Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Sidse Tøttrup har altid hovedpine

Migræne — Sidse Tøttrup har så slem hovedpine og migræne, at hun ofte må forlade undervisningen og ikke kan få det studiejob, hun ellers ønsker sig. Hun er en af en halv million danskere, der lider af migræne.

Sidse Tøttrup har ondt i skuldrene og nakken og særligt i panden. Det får hun ofte, når hun cykler, og når hun er ude i hårdt blæsevejr, og hun har lige cyklet gennem regnvejr og efterårsblæst for at nå frem til vores aftale på en café i det indre København.

Men det er ikke den eneste grund til, at hun har hovedpine. Det har hun som regel. Faktisk har hun det så ofte, at det føles mærkeligt, når hun ikke har det.

Nogle gange bliver den konstante hovedpine afløst af migræneanfald. Så føles det, som om en hammer banker på indersiden af hendes hoved, eller som om en syl stikker løs bag øjet.

Sådan har hun det ikke lige nu, men hun frygter, at det sker, ikke bare fordi hun har cyklet gennem blæsten for at snakke om sin sygdom med en journalist, men fordi hun skal videre til en praktiksamtale bagefter, endda en samtale til et job, hun virkelig gerne vil have.

»Jeg tror bare, jeg har haft det her i så mange år, at jeg nogle gange må sige til hovedpinen: Jeg ved, du er der, men lige nu kan jeg ikke bruge dig til noget. Jeg kan ikke lade mit liv gå i stå,« siger Sidse Tøttrup.

Jeg har meget præstationsangst, så de mundtlige eksamener fylder meget i forvejen, og det sætter sig som en konstant hovedpine og som migræne.

Sidse Tøttrup, danskstuderende

Migræne er en folkesygdom, siger Jakob Møller Hansen, der er leder af Nationalt Videnscenter for Hovedpine. En folkesygdom, der er »fløjet under radaren« i den brede befolkning, fordi de færreste ser den, når den er værst, når kvalmen og smerterne kulminerer i mørke rum.

De nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen og WHO viser, at migræne er en af de hyppigste sygdomme for voksne under 50 år, særligt blandt unge kvinder, hvor omkring en fjerdedel lider af sygdommen i Danmark. I alt plages 500.000 mennesker af migræne herhjemme.

Selv om det er meget forskelligt, hvad der forårsager anfaldene, og selv om sygdommen fortsat er underbelyst, kan Sidse Tøttrups erfaringer bredes ud:

»Det er sjældent gavnligt at have travlt og være presset. Man skal leve med det, som man bedst kan, og det er ikke så let, hvis man har en ambitiøs læsemakker, eller hvis man selv er ambitiøs,« siger Jakob Møller Hansen og tilføjer, at studerende med migræne ofte siger, at sygdommen hæmmer dem i deres hverdag.

»Man er formentlig mindre tilbøjelig til at sige, at man stiller op til Studenterrådet, eller at man vil være med til at arrangere julefrokosten, fordi man er bange for ikke at leve op til andres forventninger. Det er vi for lidt opmærksomme på.«

»Jeg vælger mine kampe«

I sidste uge måtte Sidse Tøttrup forlade en forelæsning på Søndre Campus, hvor hun studerer dansk, fordi hun fik et anfald, mens underviseren tegnede og fortalte. Hun tog en Treo-tablet og ventede lidt, inden hun besluttede sig for at gå tilbage til lokalet, smerterne til trods.

Det sker dog ofte, at hun må gå hjem og forskanse sig, hvor der er køligt og mørkt, særligt på de dage, hvor hun ikke må spise tabletterne. Hun har ni »Treo-dage« på en måned, og det er ikke alverden, når man tænker på, at hun får migræneanfald cirka hver anden dag.

Nogle gange kommer hun slet ikke afsted til studiet. Det er en beslutning, hun tager, når hun vågner om morgenen, alt efter hvor meget hovedet dunker.

»Jeg vælger mine kampe,« siger hun.

De værste kampe er dem, hun er tvunget til at kæmpe i slutningen af maj og starten af juni, når semestret lakker mod enden, og afleveringsfristerne nærmer sig.

»Eksamensperioderne er rigtig slemme. Jeg har meget præstationsangst, så de mundtlige eksamener fylder meget i forvejen, og det sætter sig som en konstant hovedpine og som migræne,« siger Sidse Tøttrup.

»Jeg prøver at lytte til mig selv og sige, at det er vigtigere, at jeg har det godt, end at jeg får høje karakterer, fordi når jeg har det godt, laver jeg også mere. Hvis jeg overanstrenger mig, kan jeg til gengæld ikke noget som helst i de næste tre dage.«

Studiejob er udelukket

Omkring hende kan Sidse Tøttrup se, at hendes medstuderende tager studiejob på stribe, fordi de ved, at det er vigtigt at give cv’et fylde. Men tanken om at smide et job oveni studierne virker fjern for Sidse Tøttrup. Det ville, tror hun, resultere i smerter så konstante, at hendes studier ville lide under det.

Hvis man tror, det bare kan ordnes med en Panodil nede i Brugsen, så får man altså et dårligt resultat.

Jakob Møller Hansen, leder af Nationalt Videnscenter for Hovedpine

Hun får et handicaptillæg oveni sin SU, der giver hende mulighed for at komme igennem hverdagen uden en fast løn, men hun ved også, at hendes fravalg begrænser hendes muligheder.

»Det virker, som om meget handler om erfaring. At kunne sige, at jeg har lavet det her, og jeg har lavet det her. Jeg har også oplevet, at de af mine venner, der ikke har haft studiejob, har haft svært ved at finde arbejde bagefter. Det synes jeg er rigtig hårdt at se på,« siger hun.

»Jeg synes også, det er hårdt ikke at kunne tjene mine egne penge. Jeg vil helt vildt gerne lave noget og møde andre mennesker, men jeg er nødt til at acceptere min situation.«

Panodiler rækker ikke

Jakob Møller Hansen fra Nationalt Videnscenter for Hovedpine siger, at migræne kan være en alvorlig hæmsko i hverdagen, og derfor er det vigtigt at opsøge behandling. Det gør kun halvdelen af dem, der lider af migræne i dag, selv om sygdommen i langt de fleste tilfælde kan behandles eller forebygges.

»Mange lider bag lukkede døre, og det håber vi vil ændre sig. Hvis man tror, det bare kan ordnes med en Panodil nede i Brugsen, så får man altså et dårligt resultat.«

Sidse Tøttrup får selv indsprøjtninger af Botox i skuldre, nakke og pande, hun går rundt med en roll-on-stift med lindrende salve, og så går hun til fysioterapi.

Det hjælper, men det er endnu ikke lykkedes lægerne at afgøre endeligt, hvad der udløser hendes anfald.

»Hvis jeg nu bare vidste, at der var noget bestemt, jeg skulle undgå, og noget bestemt, jeg skulle gøre … Det er frustrerende, at jeg stadig er på rimelig bar bund,« siger hun.

Hun siger dog, at hun er blevet god til at fortælle om sin sygdom, og i dag forstår hendes læsegruppe til fulde, hvorfor hun nogle gange forlader undervisningen eller helt bliver væk.

»Det er ikke kun vigtigt at sige det, men også at få andre til at sætte sig ind i, at det altså ikke er en normal hovedpine, jeg har. Den fylder hele mit liv,« siger Sidse Tøttrup.

Lige nu er det tankerne om de spørgsmål, hun måske – måske ikke – kan få til jobsamtalen, der fylder. Den konstante trykken i panden, der følger, kender hun kun alt for godt, og hun ved, at den hurtigt kan udvikle sig til migræne.

Men hun kan ikke gøre andet end at håbe, at anfaldet udebliver, siger hun, inden hun vandrer ud i efterårsblæsten igen og sætter kurs mod jobsamtalen.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste