Økonomer kan også være bange

Økonomer har fået et dårligt rygte. For det første beskæftiger de sig med en markedsøkonomi, som for mange er blevet ukontrollerbar. For det andet  baserer deres teori sig ofte på antagelser, der ligger fjernt fra den virkelige verden, såsom homo oeconomicus. Det vil nobelprismodtager og professor i økonomi Jean Tirole lave om.

»Jean Tirole vil gerne vise, at økonomer og den økonomiske videnskab ikke er så dogmatisk og enøjet, som nogen vil gøre den til. Det er han selv et fremragende eksempel på.«

Det siger Peter Birch Sørensen, som er professor på Økonomisk Institut og formand for Klimarådet, om Tiroles nyeste bog ‘Economics for the Common Good’. Fredag den 5. oktober præsenterer Tirole bogen til et åbent arrangement på KU, som også du er inviteret til.

Det frie marked har aldrig vundet hjerter

I 2014 modtog Jean Tirole Nobelprisen i økonomi for sit teoretiske arbejde om, hvordan markederne reguleres mest effektivt. Fra den ene dag til den anden blev Tirole et kendt ansigt i sit hjemland Frankrig. Pludselig blev han stoppet på gaden af fremmede mennesker og skulle svare på spørgsmål om et væld af samfundsemner, der lå uden for hans egen ekspertiseområde.

Mange føler, at den stræben efter det fælles bedste, som bør være det styrende princip bag statslige indgreb, er blevet ofret på den nye økonomiske verdensordens alter

Jean Tirole, fransk økonom og nobelprismodtager

Sådan blev ‘Economics for the Common Good’ til. I et forsøg på at reflektere over økonomernes rolle i samfundsdebatten og i at sikre samfundets bedste. Og staten spiller en stor rolle i det, fortæller Peter Birch Sørensen:

»Tirole siger, at vi ikke skal vælge imellem stat eller marked til at regulere økonomien. De to ting er hinandens forudsætninger. Man er nødt til at have en stærk stat, der kan fastlægge spillereglerne for handler på markedet, så det fungerer effektivt.«

Jean Tirole peger på, at mange er frustrerede over det tab af politisk kontrol, der er sket i mange lande som følge af privatisering, globalisering og udlicitering i de seneste årtier. Han har forståelse for, at det frie marked ikke har vundet vores hjerter,  for som der står i indledningen til ‘Economics for the Common Good’:

»Alligevel har markedsøkonomien kun opnået en delvis sejr, da den hverken har vundet hjerter eller sind. Mange føler, at den stræben efter det fælles bedste, som bør være det styrende princip bag statslige indgreb, er blevet ofret på den nye økonomiske verdensordens alter.«

Klimaet er det fælles bedste

Klimakrisen står øverst på listen over de største udfordringer i vores tid. Nogle økonomer kalder det et problem sendt fra helvede, andre den største markedsfejl nogensinde. Det fortæller Peter Birch Sørensen:

»Løsning af klimakrisen kræver, at vi i en helt usædvanlig grad er i stand til at tænke på andre end os selv. Vi skal både inddrage velfærden for alle andre i verden, og så skal vi inddrage velfærden for alle fremtidige generationer.«

Jeg har vedtaget med mig selv, at jeg er optimist. Optimist i den forstand, at jeg tror, at det kan lade sig gøre. Og det behøver ikke at koste kassen

Peter Birch Sørensen

Hvordan sikrer vi klimaet og det fælles bedste? Vi skaber institutioner, som kan forene individuelle interesser med globale interesser. Jean Tirole understreger ligesom mange andre, at løsningen på klimakrisen nødvendigvis må være global. For kigger man med økonomiske øjne på problemet, så er der nok udfordringer at tage fat i. Et af dem er det såkaldte CO2-lækage-problem:

»Hvis et enkelt land fører en meget mere ambitiøs klimapolitik end omverdenen og gør det meget dyrt at udlede CO2 fra landets eget territorium, så risikerer man en udflytning af energitung og CO2-intensiv produktion til andre lande, hvor der ikke er en skarp regulering«, fortæller Peter Birch Sørensen.

Et enkelt land kan altså have gode intentioner med deres klimapolitik. Men det betyder ikke nødvendigvis altid, at klimaet får det bedre. I nogle tilfælde påfører landet bare sig selv omkostninger. Derfor skal så mange som muligt blive enige om bindende mål for at reducere CO2-udledningen. Ifølge Tirole bør en løsning inkludere en global afgift på CO2 eller et kvotemarked for CO2.

Kan vi sikre det fælles bedste uden Trump?

Problemet er bare, at vi har prøvet det før. I årevis har regeringsledere snakket om at opstramme klimapolitikken på globalt plan. Parisaftalen var et skridt i den rigtige retning, men hvor står verden, efter Trump trak USA ud af aftalen sidste år?

Det bliver ikke nemt, siger Peter Birch Sørensen: »Det er klart, at Trump-administrationen er et stort problem. Men vi kan håbe på, at Trump bare bliver en parentes i historien og glæde os over, at store dele af USA og resten af verden ikke følger hans linje«

EU har et fælles kvotemarked på CO2, og det samme gælder i både i Kina, Sydkorea og blandt en række delstater og byer i USA. De markeder kan man måske en dag slå sammen. Men for at få så mange lande med som muligt, skal en opstramning af regelværket ske inden for rammerne af Parisaftalen, mener Peter Birch Sørensen.

Målet i Parisaftalen er godt nok. Men de enkelte lande skal byde ind med meget mere, hvis målet skal nåes. En idé kunne være at sætte en minimumspris på CO2, så alle lande ville blive tvunget til at hæve deres CO2-priser. Dermed ville man undgå ‘frihjulskørsel’, hvor nogle lande kan sænke deres CO2-pris for at opnå en konkurrencemæssig fordel. Jean Tirole foreslår også at indføre handelssanktioner overfor lande, som ikke vil være med i klimaaftaler og dermed udøver dumping.

»Jeg har vedtaget med mig selv, at jeg er optimist«

Jean Tirole er forholdsvis optimistisk på klimaets vegne. Vi har de politiske – og økonomiske – redskaber til at skabe en bedre verden. Men det kræver også et engagement fra borgerne ifølge Tirole. Det nytter ikke, at de bare slår politikerne i hovedet. De skal selv understøtte forandring og de politikere, som gør det.

Peter Birch Sørensen mener også, at vi kan løse klimakrisen: »Jeg har vedtaget med mig selv, at jeg er optimist. Optimist i den forstand, at jeg tror, at det kan lade sig gøre. Og det behøver ikke at koste kassen.«

Ligesom Jean Tirole tror han også på, at økonomer kan spille en rolle i at sikre det fælles bedste og løse klimaproblemet. Og derfor håber han på, at folk vil lytte til Tirole:

»Jeg håber selvfølgelig, at dem, som er kritiske over for økonomer og økonomisk teori, eller som har fulgt med i de seneste års debat om økonomernes rolle i samfundet, vil møde op og høre, hvad Jean Tirole har at sige.«