Vi skal ikke skrive identitetspolitiske hensyn ind i personalepolitikken

Den identitetspolitiske ballade fortsætter. Seneste episode ramte institutleder Mette Sandbye på Institut for Kunst og Kultur, da hun sendte en e-mail til de ansatte ved semesterstarten med en opfordring til at passe på med kønnede betegnelser.

Det nye er, at grupper som før er fløjet under radaren, nu træder synligt frem.

LÆS OGSÅ: Inkluderende tiltale: Undervisere på Humaniora opfordres til at bruge kønsneutrale betegnelser

Jeg synes ikke Mette Sandbye havde fortjent denne shitstorm – og det vender jeg tilbage til – men universitetets tarv taler for at ledere på Københavns Universitet lægger en samlet ny strategi for at undgå at lave ulykker på dette område.

Til den brug kan man skelne skarpt mellem tre aspekter af den identitetspolitiske diskussion, som skal behandles helt forskelligt:

1. Individuel hensyntagen i stedet for stereotyper
2. Den kulturpolitiske borgerkrig
3. Universitetets personalepolitik

Individuel hensyntagen i stedet for stereotyper

Identitetspolitikken har det legitime ærinde på universitetet at sikre at den enkelte kan studere og arbejde uden få livet gjort surt af nedvurderende stereotyper.

LÆS OGSÅ: Underviser: Vi skal lære at side ‘de’ i ental – det er ikke så svært

Det nye er, at grupper som før er fløjet under radaren, nu træder synligt frem, men hensynet er ganske det samme som det, der altid har været en grundregel for god opførsel, nemlig at man ikke sætter folk i forlegenhed, fordi de skiller sig ud på den ene eller den anden måde (ligesom man fx ikke udstiller folk med funktionsnedsættelser).

Dette princip for god opførsel skal (selvfølgelig) også gælde på universitetet.

Den kulturpolitiske borgerkrig

På det samfundsmæssige plan har der overalt i den vestlige verden været konfrontationer mellem to fløje, der aktivt bekæmper hinanden: en identitetspolitisk venstrefløj der ønsker gamle kategorier afskaffet (såsom den binære sondring mellem han og hun) og en identitetspolitisk højrefløj, der lige så aktivt ønsker at fastholde de gamle kategorier.

LÆS OGSÅ: Sådan endte Københavns Universitet midt i krænkelsesdebatten

Denne borgerkrig skal universitetet som sådan overhovedet ikke have nogen mening om. De enkelte studerende og ansatte skal kunne mene (og studere) lige hvad de vil.

Universitetets personalepolitik

Det er dette punkt, der er rigtig farligt for universiteternes evne til at løse deres samfundsmæssige opgave.

Eksempler fra England og USA har vist at identitetspolitisk begrundede generelle regler kan betyde at ansatte ikke tør tage kontroversielt stof op, fordi det opfattes som krænkende af visse studerende. Den nu forladte formulering af Københavns Universitets retningslinjer og en episode den gav anledning til, gav frygt for at det samme kunne ske her.

De nye formuleringer der er på tegnebordet, giver håb om at man er ved at få løst problemet, fordi man her skelner klart imellem ting der tages op i undervisningen (hvor alt er tilladt) og ting der tages op i individuelle samtaler med de studerende. Men man mangler endnu at se om ledelsen kan holde sig i skindet, når problemet måtte dukke op igen.

Os og dem, den nye bog af Hendricks og Marker, peger med rette på at man ikke skal lade sig lokke ind i en polariseret krænkelsesdiskussion, men se nuanceret på hvad der er på spil i konkrete situationer.

Heraf følger blandt andet at man ikke generelt skal advare mod kønnede betegnelser. I stedet skal man opfordre underviserne til at være opmærksomme på studerende som af grunde som man måske hidtil har overset, risikerer at føle sig marginaliseret i undervisningsmiljøet, og tale med dem om hvordan man bedst tager de ønskelige individuelle hensyn.

LÆS OGSÅ: Dansen på æggeskallerne: Bred enighed om at ændre KU’s nultolerancepolitik

Som det fremgår i et interview i Weekendavisen den 13. september, vil nogle af dem der falder uden for kønsstereotyperne, meget have sig frabedt at blive anledning til indførelse af kategorier man associerer med identitetspolitikken, såsom ’non-binær’ og ’ciskønnet’.

Blandt andet af den grund skal man IKKE indføre særlige identitetspolitiske hensyn i personalepolitikkens generelle regler – men udelukkende holde sig til at universitetsansatte skal opføre sig hensynsfuldt og ordentligt, jf punkt 1.

Visse af dens (e-mailen fra IKK til underviserne. red.)  formuleringer kunne forveksles med indførelse af generelle regler

Til disse rent ideelle overvejelser kan der være grund til at føje et strategisk hensyn. Mette Sandbyes e-mail handlede om at tage hensyn til nye studerende, og derfor er den fint i tråd med ovenstående principper. Men visse af dens formuleringer kunne forveksles med indførelse af generelle regler – såsom anbefalingen om generelt at undgå kønnede betegnelser. Derved trådte den på nogle landminer i den kulturpolitiske borgerkrig, og så havde vi balladen igen.

Der er grund til at tro at Hilary Clintons identitetspolitiske profil var en af de faktorer som gjorde det muligt for Trump at vinde valget.

Herhjemme er der tilsvarende grund til at tro at det er et selvmål af dimensioner for Københavns Universitet og ikke mindst humaniora (jf herom Jesper Vinds artikel i Weekendavisen den 13/9), hvis institutionen opfattes som bastion for den krigeriske identitetspolitiske venstrefløj.

Hvis det er både forkert og dumt for Københavns Universitet at havne der, skulle vi så ikke gøre os virkelig meget umage for at undgå det?