Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Regeringen strammer forskningssamarbejdet med Kina

Spionage — En ny aftale begrænser det dansk-kinesiske forskningssamarbejde inden for følsomme forskningsområder.

Forskningssamarbejdet mellem Danmark og Kina strammes nu til.

Det sker efter, at uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har været i Kina for at underskrive en justeret samarbejdsaftale, der blandt andet betyder, at der ikke længere må samarbejdes inden for visse forskningsområder.

Det er ingen hemmelighed, at vores to lande ser forskelligt på en række ting

Christina Egelund, uddannelses- og forskningsminister

I en pressemeddelelse forklarer Christina Egelund, at det blandt andet drejer sig om kvante-, rum- og forsvarsforskning, ligesom hun understreger, at Danmark skal tænke sig om, når det kommer til forskningssamarbejde med kineserne.

»Det er ingen hemmelighed, at vores to lande ser forskelligt på en række ting, og at vi i Danmark har skærpet vores tilgang til samarbejdet med Kina,« siger ministeren.

Igennem længere tid er Kina blevet beskyldt for forskningsspionage, og kinesiske forskere har i forbindelse med projekter i udlandet – også i Danmark – samarbejdet med den kinesiske hær.

LÆS OGSÅ: PET advarer om kinesisk spionage. Alligevel fortsætter danske universiteter med at sende studerende til Kina

Senest er den kinesiske virksomhed BGI Group, der arbejder med genforskning, blevet blacklistet hos adskillige danske universiteter af frygt for misbrug af data, ligesom virksomheden ligeledes anklages for samarbejde med den kinesiske hær.

Over for Uniavisen har Politiets Efterretningstjeneste (PET) også i september 2024 advaret om reelle trusler i det dansk-kinesiske forskningssamarbejde.

»Det er PET’s vurdering, at den kinesiske stat er villig til at gå meget langt for at forfølge sine strategiske interesser på det videnskabelige og teknologiske område, og at der er en risiko for ulovlig eller uønsket kinesisk overførsel af viden og teknologi på især de områder, som Kina prioriterer strategisk,« lød det dengang.

LÆS OGSÅ: Vicedirektør advarer: Truslen fra udenlandsk forskningsspionage stiger i fremtiden

Fortsat grønt samarbejde

Over for Jyllands-Posten uddyber Christina Egelund det nye, indskrænkede samarbejde mellem Danmark og Kina, som ifølge avisen blandt andet også betyder strammere regler i forhold til udveksling af studerende mellem de to lande.

Ministerens kinesiske besøg skal ses i lyset af, at det er 75 år siden, at der blev indledt diplomatiske relationer mellem Danmark og Kina.

Og trods den nye aftale understreger Christina Egelund, at det dansk-kinesiske forskningssamarbejde fortsætter.

»På områder som grøn forskning, klimaforandringer, miljø og global sundhed er Kina en vigtig partner – ikke kun for Danmark, men for hele verden,« siger ministeren i pressemeddelelsen.

Seneste