Siden den første dag jeg satte mine fødder på KU, har jeg følt mig forkert

Kære far,

Det er onsdag eftermiddag, og jeg sidder i bus 2A ved Brønshøj Torv. Harmen dirrer i min krop.

Jeg er sur, fordi jeg lige har haft seks timers undervisning med Professoren. Den kvinde. Hun har fuldstændig urealistiske forventninger til os. Inden vi overhovedet var startet på dette hold, forlangte hun, at vi havde læst to bøger og skrevet bograpporter om begge.

Det var i januar. Januar er en komplet fucked måned for studerende. Min veninde Nanna skulle skrive to opgaver på 25 sider hver her i januar. Hvornår fanden skulle vi have tid til også at læse to bøger? For helvede! Jeg blev nødt til at sende Professoren en mail, hvor jeg skrev, at jeg var pænt fucked på grund af min skilsmisse, så derfor kunne jeg ikke nå at læse bøgerne. Mit hoved virkede ikke længere.

Og nu undrer du dig måske over, hvad alt det her har med dig at gøre? På et stort, kosmisk plan, far, så er det lidt din skyld. For det er din generation, der har fortalt jeres børn, at vi skal få en god uddannelse på universitetet.

Der er plads til både din og min historie

Vi har muligheder, som I ikke havde, og derfor er det vores ’job’ at gribe de muligheder på jeres vegne. Det har aldrig været et spørgsmål, om jeg skulle på universitetet – aldrig et valg. Det er det, du forventer af mig – ligesom alle de andre i din generation.

Jeres forventning er afslappet, og I har fået det til at lyde ligetil. »Det skal I bare gøre,« har beskeden lydt. I har sagt det i den bedste mening: Vi skulle kunne klare os selv, og jeres piger skulle aldrig være afhængige af mænd. Alt sammen gode intentioner.

LÆS OGSÅ: KU vil fremme den sociale mobilitet med kvote 2, men forsker betvivler prorektors forklaring

Men kære far, giv mig plads til også at have dårlige dage, selvom mine ikke kan måle sig med dine

Men ved du hvad, far? I har ingen idé om, hvad det kræver af os at gå på universitetet. I ved ikke, hvad det er, I har forlangt af os. Ingen af jer har gået på universitetet.

Jeg ved, at det heller har været nemt at være jer, overhovedet. Du droppede ud af skolen i 7. klasse, fordi du hellere ville fiske ved Nilen end at få flere tæsk, fordi du er ordblind.

I dag arbejder du på Danish Crown, hvor din krop går i stykker, imens racismen ødelægger dit selvværd. Jeg ved, at du ønsker et bedre liv for mig. Det elsker jeg dig for. Men kære far, giv mig plads til også at have dårlige dage, selvom mine ikke kan måle sig med dine. Hør mig og se mig.

Barn af arbejderklassen

Jeg har gået i skole i hvad … 20 år? Og fra første dag jeg satte mine fødder på universitetet, har jeg følt mig forkert og mindre end alle andre.

Det handler ikke så meget om, at alle kommer fra akademiske hjem, hvor mor og far kan hjælpe med lektierne. Det er kun en meget lille del af det. En anden lille del er, at jeg er den første i vores familie, der får en kandidatgrad.

Der er mange andre dele. Ved du for eksempel, at historikere synes, det er hyggeligt at spille Trivial Pursuit – det er sådan et quiz-/brætspil, hvor man konkurrerer om paratviden – og drikke vin, når de mødes socialt?

Jeg bliver altid lidt fuld, far, når vi mødes, for jeg kan næsten ikke holde ud at føle mig SÅ DUM, når Matilde namedropper madanmeldere fra Politiken. Jeg kan ikke engang nævne en eneste madanmelder eller i det hele taget forestille mig, at jeg burde vide sådan noget.

Far, alle de andre ligner, at de ved, hvad de laver. De ligner, at de har styr på det. De skræmmer mig ad helvede til. Jeg får så meget lyst til at løbe væk eller hen til mennesker, der er lige så bange som mig. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er dum. Jeg vandt jo over dig i spillet mølle, da jeg var ni år gammel. Men det her far, det er en anden verden, hvor jeg ikke kender spillebrikkerne. Så er det svært at vinde.

Det usynlige fællesskab

Nanna siger, at de andre er lige så fucked som mig. Jeg tror lidt på det nogle gange. Som for eksempel i sidste uge, hvor en underviser spurgte 35 studerende, om der var nogen, som ikke forstod det, hun lige havde forklaret. Verdens mest upædagogiske spørgsmål! Selvom mit hjerte hamrede, og mine hænder blev varme af sved, skød min hånd i vejret, og jeg indrømmede blankt, at jeg altså ikke forstod det.

LÆS OGSÅ: Kandidatreformen sigter efter middelklassens uddannelser, men rammer mønsterbryderne

I pausen, mens jeg pulsede på en cigaret, kom to fra holdet over til mig og takkede for, at jeg rakte hånden i vejret og gad spille klassens idiot. De havde heller ikke forstået underviseren.

Anyways, far, det er hårdt. Det føles, som om at alle andre er klogere end mig. De ved ting. Almindelige ting. Ting, som jeg ikke engang ved, at jeg ikke ved.

Trygheden, når andre ligner en

Vi løber alle et løb på universitetet, men jeg starter en milliard kilometer bag de andre, og jeg ved, at jeg aldrig bliver som dem. Jeg er næsten altid nødt til at lade, som om at jeg hører til på universitetet.

Du behøver ikke svare med det samme, far. Bare prøv at lade være med at tale om uddannelse som en selvfølge. Som noget nemt. Jeg har muligheder, som du ikke havde, men ikke alle muligheder er lette at gribe – heller ikke efter man har grebet dem.

Jeg slutter mit brev her. Højttaleren i bussen har netop annonceret mit stop; Tingbjerg Skole. Her vil jeg stige af og finde vej hjem i min lille ghetto, fuld af normale mennesker, som mig. Her kan jeg trække vejret helt ned i lungerne.