Panumhavens Børn uden tag over hovedet

Det var en næsten euforisk oplevelse, da Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet for fire år siden anerkendte en ny daginstitution, oprettet på initiativ af studerende på Panum, og tog denne til sig som virksomhedsinstitution. Dermed var der oprettet et tiltrængt pasningstilbud med fortrinsret til fakultetets ansatte og studerende.

Der var indvielse og tale ved dekan Ulla Wewer, legende børn og glade forældre, som nu havde fået et ønske opfyldt. Deres børn blev passet på arbejds- og studiegrunden. Stress, jag, og besværet med aflevering og afhentning af børn var ikke længere en tidskrævende belastning af hverdagen. Koncentrationen kunne i højere grad fokuseres på studie og arbejde. Vejen var banet for et eksemplarisk initiativ i universitetsverdenen.

Daginstitutionen fik midlertidige lokaler i de gamle sygeplejeboliger ved barakkerne, og fik lovning på nye lokaler inden for en overskuelig fremtid. Daginstitutionen indrettede sig derfor efter alle gældende regler, men dog uden at renovere lokalerne. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet forpligtede sig til at skaffe permanente lokaler, og Panumhavens leder sørgede for den daglige drift. Sagen er, at lokalerne ejes af Det Juridiske Fakultet, som har planer om at omdanne de gamle sygeplejeboliger til et kollegium for jurastuderende.

Fire år er nu gået. I fire år har ledelsen afgivet løfter om kommende lokaler; løfter om snarlig flytning; løfter om at opfylde allerede givne løfter; og garantier om at indfri afgivne løfter… til de seneste løfter om at der ikke ville ske yderligere løftebrud… Ama’r og halshug.

Fire år er gået, og Panumhavens børn tilbringer stadig deres hverdag i midlertidige lokaler. Panumhaven har i hele sin levetid været en yderst eftertragtet daginstitution med lang venteliste og et veluddannet, engageret og kompetent personale, som dog har virket i disse omgivelser der ikke matcher institutionens pædagogiske niveau. Fire år er gået, og nu er vi så kommet hertil, hvor Panumhaven må dreje nøglen om og lukke i marts måned 2010.

Ledelsen ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet beklager, at man her fire en halv måned før deadline, har valgt at lade sin virksomhedsinstitution i stikken. Fakultetet trækker sig fra ‘engagementet’ hvor den konstante strøm af løfter aldrig blev indfriet. Det er ansvars- og omsorgssvigt af værste skuffe, og det er dybt uretfærdigt. Kan det virkelig passe, at ledelsen kan tilladelse sig dette grove svigt?

Vi har forståelse for at ledelsen af så stor en institution som fakultetet er, ikke kan imødekomme alle de ønsker, de får. Vi forstår også, at fakultet naturligvis også kun råder over begrænsede midler fra højere sted. Vi har empati for det store ansvar, der følger med driften af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Vi, Panumhavens forældre og personale, råber ikke højt, og vi er heller ikke aktivistisk sindede typer, der laver rav i den. I Panumhaven har vi fuld forståelse for, at vi alle sammen skal være her. Vi ved, at for at få, må man yde; og for at kræve, skal grundlaget være mere end blot et selvforplejende ønske. Vi ved, at der findes noget, som hedder retfærdig fordeling af midler og goder, og at der skal være plads til alle.

Men vi forstår ikke, hvorfor denne imødekommenhed så skal modsvares af en dyb mangel på empati. Hvordan kan fakultetet – der i fire år har ytret begejstring og ønske om at bevare Panumhaven som virksomhedsinstitution – nu vælge at efterlade sine Panumbørn i et you are on your own-scenarium? I stedet vælger ledelsen at opgive at genhuse Panumhaven; en fuldt ud funktionel daginstitution med sund økonomi, sund drift, glade børn, tilfredse forældre, et kvalificeret, engageret, og frem for alt kærligt personale, samt vigtigst af alt; en daginstitution med masser af opbakning og glæde fra fakultetet.

Nu river man børnenes hverdag itu. En masse børn vil blive splittet fra hinanden, spredt ud på andre institutioner, få ødelagt relationer og rutiner, venskaber og tilknytning til deres pædagoger. Det handler om børn, dette her, og ikke figurer i et regneark. Ledelsen efterlader personale og børn i et sort tomrum af uvished.

Det er vores inderlige håb, at studerende og ansatte – både med og uden børn – vil forstå og støtte os i den moralske kamp for Panumhavens overlevelse i permanente lokaler, der kan tilbyde alle med tilknytning til Panum børnepasning.

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet må finde spaden frem og grave dybere endnu i en bestræbelse på at hjælpe Panumhaven. Man må støtte Panumhavens børn. Ellers står 42 børn og 11 ansatte til marts uden tag over hovedet, og uden nogen daginstitution. Det er jo forrykt.

Panumhavens forældrebestyrelse