Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Ny prodekan vil arbejde for mere klima og mindre karrieretvivl

Lise Arleth bliver ny prodekan for forskning på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet fra oktober, men hun er allerede klar med sine mærkesager: Den grønne omstilling skal fylde mere, og løstansatte forskere skal leve med mindre uvished.

Hvem er hun?

Lise Arleth er 52 år og biofysiker.

I 2004 blev hun ansat som adjunkt på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, der siden er blevet fusioneret med Københavns Universitet, og to år senere blev hun forfremmet til lektor. I dag er hun professor på Niels Bohr Institutet.

Hun har blandt andet forsket i røntgenstråler og neutroner, og hvordan de kan bruges til at undersøge biologiske molekyler og cellemembraner.

Fremover får hun dog mindre tid til egne projekter. Den 1. oktober tiltræder hun som prodekan for forskning på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, en stilling, hun overtager fra Morten Pejrup.

Selv om hun kalder det trist, at hun skal forlade sine forskningsprojekter, er timingen den rette, siger hun.

»Jeg holder meget af forskning og min forskningsgruppe, men jeg har også altid godt kunnet lide at arbejde politisk med nogle lidt større dagsordener. Jeg er 52 år og har givet den gas med forskningen i mange år, så jeg synes, at skiftet skulle ske nu,« siger Lise Arleth.

Hvorfor læser jeg om hende nu?

Fordi hun er ny prodekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. Det er faktisk så nyt, at hun stadig føler, at hun er til ansættelsessamtale, siger hun.

Alligevel har hun gjort sig flere tanker om, hvad hun vil opnå i løbet af de næste fem år i ledelsen. Hun peger på tre mærkesager: klima, bedre undervisning til ph.d.’er og mindre uvished for unge forskere i løse stillinger.

Hun fremhæver først det grønne:

»Klimadagsordenen ser jeg som en bunden opgave. Udfordringen er at komme videre fra de politiske intentioner, som jeg tror, stort set alle på KU deler, og få dem omdannet til en inspirerende og relevant forskningsdriver. Hvordan kan vi i højere grad bringe vores kernefaglighed i spil, så vi for eksempel kan udvikle nye måder at få energi og fødevarer på, uden at vi sviner jorden til? Det skal vi stadigvæk have udforsket.«

Hvor er det nu lige, jeg kender hende fra?

Ansatte har måske set Lise Arleth på Niels Bohr Institutet, mens studerende kan være stødt på hende enten som underviser eller måske endda vejleder. Til dato har hun vejledt 14 ph.d.-studerende og 18 postdocer.

Netop de unge forskere vil hun skabe bedre vilkår for, siger hun. Hun ønsker i højere grad at målrette kurser til ph.d.-studerende og løfte det faglige indhold i fakultetets ph.d.-skole, og hun vil arbejde for, at de forskere, der sidder løst i postdocstillinger, får et bedre overblik over deres fremtid. Uanset om mulighederne for en fast stilling på universitet er gode eller spinkle.

»Der kan gå mange år, hvor man hopper fra den ene løse stilling til den næste. De forskere, der når så langt, er fagligt rigtig dygtige, og jeg er ikke sikker på, at vi udnytter deres talent bedst muligt,« siger Lise Arleth.

Det handler ikke kun om at skabe klarere veje fra løse til faste stillinger. Det handler også om kommunikation, siger hun. De unge forskere skal i højere grad vide, om de kan se frem til en fast stilling og i så fald hvornår, eller om de skal indstille sig på, at deres fremtid ligger et andet sted end på Københavns Universitet.

»Nogle gange er man også nødt til at sige: Du er sådan set rigtig dygtig, men det er urealistisk, at der kommer en stilling inden for det her område. Så måske skal du kigge efter job på andre universiteter, i erhvervslivet eller i andre offentlige organisationer,« siger Lise Arleth.

»Uvisheden vil stadig være der, men jeg vil gerne begrænse den tid, hvor man lever med den. Det er et område, jeg virkelig brænder for.«

Skal jeg gøre noget?

Lise Arleth er ikke den første, der har sat de mange løse stillinger under lup. Senest har lektor og tillidsrepræsentant Dan Hirslund udtalt, at coronakrisen udstiller behovet for at give løstansatte forskere bedre forhold.

Du kan også læse om Arleths dekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Katrine Krogh Andersen, der ligeledes indtog sin nye stilling med grønne ambitioner.

Seneste