Ravinder Kaur: Ledelsen har ikke taget vores ønske om medbestemmelse seriøst

Ravinder Kaur scroller ned ad et dokument på en bærbar computer og stopper ved en sætning, hun har markeret med gult. Hun læser den højt:

»Bestyrelsen sikrer, at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger.«

Formuleringen er nok en af de mest citerede fra universitetsloven, paragraf 10, stk. 6, hedder den, men Ravinder Kaur læser den ikke bare op for at fejre den. Hun læser den op, fordi hun mener, at Københavns Universitet har forsømt at følge den.

Der er brug for at styrke den demokratiske repræsentation på alle niveauer.

»Der er brug for at styrke den demokratiske repræsentation på alle niveauer. Mange af de beslutninger, der er blevet lavet i de seneste år, har været forhastede, fordi vi ikke altid har haft en dialog mellem ledelsen og de folk, der har indsigt i kerneopgaverne,« siger hun.

Altså de folk, der forsker og underviser, ligesom hun selv har gjort i sine ti år på Københavns Universitet, hvor hun er lektor i moderne indien- og sydasienstudier og leder af Centre of Global South-Asian Studies.

LÆS OGSÅ: Ravinder Kaur: Frem mod et demokratisk universitet.

Nok har det været nødvendigt at skære ned på Københavns Universitet, fordi politikerne har snuppet midler fra universiteterne, men ifølge Ravinder Kaur bliver det ofte gjort uden omtanke.

LÆS OGSÅ: Frem mod et demokratisk universitet.

»Nogle gange handler det ikke bare om at skære ned her og der, det skal jo også give mening,« siger hun.

Når ledelsen ikke lytter

Tidligere kunne medarbejderne på Københavns Universitet ytre deres mening i institutrådene, men efter en undersøgelse afslørede, at mange medarbejdere, herunder næsten halvdelen af forskere og undervisere, ikke oplevede, at de fik indflydelse gennem rådene, besluttede rektor at nedlægge dem.

Selv kalder Ravinder Kaur det, der foregik i institutrådene et demokratisk teater, hvor ledelsen nok kunne lytte til de ansattes råd, men ikke behøvede at følge dem.

Alligevel siger lektoren, at ledelsen drog en forkert konklusion, da de lukkede rådene og ikke erstattede dem med et andet demokratisk organ.

Du kan kun have akademisk frihed, hvis du ikke konstant er i fare for at blive fyret.

»De lyttede jo ikke til den besked, de fik fra mange af os, der besvarede undersøgelsen. Pointen var ikke, at rådene skulle afskaffes, men at vi ville have reel beslutningskraft i stedet for bare at være rådgivende. Det er ikke blevet taget seriøst,« siger Ravinder Kaur.

Hun retter opmærksomheden mod dokumentet på sin computer igen og læser den samme sætning op på ny.

Hvis hun bliver valgt til bestyrelsen, siger hun, at det første, hun vil arbejde for, er at sikre mere demokratisk deltagelse, så dem, der underviser og forsker, i højere grad kan være med til at sætte kursen for universitetet.

Korte kontrakter svækker demokrati

Skal det ske, siger Ravinder Kaur dog, at det er nødvendigt med et opgør med de korte ansættelser, der i stigende grad præger forskerstanden.

Det betyder ikke bare, at forskerne konstant skal bekymre sig over, hvordan de sikrer deres næste ansættelse. Ifølge Ravinder Kaur gør det også, at dele af det videnskabelige personale tøver med at tale ledelsen imod.

»Hvis du altid er bekymret for, hvordan du får din næste kontrakt, kan det have en betydning for den akademiske frihed. Hvis du altid er på korte kontrakter, så tør du måske ikke deltage i demokratiske organer, som du jo burde.«

Fordi man er bange for at lægge sig ud med nogen?

»Ja, præcis. Du kan kun holde folk ansvarlige, hvis du har akademisk frihed. Og du kan kun have akademisk frihed, hvis du ikke konstant er i fare for at blive fyret.«

Bestyrelsen skal fremme ligestilling og mangfoldighed

Det er ikke det eneste problem, der viser sig, når Københavns Universitet ansætter nye medarbejdere, fortsætter Ravinder Kaur.

Der er nemlig en tendens til, at universitetet ansætter det ene køn mere end det andet, en tendens, der kun bliver mere tydelig, jo finere stillingen er. Hvor der er flere kvindelige ph.d.-studerende end mænd, er der færre kvindelige adjunkter, kun lidt over hver tredje lektor er kvinde, og for professorerne gælder det hver fjerde.

Kvinder bliver set som dem, der har fået særbehandling, men i praksis er det kun få, der bliver ansatte i højere stillinger.

Ravinder Kaur siger, at dem, der påstår, at der ikke er nok kvalificerede kvindelige ansøgere, tager fejl. Men hun vil egentlig ikke snakke om ligestilling, hun vil snakke om det, hun har døbt et »ligestillingsparadoks«. Hun uddyber:

»Kvinder bliver set som dem, der har fået særbehandling, men i praksis er det kun få, der bliver ansatte i højere stillinger,« siger hun.

Hvad kan man gøre ved det?

»Vi skal tale åbent om, at det er et paradoks.«

Men er det bestyrelsens opgave at tale åbent om det?

»Ja. Naturligvis. Hvem ellers? Bestyrelsen er den øverste myndighed på universitetet, så det er meget vigtigt, at de aktivt fremmer ligestilling og mangfoldighed.«

LÆS MERE OM UNIVALGET på uniavisen.dk/univalg2019.