Prorektor: »Man kan med fordel skrive akademisk frihed ind i universitetsloven«

De seneste 20 år er Danmark gået fra at have en nordisk førsteplads i akademisk frihed til i dag at ligge under naboerne fra Sverige, Norge og Finland. Det viser den seneste opgørelse fra Academic Freedom Index, som vurderer akademisk frihed ud fra faktorer som eksempelvis institutionel autonomi og forsknings- og undervisningsfrihed

»Man kan se det på to måder,« siger Jacob Mchangama, direktør i den juridiske tænketank Justitia, der 20. september udgav en analyse om, hvorvidt den akademiske frihed er under pres.

»Generelt ligger niveauet for den akademiske frihed i Danmark højt, og der er ikke store fald, som man ser i USA eller Storbritannien. Men samtidig synes der at være en tendens til, at den akademiske frihed i Danmark har været faldende de seneste 20 år.«

Den akademiske frihed til at lave selvstændig forskning og stille egne spørgsmål til etablerede sandheder uden påvirkning udefra har været til heftig debat i medierne, på Christiansborg og internt på de danske universiteter de seneste år.

Fingre i forskningsfarsen

I 2019 afslørede Information, at Danish Crown og landbrugsorganisationen Landbrug og Fødevarer havde omskrevet afsnit i en rapport fra Aarhus Universitet om oksekøds klimapåvirkning.

Da det blev offentligt kendt, at både slagteri og erhvervsorganisation havde haft fingrene i forskningsfarsen og pressemeddelelsen, blev det en decideret skandale. Siden nedsatte Uddannelses- og Forskningsministeriet sammen med Danske Universiteter et udvalg, som skulle komme med nye anbefalinger og principper, når universiteter fremover samarbejder med myndigheder, organisationer og virksomheder.

LÆS OGSÅ: Er Danmark pinligt bagud, når det angår forskningsfrihed?

Der er en weaponizing af debatten om, hvad viden er.

Prorektor, David Dreyer Lassen

Også på andre områder er der sket et skred. Folketingspolitikere er gået i rette med navngivne forskere, som de har beskyldt for at bedrive aktivistisk og usaglig forskning. Et debatarrangement med den tidligere formand for Hizb ut-Tahrir på Københavns Universitet har vakt politisk vrede og trukket store overskrifter. Både fordi kritikere var imod, at en sådan mand kunne få taletid i universitetets flotte sale, men også fordi arrangementet var kønsopdelt. At det var inde for lovens og den akademiske friheds rammer, mildnede ikke modstanderne.

Den episode fik udlændige- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek til at kritisere universitetet og indirekte true med politisk indblanding.

»Hvis man som offentligt ansat leder ikke kan finde en løsning, bliver det jo en politisk diskussion på et tidspunkt, og så kan det ende med, at man beslutter det andre steder end på de enkelte institutioner,« sagde han dengang til Weekendavisen.

Angreb eller armslængde

I tænketanken Justitias analyse ’Akademisk frihed under pres’, undersøges forsknings- og ytringsfrihedens tilstand i de nordiske lande.

Sammenligner man Danmark med de øvrige nordiske lande, står danske forskere og studerende, ifølge Jacob Mchangama, svagere juridisk.

Mens den danske lov beskytter forskningsfrihed, dækker den norske og svenske pendant den bredere betegnelse akademisk frihed. I Finland er både forsknings- og undervisningsfrihed sikret i grundloven. Derfor mener Mchangama, at akademisk frihed bør skrives ind i universitetsloven, fordi det både gælder forskning, undervisning og de studerendes ret til at ytre sig.

»Det vil også være et præventivt værn mod tendensen til fra politisk hold at påvirke universiteterne,« siger han.

Ifølge Jacob Mchangama er det hverken kønsstudiekritiske borgerlige eller ultra woke og krænkelsessensitive studerende, der de senere år, har udgjort den mest direkte og reelle trussel mod universiteternes autonomi. Det er i stedet Kaare Dybvad Beks udtalelse om debatarrangementet på Københavns universitet, han anser som et af de grelleste eksempler på, hvordan politikere forgriber sig på armslængdeprincippet.

»Der havde vi helt konkret en minister, som udtalte, at hvis Københavns Universitet ikke ville gøre noget, kunne det være, at man ville gå ind fra politisk hold.«

Prorektor for forskning ved Københavns Universitet, David Dreyer Lassen, er til dels enig i den nye analyses konklusion. Han anerkender, at den akademiske frihed er udfordret af både sociale medier, kritiske politikere og en generel kamp om viden i samfundet. Han mener, at »man med fordel kan skrive akademisk frihed og undervisningsfrihed ind i universitetsloven.«

Man kan for den sags skyld også nedsætte en kommission til at undersøge, hvor nødvendigt det er, og hvordan den skulle udformes, som analysen peger på som en mulighed. Han er dog mere skeptisk over for den praktiske effekt det vil have for forskere og studerende.

»Der er en weaponizing af debatten om, hvad viden er. Men løser en lovændring problemet med politikere, der eksempelvis kritiserer bestemte forskningsretninger? Det tror jeg ikke,« siger David Dreyer Lassen.

Principper og ædle hensigter

Det er dog ikke udelukkende politikere og lobbyorganisationer, som ifølge analysen udfordrer forskere og studerendes akademiske frihed. Blandt flere eksempler refereres til en ændring af retningslinjerne for krænkelser på Københavns Universitet fra 2018, hvor studerende og universitetet selv forgreb sig på friheden.

Regelsættet indskærpede en »nultolerance« over for krænkelser, og ifølge Jacob Mchangama var retningslinjerne »udformet så bredt og upræcist,« at det slørede grænsen for studerendes og ansatte ytringsfrihed. Efter en personalesag med en lektor på Humaniora og flere afslørende artikler om sagen, blev retningslinjerne rettet til.

»Den akademiske frihed kan komme under pres fra mange forskellige sider. Vi siger ikke, at den er under et kæmpe pres lige nu, men tendensen går i den forkerte retning. Vi har nogle konkrete sager, og vi har nogle lande, som vi normalt sammenligner os med, der har indskrevet en beskyttelse af den akademiske frihed, mens vi ikke har,« siger Jacob Mchangama.

David Dreyer Lassen afviser ikke, at en lovændring eller en officiel erklæring om akademisk frihed kan have en beroligende effekt på studerende og forskere. Men det egentlige problem er snarere den selvcensur en mere polariseret og indgribende debat kan have, siger han:

»Det er supersvært at lovgive sig ud af selvcensur. Det er muligvis nødvendigt med en lovændring for at sætte gang i en debat, men det vigtigste for mig er, at vi har en kontinuerlig diskussion med både studerende og forskere om, hvordan vi sikrer den akademiske frihed.«

LÆS OGSÅ: Den notorisk enøjede 

På Københavns Universitet er fakulteternes akademiske råd for tiden i gang med at diskutere de såkaldte Chicagoprincipper, der italesætter universiteters kodeks, mål og visioner for den akademiske samtale.

Rådene skal finde ud af, hvorvidt man ønsker en lignende erklæring om ytringsfrihed på Københavns Universitet. Jacob Mchangama er ikke i tvivl om, at en erklæring eller faste principper er et godt supplement til en eventuel lovændring. Han påpeger dog også, at principper ikke kan stå alene.

»Både Syddansk Universitet og Aarhus Universitet har lavet nogle gode erklæringer, men de er ikke juridisk bindende. Groft sagt kan de fortolkes efter forgodtbefindende, mens en grundlæggende lovsikring af den akademiske frihed fungerer som en minimumsstandard, man ikke kan fravige,« siger han.

Københavnerprincipper

David Dreyer Lassen udelukker hverken indførelsen af Chicagoprincipper, måske som Københavnerprincipper eller erklæringer om ytringsfriheden i fremtiden. Han mener, at det er nogle fine erklæringer med ædle hensigter, der er formuleret på både Syddansk Universitet og Aarhus Universitet. Hvis der er et reelt ønske fra studerende og ansatte om at formulere et kodeks om akademisk frihed, vil det blive taget op ifølge prorektoren.

»Det er muligvis mig, der mangler fantasi, men jeg synes, vi er godt dækket ind af universitetsloven. Den sikrer universiteternes grundlæggende rettigheder, og den beskriver, hvad vi skal. Men hvis der er et behov for egne principper, skal de laves med udgangspunkt i forskere og studerende,« siger David Dreyer Lassen.

Han mener hellere, at man bør styrke »kulturen og tilliden« på universitetet gennem samtaler og diskussion.

Er det ikke bedre at være på forkant med en nedadgående kurve end at tale om tillid?

»Tillid og kultur er på mange måder vigtigere end den ene eller anden spidsformulering i universitetsloven. Der er alligevel ikke mange meningsdannere, debattører eller politikere, der bekymrer sig om universitetsloven. Man plejer at sige tillid er godt, men kontrol er bedre. Det er i virkeligheden omvendt. Det vigtige er, det kæmpe arbejde på den anden side af en lovændring.«

Hvad er det for et arbejde?

»At universiteterne forsætter diskussionen med sig selv og politikere om, hvad universiteternes rolle er. Den rolle er nogle gange at sige nogle ubehagelige ting eller vise andre måder at anskue verden på. Vi skal sikre den frihed uden at forskere bliver udskammet eller forfulgt eller truet med at få frataget deres finansiering.«