Persisk ved Københavns Universitet fejrer 100 år

Millioner af mennesker taler persisk, men på Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet er det et såkaldt sprogligt småfag.

Studiet i Persisk modtager kun cirka fem til otte nye studerende årligt, men det er alligevel lykkedes faget at fylde 100 år på trods af enhver skarp sparekniv, som politikerne på Christiansborg i de senere år har kastet imod universitetets småfag. Persisk består.

Den lille triumf blev markeret med et symposium mandag den 6. maj i et auditorium på Søndre Campus på Amager.

Auditoriet var ikke propfyldt (for det er et lille fag), men tilhørerne fik serveret nogle gode historier fra for 100 år siden (og dengang Persisk hed Iransk Filologi).

Etnocentrisk grundlægger – til at begynde med

Et af foredragerne var af Mette Søltoft, cand.mag. i religionsvidenskab og Persisk. Hun fortalte om Arthur Christensen, der regnes for grundlæggeren af studiet Persisk i København, og om hans rejser til Iran.

Arthur Christensen er i dag en omdebatteret mand på Persisk, for han er ganske vist studiets grundlægger, men – set med nutidens øjne – var han også en skarp etnocentrisk kritiker af persisk kultur. Han bedømte med andre ord den persiske kultur ud fra sit eget, danske ståsted.

På sin tredje og sidste rejse til Iran i 1929 ændrede Christensen dog opfattelse. Den rejse ville Mette Søltoft gerne fortælle om.

Arthur Christensen var i øvrigt også den første professor i filologi ved Københavns Universitet, og rejsen i 1929 blev ikke kun en milepæl for ham personligt, men fik også stor betydning for studierne i persisk i København – og dengang hed Iran Persien, og landets indbyggere persere.

»Mange af de emner, der blev studeret resten af det 20. århundrede – som landets præ-islamiske periode, landets dialekter, dets historie, litteraturen og de præ-islamiske religioner – blev alle etableret i løbet af de år, hvor Arthur Christensen var professor,« sagde Mette Søltoft.

Søltoft illustrerede, hvor meget Arthur Christensen udviklede sit syn på Iran ved først at citere fra hans dagbog fra den første rejse, han foretog til Iran, i 1914, hvor han i øvrigt havde tre opgaver: At købe persiske manuskripter til Det Kongelige Bibliotek i København, at udforske landets dialekter og lave en karakteristik af ’iranernes sjæl’.

»Han havde drømt om at møde den eksotiske og farverige orientaler i Iran, men sådan oplevede han ikke mødet. I stedet beskrev han en forarmet befolkning og et politisk og socialt usammenhængende land. Han gav ikke en flatterende beskrivelse af indbyggerne: De var dovne, bagstræberiske og var gået i stå. Arthur Christensen skrev, at orientalerne var så konservative og så ensartede fra århundrede til århundrede i deres hele liv, ånd og tanke, at selv deres musik er præget af streng enkelhed og monotoni,« sagde Mette Søltoft.

Iranere var alt andet end trivielle

Der var med andre ord meget at kritisere perserne for i 1914, mente professor Christensen, men alt det ændrede sig under rejsen i 1929, og ifølge Mette Søltoft blev det anderledes, fordi Arthur Christensen aldrig selv blev inviteret ind i hjemmene hos iranerne i 1914. Han mødte kun dem, han havde brug for hjælp fra til at kunne rejse rundt i landet – og i 1914 var Arthur Christensen selv blind for, at det gav ham et skævt indtryk af det land, han besøgte.

Hans rejse i 1929 forløb ganske anderledes – han kom med det samme meget hurtigt tæt på nogle meget oplyste, intelligente samt åndeligt og kulturelt berigede mennesker, der vidste næsten alt, hvad der var værd at vide om Europa. Han kom ind i deres hjem, og på den måde ændredes Arthur Christensens opfattelse af iranerne fuldkommen.

I hans dagbog står der:

»De er ikke ligegyldige mennesker, men unge, intellektuelle og kosmopolitiske mennesker, der både taler fransk, tysk og engelsk.«

Han nedskrev også omhyggeligt navnene på alle de mennesker, han mødte, og mange af dem viste sig senere at udvikle sig til at blive nogle af de mest prominente forfattere, studenter og politikere i Iran i det 20. århundrede. Selv landets daværende uddannelsesminister, som Arthur Christensen mødte, fremstod helt ’europæiseret’ i sin måde at tænke på, fortalte Mette Søltoft – og Persisk-faget ved Københavns Universitet begyndte derefter at arbejde tæt sammen med intellektuelle i Iran.

De er ikke ligegyldige mennesker, men unge, intellektuelle og kosmopolitiske mennesker, der både taler fransk, tysk og engelsk.

Arthur Christensen, professor, 1929

Det var nemlig dengang – efter den tids teorier – også i Europas egen interesse at vide noget om det indoeuropæiske Persien, for Iran havde haft stor betydning for udviklingen af Europas historie, religion og kultur.

Persisk har klaret at tilpasse sig

Iran vandt altså overlegent efter et nærmere bekendtskab, men Persisk som studie har, som et af Københavns Universitets truede småfag, også været dygtig til at tilpasse sig den moderne virkelighed i Danmark.

Claus Valling Pedersen, lektor i persisk på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, der huser Persisk, holdt også et foredrag om udviklingen på Persisk. Især perioden efter 1960 – og særligt efter den iranske revolution i 1979 – er interessant for, hvad studiet er blevet til i dag.

Den linje, som Arthur Christensen anlagde, blev fulgt i årene efter ham, men efter 1960 ændrede man strukturen for Persisk, så man i dag i højere grad lægger vægten på at forske og undervise i det moderne Iran.

For eksempel så det første mellemøstlige studieprogram dagens lys i 2001 med to retninger. Den ene fokuserede på Irans samfund, historie og politik. Den anden havde særlig fokus på Irans sprog og litteratur. Det er dog ikke sket uden omkostninger – selv om det kan have reddet Persisk fra småfagsdøden.

»Ændringerne har ikke nødvendigvis gavnet de studerende, da de har mistet nogle kundskaber i deres viden om Irans historie og kultur, men de har til gengæld sikret overlevelsen for Persisk – sammen med andre småfag som studier i tyrkisk og hebraisk,« sagde Claus Valling Pedersen.

»Formidling er i dag meget vigtigt for os. Vi bruger ganske meget tid på at tale med journalister, udtale os i radioudsendelser, holde foredrag ude og rådgive både private virksomheder og ministerier.«

De ansatte på Persisk skal dog stadig bruge det meste af deres tid på at undervise og forske.

Til gengæld er Persisk sikret økonomisk, fordi faget hvert år får et særligt tilskud via finansloven.

På Symposiet var der, udover indlæggene fra Claus Valling Pedersen og Mette Søltoft, også indlæg fra Jesper Kallestrup, dekan for Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, et indlæg fra Danmarks ambassadør i Teheran Danny Annan; samt et af Shaul Shaked, professor emeritus i iranske studier ved University of Jerusalem, som i øvrigt fortalte om, hvordan iranerne i tidens løb har set på de lande, der lå nord for Iran. Desuden fortalte lektor ved Tværkulturelle og Regionale Studier Rasmus Elling mere om strukturen i studierne af Iran i dag.