennesker der i dag er og nogensinde har været i live på planeten inderst inde er langt mere ens end vi er forskellige.

Europa og Mellemøsten ville på godt og ondt ikke være, hvor de er i dag, hvis ikke for hinanden, fordi vi i høj grad er hinanden. Ja, i sidste ende vil jeg vove at påstå at vi, alle mennesker der i dag er og nogensinde har været i live på planeten inderst inde er langt mere ens end vi er forskellige. Historisk har forholdet været varmt, koldt, passioneret og ødelæggende.

Skal vi virkelig lade vores egne personlige følelser, holdninger og fordomme om husmødre, terror og fattigdom i Mellemøsten dømme vores undervisningsmateriale ude? Og hvem er det egentlig, vi hjælper, hvis vi gør? Vi kan sætte mærkater på alt det vi er politisk eller personligt utilpasse ved. Men det er at skyde os selv i foden. For så længe vi ser én fortælling som fortællingen om os, og en anden som fortællingen om dem, mister vi fuldstændig fornemmelse for det vi, jeg har refereret til gennem hele denne tekst.

Lad mig slutte, lidt klichéagtigt måske, med et smukt citat. Dette digt er skrevet af den fænomenale poet Jalal ad-din Mohammad Balkhi, også kaldet Rûmi eller romeren, da han boede en stor del af sit liv i det, der på hans samtid (13. århundrede) blev betragtet som Rom, nemlig Anatolien, nutidens Tyrkiet:

I am neither Christian, nor Jew, nor Gabr, nor Moslem.
I am not of the East, nor of the West, nor of the land, nor of the sea;
I am not of Nature’s mint, nor of the circling’ heaven.
I am not of earth, nor of water, nor of air, nor of fire;
I am not of the empyrean, nor of the dust, nor of existence, nor of entity.
I am not of India, nor of China, nor of Bulgaria, nor of Saqsin.
I have put duality away, I have seen that the two worlds are one;
One I seek, One I know, One I see, One I call.
He is the first, He is the last, He is the outward, He is the inward;
I know none other except God.

Seneste