Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Blokade — Fredag morgen 17. maj er omkring 50 propalæstinensiske aktivister mødt op for at blokere for ledelsen og den centrale administration. Blokaden skyldes manglende forhandlingsvillighed fra KU, lyder det.
Flere studerende har fredag morgen 17. maj blokeret indgangene til Universitetsfirkanten på City Campus, hvor KU’s ledelse holder til.
Ansatte har derfor svært ved at komme ind i bygningerne. I en mail til Fællesadministrationens ansatte skriver Københavns Universitet, at »der bliver arbejdet på højtryk på at håndtere situationen«, og at døre og porte er ved at blive låst. Politiet er til stede med flere betjente.
Det er propalæstinensiske aktivister, som står bag blokaden. Flere af dem er også en del af den nuværende teltlejr på KU’s campus, der er arrangeret af Studerende mod Besættelsen, men det er ikke Studerende mod Besættelsen, der står bag blokaden.
»Vi er ikke officielle afsendere på denne blokade,« siger Ingrid Larsen fra Studerende mod Besættelsen. Hun tilføjer, at Studerende mod Besættelsen forstår frustrationen blandt de aktivister, der har igangsat blokaden, men hun understreger, at der er tale om »en gruppe af enkeltaktivister.«
Uniavisen har talt med filosofistuderende Lucas Rigillo, som er en af aktivisterne ved Frue Plads fredag morgen.
»Pointen med dagens blokade er at gå lidt mere direkte til administrationen. Nu har vi siddet i en aflukket teltlejr, og det har fungeret godt, og vi har fået meget opmærksomhed, men nu handler det om at gå direkte efter det sted, hvor ledelsen sidder og vise vores utilfredshed og fremskynde en ordentlig forhandlingsproces,« siger han.
Han fortæller, at aktivisterne spærrer indgangene til ledelseskontorerne, og at de forsøger at forhindre at personer kan komme ind, men han understreger, at de afstår fra vold.
Organisationen bag teltlejren, Studerende mod Besættelsen, har mandag og torsdag denne uge holdt møder med ledelsen på Københavns Universitet.
Ifølge Lucas Rigillo er fredagens blokade blevet iværksat efter, hvad han betegner som manglende forhandlingsvillighed fra KU’s side.
LÆS OGSÅ: Studerende efter møde med rektor: »Jeg tror faktisk, de lytter til os nu«
»Vi føler en form for tilbagegang efter mødet mandag 13. maj, som egentlig var ret positivt. Efter torsdagens møde var stemningen helt anderledes, og der var nogle krav, som de direkte afviste,« siger han.
Talsperson for Studerende mod Besættelsen Emil Nielsen deltager ikke i blokaden, men da Uniavisen om morgenen taler med ham over telefon, siger han:
»Studerende mod Besættelsen har ingen officiel holdning til aktionen i skrivende stund, men vi forstår godt frustrationen over universitetets manglende handling i lyset af massakren i Raffah,« siger han om den igangværende barrikade.
»Vi havde håbet, at der kom noget mere håndgribeligt ud af mødet i går – enten en indfrielse af vores krav eller et løfte om en taskforce, der vil arbejde på implementeringen af dem. Men vi fik ingen af delene,« siger Emil Nielsen, der var blandt de fem studerende til mødet torsdag.
Ledelsen afviste blankt flere af de studerendes krav – særligt kravene, som handler om, at KU skal anerkende og fordømme begivenhederne i Gaza som et folkemord og forpligte sig på en akademisk boykot af Israel, fortæller han.
Kommer I officielt til at eskalere på baggrund af mødet med ledelsen i torsdag?
»Lige nu håber vi, at det er nok at bevare teltlejren og lave demonstrationer. Vi håber da, at forhandlingerne kan medføre et resultat på et tidspunkt,« siger Emil Nielsen, der ikke på nuværende kan sige, hvad Studerende mod Besættelsen agter at gøre.
Københavns Universitet skriver på det sociale medie X omkring middagstid, at aktivisterne har begået hærværk og chikaneret ansatte. Derfor har de suspenderet dialogen med Studerende mod Besættelsen. Ifølge KU var det ellers planen, at der skulle være flere møder mellem ledelsen og Studerende mod Besættelsen allerede i ugen efter pinse.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) meddeler på det sociale medie X, at hun bakker op om KU’s beslutning:
»Hærværk, blokade og chikane er fuldstændig uacceptabelt og selvfølgelig ikke vejen til dialog. Universitetet er og skal være apolitisk, frit og færden der tryg for alle studerende og ansatte. Respekteres det ikke, kortslutter man selv dialogen,« skriver ministeren på X.
Ved flere af indgangene til Universitetsfirkanten er kortscannere blevet revet ud. Det bekræfter konstitueret campuschef Søren P. Hassing, som fortæller, at det drejer sig om mellem tre og fem kortscannere.
Ledelsen har i en mail opfordret alle medarbejdere i Firkanten til stille og roligt at forlade området og arbejde hjemme resten af dagen.
Opdatering kl. 14:05: Aktivisterne har igen forladt Frue Plads, og blokaden af KU’s bygninger er ophævet. Lucas Rigillo fortæller til Uniavisen, at han ikke fortryder fredagens aktion til trods for, at den er KU’s argument for, at dialogen mellem ledelsen og Studerende mod Besættelsen er suspenderet. Desuden er han »meget vred« over den hærværk, der er blevet lavet, da han understreger, at det ikke var formålet med aktionen.