Sebastian Lynggaard: Samtalen om køn skal videre fra universiteterne og ud på gaderne

Jeg glemmer aldrig min første dag på universitetet, for det tog så meget røven på mig. Jeg var spændt på at begynde: Pressefolder i bukserne, strøget skjorte og en pullover med i tasken, hvis det blev koldt. Jeg havde styr på det. Første time på Retorik var det, der hedder stemmebrug, hvor du lærer at bruge din stemme, hvilket er skidesmart og en videnskab, men som ikke helt føltes sådan lige til at starte med. Da jeg kom op til timen, så jeg for det første, at alle havde rygsæk på, og jeg tænkte, hvad er det her for et sted? Det ligner jo kraftedeme Alene i vildmarken. Og så var der en ribbe i lokalet. Sidst jeg oplevede det, var i folkeskolen. Borde var der ingen af, for undervisningen skulle foregå på gulvet. Vi skulle ligge på madrasser og mærke os selv, og jeg skal komme efter dig. Det virkede fuldkommen vanvittigt. Det her kan ikke være universitetet, tænkte jeg. Men det var det, og jeg fandt mening med galskaben til sidst.

Jeg ved aldrig, hvad fuck jeg skal sige, når folk spørger hvad jeg laver. Meme-influencer. Jeg kan ikke beskrive det bedre. Nogle gange siger jeg, at jeg sælger reklamer på sociale medier. Det er jo også lidt rigtigt. Jeg er også forfatter og debattør. Generelt har folk svært ved at putte mig i en kasse. Det kan man se som en værdi, men jeg tror sådan set, at det i mediebranchen mest er en udfordring, at jeg ikke bare er én ting.

Årsagen til, at jeg valgte retorik, er direkte pinlig. Jeg havde fået et megagodt snit fra gymnasiet, og så havde jeg faktisk søgt ind på jura, fordi min morfar mente, vi manglede en jurist i familien. Jeg er en type, som lader sig påvirke af, hvad andre mennesker ser af behov, fordi jeg har svært ved at mærke mine egne. Men jeg trak ansøgningen tilbage, fordi jeg hellere ville læse noget, jeg var god til. Jeg var god til dansk, men fordi jeg var så pissearrogant, blev jeg lidt ærgerlig, da jeg så, at det ikke krævede et ret højt snit at komme ind. Derfor søgte jeg ind på retorik, som mindede om dansk. Jeg tænkte instrumentelt, jeg ville bruge mit snit, og jeg ville bruge retorik til at beskæftige mig med noget, jeg var god til. Det var en stor øjenåbner for mig at finde ud af, at det, jeg er god til, ikke nødvendigvis er det, der gør mig glad. Jeg kunne jo også have valgt at bruge de fem studieår på at lære at bygge en rumraket, i stedet for at tage the safe choice og bare lære mere om det, jeg allerede kunne.

Drengene fyldte mere end pigerne på studiet, selv om vi var i undertal. Også jeg fyldte rigeligt. Det var et miljø, hvor mange så sig selv som kunstnere. Folk ville udtrykke sig og gerne verbalt. Jeg husker min egen udvikling i de år som klodset. Jeg var lidt ældre end de andre og følte mig voksen og færdigudviklet som person. Jeg ville ikke erkende i mit møde med universitetslivet, at jeg stadig havde en masse at lære rent menneskeligt. Jeg havde hovedet enormt langt oppe i tarmen på mig selv i den periode. I stedet for at ture frem og have svaret på alting, burde jeg have været mere eftertænksom, nysgerrig og ydmyg.

Jeg var overbevist om, at min lykke lå i de gode karakterer, som så i mit professionelle liv blev omsat til en imponerende karriere. Men jeg fandt ud af, at det faktisk ikke er det, der er vigtigt for mig. Det, der er vigtigt for mig, er at arbejde så lidt med computer og så meget med mennesker som muligt. Og det kunne jeg have opdaget, mens jeg studerede. Det fede ved retorik var jo det sociale miljø. Jeg vil råde alle studerende til at bruge studietiden til virkelig at mærke efter, hvad de har lyst til. Spørg dig selv: Hvad har en positiv effekt på mig? Hvad er det, mit følelsesmæssige system kommunikerer til mig, som jeg skal lære at afkode? Der tror jeg, man kan finde en rettesnor for ens fremtidige tilværelse. Hvis man ikke allerede har fanget den, så fuck karakterer rigtig meget. Altså fuck karakterer helt vildt meget. Det er simpelthen et lotteri med de karakterer. Måske medmindre du læser jura, der er det vist vigtigt, og så må du lige lukke ørene. Men hvem fanden gider også arbejde et sted, hvor de beder dig om at have dine karakterer med til jobsamtalen?

Humaniora skal være sværere. Folk er nødt til fucking at dumpe humaniora. Der mangler selvrespekt på Det Humanistiske Fakultet. Der er for få midler til for mange studerende. Altså, så må man jo slå retorik sammen med dansk, hvis det er fordi, der ikke er råd til at have højere forventninger til de studerende. Faktisk blev jeg doven af, at der var så lave forventninger til mig på studiet. Jeg havde brug for nogle smæk rent fagligt. Der var for meget gruppearbejde og for lidt røv-til-sæde undervisning på Retorik. Jeg ville have efterprøvede teorier udlagt af nogle professorer, som har arbejdet med det. Det er jo svært at have respekt for, at jeg som humaniorastuderende har fire timer om ugen på samme SU-sats som en medicinstuderende, der møder 36 timer om ugen inde på Panum. Jeg mener jo, at humaniora er langt vigtigere end det får credit for, så vi skal ikke bare tage imod slagene i den humaniora-bashing der foregår. Man bliver nødt til at slå igen, hæve humanisters faglighed, og så vil lønnen måske også følge med. KUA var som en forlængelse af gymnasiet, og politikerne har gjort universitetet til en pølsefabrik, hvor det gælder om at få så mange mennesker igennem som overhovedet muligt.

Det var lort at tage hul på arbejdslivet som færdiguddannet. Det var en følelse af at komme hjem efter første dag, kigge mig selv i spejlet og tænke, skal jeg lave det her? Og er det sådan resten af mit liv ser ud? Det magter jeg ikke. Det var røvsygt. Jeg hader at arbejde. Og det kom som et chok, da jeg fandt ud af, hvor kedeligt det er at arbejde, og hvor meget alle hader det. I mange moderne virksomheder kommer medarbejderne længere og længere væk fra selve produktet, altså det der giver mening at lave. I princippet kunne man udføre præcis det samme arbejde i enhver anden virksomhed. Selv blev jeg seniorrådgiver, før jeg fyldte 30. I konsulentbranchen er titler noget man giver til folk, når man ikke har råd til at give dem en lønforhøjelse. Mit råd er derfor, bliv evighedsstuderende, hvis du kan. Du er ikke interesseret i det, der kommer på den anden side. Sorry, men så er det sagt.

I 2019 blev jeg slået ned i min egen baggård. Det var ikke min skyld, jeg var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men jeg fik en hjernerystelse og lå ned i et år. Jeg kunne ikke rigtig noget, ud over at gå på opdagelse i mit eget hoved. Rimelig kedeligt. Men også meget lærerigt. Det var jo der jeg gjorde det, jeg skulle have gjort på universitetet: finde ud af hvad det egentlig var, jeg ville i stedet for bare at gøre som alle andre. I februar 2023 sagde jeg mit velbetalte konsulentjob op, fordi jeg var træt. Jeg var smadret efter at have kørt to job i et halvt år. Sidste år udgav jeg bogen Mandsforræder, og det førte en masse foredrag og debatter med sig. Jeg traf ikke en beslutning om at blive selvstændig. Jeg traf en beslutning om, at jeg var nødt til at sige op, fordi jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt for mig at bygge mit eget. Og så kan jeg selv bestemme, hvornår jeg har fri. Jeg er stolt af at kunne klare mig som selvstændig, selv om jeg tjener færre penge end nogensinde.

Lige for tiden kan vi ikke snakke om maskulinitet uden at putte toksisk foran. Jeg arbejder på et show på Bremen, der kommer til at handle om sund maskulinitet. Vi mænd har en opgave med at definere den positive, sunde udgave af, hvad maskulinitet skal være. For eksempel skal vi forvente mere af vores mandlige relationer. Insistere på at komme hinanden ved og virkelig forstå, hvordan hinanden har det. Det er ikke nok at svare »fint«, når man bliver spurgt, hvordan det går. Generelt mener jeg, at samtalen om køn skal ud af universiteterne og ud på gaderne. Det skal ikke være nødvendigt at bestige et eller andet elfenbenstårn for at kunne forstå feminismens begreber og diskurser. Alle skal fucking kunne forstå det. Min indgangsvinkel er, at det skal være sjovt. Det er ambitionen på min Instagram, og det er min ambition på Bremen.

Mød Sebastian Lynggaard til Uniavisens debatkursus den 12. oktober: Læs mere og tilmeld dig her