»Så længe man er troværdig, vil der også blive lyttet«

I fugleflugtslinje er der 1.200 meter fra Christiansborg til Peter Birch Sørensens kontor på Økonomisk Institut i Øster Farimagsgade.

Gennem flere år har de to verdener dannet centrum for den 64-årige økonomiprofessors arbejdsliv. Først som økonomisk overvismand, derefter som formand for S-R-SF-regeringens Produktivitetskommission og senest som formand for Klimarådet.

Men nu er det slut.

Selv om Peter Birch Sørensen gerne havde taget en formandsperiode mere i Klimarådet, blev han i november 2018 vraget som formand af klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V).

Derfor koncentrerer han sig nu om sit arbejde som forsker og underviser på Økonomisk Institut på Københavns Universitet.

»Mit sekretariat havde ladet ministeriet forstå, at hvis man ønskede, at jeg tog en periode mere, var jeg til rådighed. Men jeg anerkender fuldt ud ministerens ret til at vælge en anden. Og set i forhold til det forløb, der havde været, var jeg ikke overrasket over, at han valgte at udpege en anden.«

Så diplomatisk kan det siges.

Klimarådets analyser har bygget på faglighed, og vi har ikke trukket vores anbefalinger længere, end analyserne har kunnet bære

Peter Birch Sørensen

Men bag ordene ligger en betændt sag, som handler om politik og respekten for, at uvildige eksperter kan ytre sig frit.

Formandsskiftet kom i kølvandet på et offentligt skænderi mellem Lars Christian Lilleholt og Peter Birch Sørensen om Klimarådets seneste rapport, der kritiserede regeringens klimapolitik.

Peter Birch Sørensen kaldte regeringens klimapolitik ’uambitiøs’, og ministeren svarede igen ved at kalde kritikken ’forvrøvlet’ og ’volapyk’.

Fire dage senere udsendte Klima- og Energiministeriet en pressemeddelelse, hvor ministeriet i hårde vendinger gik i rette med Klimarådets kritik af regeringen. Og senere samme dag meddelte ministeriet, at professor Peter Mølgaard fra det hollandske Maastricht University School of Business and Economics ville blive Klimarådets nye formand.

Forløbet fik oppositionen og politiske eksperter til at beskylde regeringen for at fyre Peter Birch Sørensen for at lukke munden på ham.

Selv afviste både klimaministeren og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at der var tale om en politisk fyring. De sagde, at beslutningen blev truffet, før Klimarådet offentliggjorde den kritiske rapport om regeringens klimaudspil, hvilket viste sig at være en sandhed med modifikationer.

En aktindsigt har senere gjort det klart, at ministeriet kendte til rapportens konklusioner, før det blev besluttet at afsætte Peter Birch Sørensen som formand.

Men for Peter Birch Sørensen er det ikke afgørende. Uenigheden mellem ham og ministeren startede nemlig lang tid før.

 En årelang strid

»Ministerens embedsmænd har kendt til rapportens hovedkonklusioner, inden det det blev besluttet, at jeg skulle stoppe som formand. Men uenighederne gik jo endnu længere tilbage. Derfor kan det meget vel være sandt, når ministeren siger, at formandsskiftet ikke skyldtes den seneste rapport,« siger Peter Birch Sørensen.

Den væsentligste kontrovers havde professoren allerede med ministeren, da Klimarådet fremlagde sin første klimarapport tilbage i 2015:

»I rapporten forholdt vi os til målsætningen om, at Danmark skulle reducere CO₂-udledningen med 40 procent i 2020 i forhold til 1990. Det beklagede ministeren sig over, da det jo ikke var regeringens målsætning. Han mente, at vi var regeringens rådgivere, og at vi kun skulle rådgive regeringen i forhold til de politiske mål, som den havde fastsat. Det var jeg uenig i.«

Peter Birch Sørensen har deltaget i offentlige udredningsarbejder i så mange år, at han ikke lader sig blæse omkuld af en minister, der kalder hans ekspertanalyser for ’volapyk’ og af en statsminister, der mener, at han ’forsøger at gøre et halvt martyrium ud af det.’

»Jeg har svært ved at se, at Klimarådet kunne have gjort noget væsentligt anderledes. Vores analyser har bygget på faglighed, og vi har ikke trukket vores anbefalinger længere, end analyserne har kunnet bære.«

Derfor fortryder han heller ikke noget af det, han har sagt eller noget af det, Klimarådet har anbefalet, siger han.

Uenighed om Klimarådets rolle

Når Peter Birch Sørensen kigger tilbage på sine fire år i Klimarådet og de udfordringer, der fulgte med formandsskabet, er det især uenigheden om rådets rolle, der har givet anledning til konflikt mellem ham og ministeren:

»Jeg og det øvrige Klimaråd mente jo, at det var relevant og legitimt at beskæftige os med målsætningen. Både fordi den var nævnt i klimaloven, der lå til grund for klimarådets arbejde, og fordi der var et folketingsflertal bag.«

Striden handler om et principielt spørgsmål. For er Klimarådet alene en slags intern rådgiver for den siddende regering, eller er Klimarådet også en uafhængig rådgiver for Folketinget?

»Det står jo ikke sådan krystalklart i klimaloven. Der står, at vi skal rådgive regeringen, men regeringen skal så efterfølgende redegøre over for Folketinget, hvordan den stiller sig i forhold til vores analyser og forslag. I den forstand er Folketinget jo også involveret,« siger Peter Birch Sørensen.

Men striden handlede om mere end det. Den handler også om en grundlæggende mistillid til eksperters saglighed og uvildighed og om, at der fra regeringens side blev sat spørgsmålstegn ved Peter Birch Sørensens politiske uafhængighed.

Venstre har flere gange været ude og sige, at de opfatter dig som oppositionens mand. Har de ret i det?

»Nej, jeg synes simpelthen det er en urimelig beskyldning. Alt hvad Klimarådet har anbefalet i min formandstid, har der været fuld enighed om i Klimarådet, der jo består af seks medlemmer og en formand, der alle er valgt ud fra deres faglige ekspertise. Fire af rådets medlemmer blev endda udpeget af Venstre og Konservative i forbindelse med den daværende klimakommission i 2008-10. Derfor er det meget mærkeligt, hvis vi pludselig skulle være et politisk redskab for oppositionen.«

Men det er vel rigtigt, at man som ekspert kan vælge forskellige metoder afhængig af ens personlige overbevisning?

»Det er klart, at uanset, hvor objektiv man forsøger at være, kan man have en skæv indfaldsvinkel på en problemstilling. Men det er så også derfor, at man har syv medlemmer siddende i Klimarådet, der er eksperter på hver deres område, og derudover et sekretariat med kompetente fagfolk. Det er med til at sikre, at en enkeltperson ikke bare kører ud ad en tangent med et åbenlyst ideologisk standpunkt. Ellers ville vi undergrave vores egen troværdighed.«

Peter Birch Sørensen kigger ud af vinduet og lader en hånd glide gennem skægget.

»Det er jo ikke sådan, at det er et formål i sig selv at komme i strid med dem, man skal rådgive. Man vil sådan set gerne stå på god fod med dem, men man skal jo stå på et fagligt grundlag og også være loyal over for klimaloven. Det er man forpligtet til.«

LÆS OGSÅ: Krigsforskning i en politisk hvepserede

Ikke uden indflydelse

Han kunne godt have ønsket sig en bedre start for Klimarådet. Men han er glad for de fire år, han nåede at være formand for rådet, og trods den manglende lydhørhed fra regeringens side føler han, at det har været arbejdet værd.

»Det har ikke været det bedste udgangspunkt, at Klimarådet indtil nu har arbejdet under en minister, der stemte imod klimaloven og Klimarådets oprettelse. Men generelt har der været stor interesse for det, vi har lavet – både fra offentlighedens side og fra de politikere i folketinget, der arbejder med klimaspørgsmål, så det har ikke været sådan, at vi har skullet kæmpe for at få opmærksomhed om vores analyser.«

På den måde minder arbejdet i Klimarådet om mange af de andre poster, Peter Birch Sørensen har haft som økonomisk ekspert:

»Jeg har også været overvismand i ganske mange år, og der var det også sådan, at den siddende regering tit var irriteret over vores råd. Men det betyder jo ikke, at de økonomiske vismænd har været uden indflydelse på samfundsudviklingen. Det betyder bare, at man må søge indflydelse gennem andre kanaler og gå i dialog med andre interessenter, som jo også indgår i den politiske proces. Så længe man er troværdig, vil der også blive lyttet.«

Han peger på, at Folketinget ved flere lejligheder direkte har fulgt nogle af Klimarådets anbefalinger og at det derfor ikke har været uden indflydelse.

»For eksempel anbefalede vi at indføre et fradrag for batteriomkostningen ved køb af elbil. Det har man indført. Men mere vigtigt anbefalede vi forud for energiforliget sidste år, at man skulle stile mod en andel af vedvarende energi i energiforbruget på 55 procent i 2030 i stedet for de 50 procent, som regeringen havde spillet ud med. Det tog politikerne også til sig.«

Miljøinteressen kom i gymnasiet

Peter Birch Sørensen rejser sig fra stolen og går over til bogreolen. Han lader en finger glider hen over bogryggene, indtil den rammer en slidt paperback, som han hiver ud og lægger på bordet.

»En af grundene til at jeg startede med at læse økonomi, var denne bog, som jeg læste, da jeg gik i gymnasiet. Den argumenterede for, at verden var på katastrofekurs, hvis ikke vi fik standset den stigende miljøødelæggelse,« siger han.

Bogen The Limits to Growth blev affejet af mange økonomer som undergangshysteri. Men den blev kimen til Peter Birch Sørensens mangeårige interesse for miljøspørgsmål, der blev lagt helt tilbage i gymnasietiden i starten af 1970’erne på Sankt Knuds gymnasium i Odense.

»Jeg har efterfølgende fået et mere nuanceret billede af sammenhængen mellem vækst og miljø. Men bogen gjorde dybt indtryk på mig og var med til at vække min interesse for miljøproblemer,« siger Peter Birch Sørensen.

Han er nu tilbage på fuld tid som underviser og forsker på Økonomisk Institut og har allerede kastet sig over nye projekter, som han håber kan være med til at præge klimapolitikken i positiv retning.

Hvad er det, du kan bidrage med som økonom?

»For mig som økonom handler det meget om at sikre en samtænkning mellem miljø- og klimapolitikken og den økonomiske politik. Derfor er jeg med til at udvikle en miljøøkonomisk model for dansk økonomi. Jeg er også med til at lede et stort forskningsprojekt, der går ud på at beregne et grønt BNP for Danmark, som korrigerer det traditionelle BNP for miljø- og klimaeffekter. På den måde vil man kunne se, om miljøomkostningerne har været så store, at der slet ikke været nogen vækst, når man trækker dem fra.«

Er du optimistisk om, hvorvidt det du anbefaler kan bruges?

»Ja, det er jeg faktisk. Vi er jo ikke i mål endnu med projekterne. Men der er en stigende politisk interesse for FN’s verdensmål og vores forpligtelser på klimaområdet, som gør, at jeg tror på, at det her kan have en gennemslagskraft.«