Sjældent har så mange været så fortørnede over, at så få beder om så lidt

Noget af det bedste ved identitetspolitik er, at det får blodet til at rulle raskere i krop og ansigt. For nylig fik en e-mail fra institutleder for Kunst og Kulturvidenskab Mette Sandbye om at imødekomme studerende med en nonbinær kønsidentitet store dele af samfundet til at blive rødt i fjæset.

I en leder kaldte Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik de nye tiltaleformer for »nysprog på orwellsk niveau,« og til Radio24Syv sagde lektor på Københavns Universitet Marianne Stidsen, at den sproglige tilpasning til ’nye’ kønsidentiteter var en lige så grundlæggende forandring som at skifte substantiver ud med verber.

Politikeren Morten Messerschmidt kaldte i samme medie mailen fra Sandbye »ødelæggende for alt hvad man kan kalde akademia,« og Messerschmidts partifælle fra Dansk Folkeparti Søren Espersen flippede så meget ud, at han trak i sin hustrus tøj og kom til at ligne en (meget binær) dame, der havde drukket for meget sherry til et hestevæddeløb.

Alle hader at skulle lære nye vaner

Reaktionen imod Mette Sandbyes anbefalinger er lige så vild, som hendes mail er afdæmpet: »Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge. Ved at bruge neutrale betegnelser om dine studerende er du med til at skabe et mere inkluderende undervisningsmiljø,« stod der.

Er det selve letheden, hvormed mailen er forfattet, der er med til at provokere? Man kunne få fornemmelsen af, at institutleder Mette Sandbye ikke havde tænkt dybt over, hvilken monumental indignation hun piskede op ved at rokke lidt ved almindelige menneskers dagligsprog?

Modsat dronningen, der vil tiltales De, fordi hun identificerer sig som fin, har de nonbinære faktisk en god grund.

Måske skyldes det, at studiemiljøerne på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag er så fortrolige med den kønsteoretiske normkritik, at en opfordring til at tjekke stedord er lige så upåfaldende som en påmindelse om at bruge toiletbørsten på fælleslokummet. Men når køns- og queerteori nu netop er en hjertesag for mange på universitetet, er det pudsigt, at institutledelsen ikke tænkte mere over, hvordan mailen kunne blive læst, og måske lige stak rektor et shitstormsvarsel.

Mange af dem, der er kritiske over for de nye normer, siger, at de ikke kan lide at blive opdraget. Men modsat dronningen, der vil tiltales De, fordi hun identificerer sig som fin, har de nonbinære faktisk en god grund. Det er ikke rimeligt at skulle kaldes han eller hun, hvis man ikke er han eller hun.

En anden årsag til modstanden mod de nye adfærdsregler er, at de øger risikoen for at kvaje sig socialt. Sikre sprogbrugere kløjes i deres sætninger, når de skal jonglere med uvante stedord. Det er irriterende. Så folk vender sig mod de nonbinære, selv om det er urimeligt og grimt at høre på.

Skruppelløse magtmænd viser vejen

Et er den vilde debat i omverdenen, det er sværere at forstå – hvilket professor Peter Harder også har påpeget i Uniavisen – at Københavns Universitet som helhed fortsat ikke har fundet sin position i den igangværende ’kulturpolitiske borgerkrig’, som Harder kalder det.

Indtil videre har Mette Sandbyes chef, dekan Jesper Kallestrup, valgt ikke at mene for meget. »Et frisk bud« kaldte han i en artikel på universitetets intranet sin institutleders udmelding. Men samtalen om, hvordan nye normer også må medføre nye adfærdsregler, er ikke ledelsens ansvar alene. Tillidsfolk, studerende og forskere skylder at bidrage – fx ved at skrive og debattere i Uniavisen.

Flere af de senere års mest interessante børneserier fra USA er temmelig queer.

Måske kan populærkulturen inspirere. Flere af de senere års mest interessante børneserier fra USA er temmelig queer – Steven Universe og Adventure Time giver os masser af flydende kønsidentitet og progressive normbrud. Men mit yndlingseksempel på, at det er muligt at udvikle samtalekulturen og rumme de i ental er tv-serien Billions, der sendes på HBO. Den handler om magtkampe i New Yorks finansverden, om mægtige mænd, der forsøger at besejre hinanden.

Og ud i denne sump af stress- og kønshormoner vader karakteren Taylor Mason, nonbinært investeringsgeni, og de bliver i alle følgende afsnit talt til og om, sådan som de har bedt om.

Uden tab af handling, mening, action eller for den sags skyld forskningsfrihed, undskyld, jeg mente testosteron.

(I den nye udgave af Uniavisen (nr. 5 2019) taler vi med Atlas, Asmus og Levi om deres erfaringer med ikke at passe ind i de kønsformede bokse, som samfundet og dagligsproget stiller op. Du kan finde magasinet på dit campus nu).