Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Sådan vil kandidatreformen gøre os mere – ikke mindre – uddannede i fremtiden

Kandidatreform — Det er ingen massakre at gå fra 2 til 1,25 år, hvis kandidatreformen indfrier ambitionen om livslang læring.

Uddannelse og viden er livsnerven i vores demokrati og forudsætningen for vores velstand. Det er derfor afgørende, at regeringens uddannelsesreform udarbejdes på en måde, der ikke gør os mindre uddannede. Jeg er citeret jeg i Berlingske (21. marts) for at udtrykke bekymring over beregninger, der viser, at kun ti procent af dem, der i fremtiden vil tage en kortere kandidat efterfølgende vil opgradere til en toårig kandidat via efteruddannelse.

Interviewet blev udlagt, som om jeg er politisk uenig med regeringen i uddannelsesreformen. Det er jeg ikke, for jeg tror på, at den tværtimod kan føre til en vidensrevolution, hvis ambitionen om livslang læring indfries, hvilket udspillet lægger an til.

Interviewets præmis var, at kun i alt ti procent af kandidaterne ville tage efteruddannelse. Det udtrykte jeg bekymring over, da det er for lavt i forhold til ambitionen om livslang læring. Men reelt viser Finansministeriets beregninger, der blev fremlagt i et udvalgssvar efter interviewet, at der derudover er 20 procent, der vil efteruddanne sig i det nuværende efteruddannelsessystem samt yderligere fem procent, der vil tage en helt ny kandidat. Finansministeriet estimerer altså en relativt stor udbredelse af efteruddannelse, og interviewet om min bekymring hvilede altså på en, viste det sig, ukorrekt præmis.

Livslang læring og et arbejdsliv ved siden af

Jeg så dog gerne, at vi kom endnu længere op, hvad angår efteruddannelse. Til Finansministeriets forsvar er beregningerne baseret på ’bagudrettet data’. Antagelserne er altså baseret på, hvor mange der historisk har taget efteruddannelse, og da efteruddannelse for mange i dag er lukket land (blandt andet som følge af den såkaldte kandidatregel), er der i dag ikke mange, der vender tilbage til universitetet efter opnået kandidattitel.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Samlet set er jeg derfor begejstret for udspillet, fordi jeg tror på, at det vil kunne skabe en vidensrevolution, hvor vi endelig sikrer livslang læring. Udspillet har således ikke noget loft for, hvor mange af de 1,25-årige kandidater, der kan påbegynde efteruddannelse, og derfor er der også al grund til at antage, at mere end ti procent opgraderer til en fuld kandidat.

Men det kommer til at afhænge af, hvordan vi indretter efteruddannelsesmulighederne.

Netop dét gør jeg mig som universitetsunderviser gennem ti år (og studerende et næsten tilsvarende antal år) en del tanker om. Det skal gøres på en måde, hvor så mange som muligt vil gøre brug af det. Det er afgørende for mig, at udspillet gør os mere og ikke mindre uddannet som nation. Uddannelse er livsnerven i vores demokrati og forudsætningen for vores velstand. Derfor er det også vigtigt, at vi indretter efteruddannelserne, så de kan kombineres med et fuldtidsarbejde, så det ikke bliver den enkeltes privatøkonomi, der ender med at blokere.

Efteruddannelse skal være didaktisk værdifuld

Måden man konkret bør overveje at indrette en del af efteruddannelsen på, er ved at skabe afgrænsede ’undermoduler’, hvor man skriver en lille opgave på en til fem sider om et afgrænset pensum med dertilhørende digitale forelæsninger, man kan lytte til, når det passer en. Et fag på 15 ECTS kan udgøres af fx fire-fem af disse opgaver. For at mindske ressourcetrækket på vores undervisere, behøver man ikke blive bedømt for hver enkelt opgave; man kan derimod trække en af dem til en mundtlig eksamination, hvorved man vil være tilskyndet til at gøre sig umage med dem alle.

Med andre ord skal vi indrette efteruddannelsen, så den bliver så fleksibel som muligt og bryder den nuværende fagstruktur ned i mindre bidder, som man kan tage efter hinanden, som det passer, og som kan tilpasses en travl hverdag. Og tilmed på en måde, der er så lidt ressourcekrævende for vores universitetsansatte, at den kan bredes ud til så stor en andel af danskerne som muligt.

Som en der har arbejdet en del med pædagogisk psykologi og didaktik, er jeg bekymret over, at meget universitetsundervisning i dag er bygget op som passiv modtagelse af viden. En viden, der for mange forekommer irrelevant, hvis den ikke den kobles til et kommende arbejdsliv. Forskning viser, at retentionsraten – altså hvor meget, der fæstnes i hukommelsen – er lav for passiv overværelse af forelæsninger.

Derfor skal efteruddannelsen indrettes på en måde, hvor man udarbejder små opgaver, der sigter mod aktiv læring. Både læsning af pensum og digitale forelæsninger bliver langt mere vedkommende, når det kobles direkte til udarbejdelsen af en opgave. Og når indholdet i både forelæsninger, pensum og opgaver relaterer sig til noget, man arbejder med i hverdagen, vil læringsudbyttet potentielt mangedobles.

Det vil den øgede erhvervsretning på kandidaterne også medføre. Mange dagdrømmer sig væk fra undervisningen, fordi de finder den irrelevant. Det er med til at skabe stress, fordi de ikke undervejs i semestret får lært det, de skal, og læringen komprimeres til læseferien, hvor 2.000 sider skal absorberes på ingen tid.

At gå fra 2 år til 1,25 er ingen massakre

Kritikken fra visse universitetsaktører forekommer stærkt overdreven. At gå fra 120 til 75 ECTS behøver ikke være noget stort indgreb. I stedet for at anskue det som om vi forkorter kandidaten med 45 ECTS, kan det ende med, at vi mere korrekt bør betragte det som en udskydelse af 45 ECTS. På mange kandidater vil 45 ECTS således svare til, at man udskyder to valgfag og skriver et kortere speciale. Det er der god ræson i, da mange ender med at tage valgfag, der ikke passer til det, de ender med at arbejde med. Der er en fordel i at vælge nogle af sine valgfag, når man ved, hvilken viden, man har brug for, jf. den føromtalte vigtighed af fagstoffets relevans.

I Berlingske bliver jeg anklaget for at pege på uenighed, nærmest konflikt, internt i regeringen. Min pointe er sådan set blot, at vi går til reformen med forskellige tilgange. Partier kan have mange forskellige årsager til at foretage sig en og samme ting. I virkeligheden er det udtryk for, at reformen kan blive et columbusæg, der både sikrer mere fleksible uddannelser, mere efteruddannelse og tilvejebringer et provenu på 1,3 milliarder kroner, der kan bruges andre steder i uddannelsessystemet, fx til at løfte vores erhvervsuddannelser. Vi kan som partier have en større eller mindre præference for en af effekterne, men det er sådan set blot udtryk for, at arbejdsfællesskabet fungerer. Krisen internt i regeringen er med andre ord afblæst.

Seneste