Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Sløj genåbning

Leder — Flere studerende burde have haft glæde af, at politikerne lod Københavns Universitet genåbne delvis. I stedet forspildte rektor sin chance.

En vaks fætter på Facebook sammenlignede den nylige genåbning af universiteterne for alle studerende med en indskiftning i 89. minut. Portene til campus åbnede sig nemlig for (stort set) almindeligt fremmøde den 21. maj – sådan cirka akkurat efter, at størsteparten af de studerende var blevet ’sendt hjem’ på læseferie.

Det samme skete sidste år. Studerende har i flere omgange trukket en nitte, når magthaverne har uddelt genåbningsbilletter i pandemiens forskellige faser.

Det er både skuffende og svært at forstå, at politikerne i så høj grad lod landets studerende sidde og kukke, mens andre dele af samfundet åbnede. Selv fadøl vægtede de over uddannelse, så studerende kunne mødes på bodegaen, før de fik lov at møde en underviser.

Så det gode spørgsmål er, hvorfor universiteterne – ikke mindst rektorerne i lobbyorganisationen Danske Universiteter – under pandemien har haft så ringe succes med at tale de studerendes sag og få deres ønske om god uddannelse prioriteret over andre hensyn.

Måske er svaret, at universitetets administration og ledelsen nogle gange har et problem med at huske, hvem de arbejder for.

Måske er svaret, at universitetets administration og ledelsen nogle gange har et problem med at huske, hvem de arbejder for.

Hvis man er ansat til at administrere på et universitet, er det fristende at tro, at man arbejder for sin teamleder eller sin vicedirektør. Og hvis man er rektor, kan man godt komme til at tro, at man arbejder for bestyrelsen eller måske endda for den siddende minister.

Bestyrelsen kan jo endda fyre rektor, (selv om det med tanke på den aktuelle skandaleadfærd fra rektor i Aarhus er svært at se, hvad der skulle til). Og ministeren er farligere endnu – hun kan finde på at flytte et helt fakultet til Bornholm eller lige snitte tre milliarder ud af forskningsbudgettet, hvis man gør sig ud til bens.

Alligevel er det forkert at tro, at administrationen og rektor arbejder for disse magtfulde personer og instanser, og at deres loyalitet først og fremmest skal gå til dem: Nej, rektor og alle hans folk arbejder for de studerende (og for forskerne, selvfølgelig). Det er dem, de skal kere sig om.

Herunder i arbejdet med at genåbne campus. Udefra kan man jo kun gisne om, hvordan rektorerne har forhandlet om genåbning med ministre og styrelser bag persiennerne. Om de har råbt og truet og smækket telefoner på uden at sige farvel. Måske har rektorerne kæmpet heroisk, men de talte godt nok pænt og underdanigt udadtil.

Og når det gælder, hvordan Københavns Universitet indtil videre er genåbnet i praksis, ser man en slap performance fra ledelsens side.

Illoyalt over for studerende

Allerede 22. marts fik universiteterne bevilget en delvis genåbning, da Folketinget enedes om, at fra 6. april skulle studerende på sidste del af uddannelsen have ret til 50 procent fysisk undervisning (hvis de studerede noget praksisnært). De øvrige studerende fik lov at møde ind for 20 procents vedkommende, et råderum, der dog især skulle bruges på studerende på første år, hvoraf en del jo slet ikke havde mødt deres medstuderende endnu.

Den mulighed skulle rektor have grebet. Enhver underviser, der havde med førsteårsstuderende at gøre, burde have fået besked om at forberede sig til at møde på campus 6. april klar til at undervise, påskeplaner eller ej. Og alle studerendes skemaer burde være blevet tilpasset i en ruf, så man udnyttede kapaciteten på campus og lod så mange som muligt opleve fordelene ved fysisk undervisning.

Topstyring ville – for en gangs skyld – have været den helt rigtige metode.

Topstyring ville – for en gangs skyld – have været den helt rigtige metode.

I stedet meddelte universitetet, at genåbningen ville blive »en langstrakt proces, der vil løbe frem mod sommer.« Specialestuderende fik ikke lov at komme tilbage før 12. april – seks dage efter åbningsdatoen – og testfaciliteter stod først klar tre uger inde i april, en måned efter folketingsbeslutningen om at genåbne. Havde ingen lagt planer for den slags på forhånd?

Endnu værre var det, at visse uddannelser tilsyneladende slet ikke ønskede at genåbne, og slap af sted med at lade være. Det er en gåde, at rektor ikke tog en voksensnak med ledelsen på historieuddannelsen, da den besluttede at lade de førsteårsstuderende blive derhjemme indtil efter sommeren med en slatten begrundelse om hensynet »til både studerende, undervisere og administrativt personale.« Hvad havde administrativt personale dog med sagen at gøre?

Tilsyneladende var det bare mere bekvemt for personalet at udskyde undervisningen, og dét var illoyalt over for de studerende.

Heldigvis var der også eksempler på, at universitetet rullede velkomstmåtten ud for tilbagevendte studerende – på de samfundsvidenskabelige uddannelser fx fik mange førsteårsstuderende mulighed for at knytte bånd til de medstuderende, de hidtil kun havde oplevet som faglige spøgelser på nettet. Godt for det.

I begyndelsen af maj måned besluttede ledelsen på KU, at alle studerende nu kunne benytte campus. Bag det gode tilbud var den ærgerlige realitet, at universitetet, som rektor udtrykte det, havde »yderligere kapacitet« inden for de gældende regler. Med andre ord: KU fik ikke brugt chancen for at fylde campus helt op med studerende, der kunne have mødtes fysisk.

At genåbne er uden tvivl et logistisk problem og en stor administrativ opgave. Men det er svært at se, at det skulle gribes så forsigtigt og langsomt an – om det så skyldtes bekvemmelighed, institutionel træghed eller et misforstået ønske om nidkært at efterleve alle paragraffer og være loyal opadtil.

Uanset hvad var det et skidt signal til det øvrige samfund: I tager ikke uddannelse seriøst, og vi kan heller ikke finde ud af at genåbne for fuld damp, når vi får chancen.

Seneste