Psykisk handicap mere end fordobler risikoen for at falde fra på universitetet

Nogle grupper af danskere, der har et handicap, lykkes mindre end halvt så ofte med at gennemføre en lang, videregående uddannelse som dem uden et handicap.

Sådan lyder en af konklusionerne i en rapport om levevilkår for mennesker med handicap udarbejdet af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

»Det er især dem med større psykiske handicaps, der ender med at blive dårligere uddannede,« siger seniorforsker Anna Amilon, der er medforfatter på rapporten fra VIVE.

En årsag kan være, at hvis for eksempel en studerende lider af en depression eller af stress, kan det tvinge dem til at stoppe, hvis deres studienævn ikke vil give dem den tid, de har brug for.

Der gik over halvandet år efter studiestarten, før jeg fik den hjælp, jeg havde brug for. Det føltes ad helvede til, og jeg var tæt på at droppe ud af studiet

Christian Ramon

Rapporten viser blandt andet, at ud af gruppen af danskere fra 30-64 år med et større psykisk handicap, har kun otte procent af dem klaret at gennemføre en lang, videregående uddannelse. Det tilsvarende tal for danskere uden handicap, og i samme aldersgruppe, ligger på 21 procent.

Andre grupper af studerende med handicap klarer sig også dårligere på universiteterne end dem uden handicap.

»Studienævn går tankevækkende langt i afslag«

Studenterambassadør Bo Gad Køhlert ved Københavns Universitet får cirka 650 henvendelser fra studerende om hjælp hvert år. Der er både klager og ønsker om dispensationer imellem. Godt hver tredje henvendelse er fra en studerende med handicap.

LÆS OGSÅ: »Studerende med handicap kommer for ofte i klemme på Københavns Universitet«

Bo Gad Køhlert har læst VIVE’s rapport, og han genkender dens konklusioner om, at hele gruppen af studerende med handicap ofte ikke får den nødvendige hjælp.

»Jeg ser desværre alt for mange studienævn og klageinstanser ved KU, der går tankevækkende langt i deres argumentation for, at studerende med handicap ikke må få de kompensationer, som i øvrigt er velbegrundede ifølge sagkyndige udtalelser,« siger Bo Gad Køhlert.

Han mener, en del af forklaringen skyldes, at mange af studienævnene er for overfladiske, når de undersøger, hvor krævende det er at være studerende med handicap.

»Generelt er det mit indtryk, at det er meget vanskeligt for de mere almindeligt psykisk og fysisk velfungerende undervisere, studerende og sagsbehandlere i vores studienævn at sætte sig ind i og forstå en handicappet studerende med en markant svækket mulighed for at passe ind i en universitetsuddannelses rammer,« siger Bo Gad Køhlert.

Fakulteterne bør hjælpe med SU-studieaktivitetsreglerne

Hans råd til KU er, at fakulteterne i tiden inden studiestarten skal gøre mere for at skabe sig et overblik over behovet for hjælp til en ny studerende med handicap. Det gælder også under studiestarten og i månederne efter.

Ifølge GDPR-reglerne er fakulteterne nødt til at spørge den studerende om lov til at kende den studerendes samlede situation, men hvis de gør det, og den studerende giver lov, kan det ifølge Bo Gad Køhlert sagtens lade sig gøre.

Desuden mener han, at fakulteterne skal have et ekstra øje på, hvordan deres afgørelser påvirker den økonomiske situation for de studerende, der har et handicap.

»Fakulteterne bør vejlede noget mere om faldgruberne mellem nedsat studieaktivitet og SU-studieaktivitetetsreglerne,« siger Bo Gad Køhlert. Studerende med handicap har brug for mere bistand, end de reelt får nu, mener han.

»Mange studerende med handicap, som ikke er i stand til at læse på fuld tid under perioder af deres uddannelse, bliver ofte og hurtigt stillet mere usikkert økonomisk end deres medstuderende. Derfor bør de i tide modtage tilstrækkelig med vejledning og bistand, så de i det mindste kan holde overblikket på deres særligt komplicerede situation,« siger Bo Gad Køhlert.

Hjælpemidler og kompensation er utilstrækkelige

Christian Ramon læser økonomi ved KU og har tre funktionsnedsættelser. Han lider af ordblindhed i meget svær grad, han har pnes, som er en lidelse, der minder meget om epilepsi, og så har han adhd.

Han har læst VIVE’s rapport og dens konklusioner, og de flugter godt med hans egne erfaringer som studerende ved KU.

»Der gik over halvandet år efter studiestarten, før jeg fik den hjælp, jeg havde brug for. Mine karakterer lå på nul i hele det første semester, fordi jeg ikke fik hjælp. Det føltes ad helvede til, og jeg var tæt på at droppe ud af studiet,« siger Christian Ramon.

Han fik til sidst hjælp af én uden for KU, som forstod reglerne, men alligevel var det en krig, siger Christian Ramon, for reglerne er meget indviklede at finde ud af. Man skal henvende sig flere forskellige steder, så det er meget uoverskueligt at søge om hjælpen.

Christian Ramon brugte det første år af sin studietid på at være frustreret over ikke at kunne få den hjælp, han har krav på, og som blandt andet var at få den fulde ekstra tid til eksamen, som han har brug for. Han fik dog et computerprogram igennem KU efter studiestarten. Det kan læse hans undervisningsmaterialer højt for ham – men det gav også problemer.

»Programmet laver ekstremt mange fejl, og det kan næsten ikke læse pdf’er. Det er et stort problem for mig, især til eksamen,« siger Christian Ramon.

Det er heller ikke den eneste type af problemstillinger, som Cristian Ramon har lagt mærke til, at rapporten griber fat i. Som et andet eksempel nævner han, at rapporten også beskriver, hvordan studerende med nedsat hørelse har meget svært med at få ansat nogen til at hjælpe sig.

»Selvom KU siger, de kan løse det, er det stadig et stort problem. Og KU kan ikke kan løse det. Det er min erfaring,« siger Christian Ramon.

Tre gode råd fra en Politrådsformand

Selvom Christian Ramons handicap påvirker hans vilkår for at kunne studere negativt, er han også formand for Politrådet, det studenterpolitiske fagråd på Økonomi.

Ifølge Christian Ramon bruger nogle af rådets aktive medlemmer al deres tid alene på at forbedre situationen for økonomistudiets andre studerende med handicap.

Når Christian Ramon bliver spurgt om, hvad han gerne vil have KU til at gøre for bedre at kunne hjælpe, nævner han – ligesom studenterambassadør Bo Gad Køhlert – som det første, at KU skal blive bedre til at hjælpe, allerede i tiden inden studiestarten.

»De studerende kan for eksempel skrive på ansøgningen, at de har en funktionsnedsættelse, og KU skal fortælle dem, hvor de kan få hjælp. Ofte ved KU godt, at der er tale om en studerende med et handicap,« Siger Christian Ramon.

For når først de studerende er begyndt på selve studiet, bliver det meget sværere at give den bedst mulige hjælp.

»Efter rusturen bliver det hele så uoverskueligt for de studerende med handicap, fordi der er så mange arrangementer og så mange informationer, at de bliver overvældede og ikke magter samtidig at skulle slås med at skaffe sig selv hjælp til at kompensere for deres handicap,« siger Christian Ramon.

Han har også et andet råd til KU: Studerende med handicap skal have en kontaktperson, der kan fortælle dem, hvordan de søger om kompensationer, når de ifølge Christian Ramon skal søge om det måske op til tre forskellige steder, der måske heller ikke snakker sammen.

En tredje råd er, at KU skal blive mere omhyggelig med at sørge for, at dets it-hjælpeprogrammer virker.

»Det er et reelt og virkelig alvorligt problem. For eksempel kan jeg ikke få læst en pdf ordentligt til en eksamen, fordi programmet hakker. Det er meget kritisk. Samtidig er det som før nævnt en meget krævende proces at få bevilliget ekstra tid til eksamen, når man har et handicap,« siger Christian Ramon.

De studerende er nødt til at kræve mere

Alligevel mener Christian Ramon ikke, at KU’s ledelse har hele skylden for de mange problemer.

»De studerende med handicap råber ikke nok op om problemerne, og derfor har de selv en del af ansvaret,« siger Christian Ramon.

Hvad mener du, at KU generelt kan bruge rapporten til?

»De kan bruge den til at forstå, at der er mange problemer for os, som er studerende med et handicap. Vi bliver ved med at være alt for mange, der dropper ud af uddannelsen, fordi vi ikke får de hjælpemidler, vi har brug for.«

Rie Snekkerup, vicedirektør for Uddannelse ved Københavns Universitet, svarer her på kritikken i artiklen ovenfor.