Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Ousama drømmer om at læse datalogi

Videreuddannelse — Flygtninge, der vil læse på en videregående uddannelse, farer ofte vild i danske regler og sprogkrav. Nu kan de - som syriske Ousama Alnemer - få hjælp af frivillige studerende.

Ousama Alnemer er spændt. Han har søgt ind på kandidatuddannelsen på Datalogi på Københavns Universitet. Han får svar 1. marts.

For tre år siden flygtede han fra Damaskus med sin kone og to børn. Den 46-årige syrer har en bachelor fra Damascus University som elektronikingeniør og har arbejdet ti år som netværksingeniør i et syrisk telefirma.

I Danmark har han arbejdet for et it-firma og har taget en række online kurser. Han har fået midlertidig opholdstilladelse i fem år og drømmer om at tage en kandidat på Datalogisk Institut.

»Jeg håber virkelig, at jeg kommer ind. Jeg håber, at det kan lade sig gøre, selv om jeg er ældre end de fleste studerende« siger han på engelsk og tilføjer med et grin:

»Jeg har gået på sprogskole i et år – så du kan godt tale dansk med mig.«

Månedlige ansøgningscaféer

Ousama er en af de syriske flygtninge, der har fået hjælp til at søge ind på en videregående udannelse af netværket Student Refugees, der blev lanceret i efteråret. Projektet drives af frivillige studerende og er et samarbejde mellem Studenterhuset og Danske Studerendes Fællesråd.

Projektet har to ben: Hjemmesiden studentrefugees.dk med information og kontaktformular til flygtninge, der har brug for rådgivning og den såkaldte Application Café, der afholdes en til to gange om måneden, hvor ansøgere kan møde op og få hjælp til deres ansøgning.

Det var her, Ousama mødte op i november 2017 for at få rådgivning om, hvordan søger ind på KU, når man kommer fra et land uden for EU.

»De var meget søde og professionelle. Så jeg er virkelig glad for den hjælp, jeg har fået. Det er svært at finde ud af, hvem man skal kontakte – for universitetssystemet er anderledes i Syrien.«

Der er sindssygt mange regler at holde styr på. Jeg kan godt forstå, at man kan blive forvirret, når man er helt ny i Danmark
Sara Schartau, medicinstuderende og frivillig

Læs mere om Student Refugees i denne artikel.

Forvirrende system

Sara Schartau, der læser medicin på kandidaten, hjalp Ousama Alnemer med hans ansøgning. Hun forklarer, at en af udfordringerne er, at de danske universiteter har forskellige regler for, hvordan man søger ind, hvis man kommer fra et land uden for EU og ikke har en dansk studentereksamen.

Desuden ændres lovgivningen på flygtningeområdet ofte, hvilket gør det vanskeligt for personer med flygtningebaggrund at opfylde adgangskravene til at søge ind på de videregående uddannelser.

»Der er sindssygt mange regler at holde styr på. Jeg kan godt forstå, at man kan blive forvirret, når man er helt ny i Danmark. Mange ting bliver komplicerede af, at man ikke har en dansk studentereksamen, for det er det, universiteterne går ud fra. Hvis man ikke har det, så er det en helt anden proces at ansøge om optagelse,« siger Sara Schartau, der har hjulpet flere med at skrive en Kvote 2-ansøgning på dansk.

Bedre til at lytte

Som medicinstuderende har hun et stramt program, men hun har meldt sig som frivillig, fordi det var en konkret måde at gøre noget i forhold til flygtningekrisen i EU.

»Jeg er jo også påvirket af at se folk drukne i Middelhavet i nyhederne. Og det her en måde, hvor jeg føler, at jeg kan gøre en forskel for dem, der er nået frem til Danmark. Ofte hjælper vi med fx at finde ud af, hvem de skal kontakte for at få svar på deres spørgsmål. Det kan være svært, når man ikke læser og skriver flydende dansk,« siger hun.

Som praktiserende læge er man i kontakt med mange forskellige mennesker. Man skal også kunne sætte sig ind i mange livssituationer

Sara Schartau, medicinstuderende og frivillig

 

Hun har fået noget ud af arbejdet som frivillig både på det personlige og professionelle plan.

»Som praktiserende læge er man i kontakt med mange forskellige mennesker. Man skal også kunne sætte sig ind i mange livssituationer. Så man skal være god til at lytte og kunne forstå, hvad der menes og ikke kun, hvad der siges,« siger Sara Schartau.

Praktisk erfaring

En anden frivillig i Student Refugees er Rie Meyer Sørensen, der læser Migration Studies på KU. Det ligger tæt op af de temaer, hun beskæftiger sig med på studiet, så det giver god mening for hende at være frivillig:

»Jeg har fokus på højtuddannede migranter og undersøger, hvordan deres møde med uddannelsessystemet er. Så det er fedt for mig at få noget praktisk erfaring på området.«

Hun forklarer, at den største udfordring er at forstå systemet og vide, hvem man skal kontakte for at få de rigtige svar.

Jeg føler, at jeg gør en forskel på individuelt niveau – fx med at oversætte en mail fra en studievejleder eller at skrive en motiveret ansøgning

Rie Meyer Sørensen, frivillig og læser Migration Studies

»Det er en process med rigtig mange trin, så det er nemt at miste overblikket. Det kan også være en udfordring at få de rigtige eksamensdokumenter fra Syrien og få dem oversat til dansk. Nogle gange sidder jeg bare og hjælper med at google, hvem de skal tale med.«

Selv får hun også meget ud af sin indsats som frivillig, siger hun:

»Der er masser af steder, man kan være frivillig, men her møder man en masse forskellige mennesker og hører deres historier. Jeg føler, at jeg gør en forskel på individuelt niveau – fx med at oversætte en mail fra en studievejleder eller at skrive en motiveret ansøgning. Så det bliver spændende at se, hvem der rent faktisk er kommet ind 1. marts,« siger Rie Meyer Sørensen.

Plan B

I sin lejlighed i Sorø krydser Ousama Alnemer fingre. Han får svar til marts – og det er længe at vente, når kalenderen kun siger januar.

Hvis ikke han kommer ind, har han dog en plan B.

»Så vil jeg gerne læse til elektronikingeniør. Jeg drømmer om at få arbejde i et it-firma. Det vigtigste er, at jeg har fået netværk i Danmark – de sidste to år er jeg fx blevet certificeret i Microsoft-programmet Azure.«

Seneste