Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Slut med at være tilskuer

Leder — For mange af os er det reelt chokerende ved de mange nye beretninger om grænseoverskridende og urimelig adfærd, at vi ikke erkendte, at det, vi så, var et problem. Og med ’vi’ mener jeg også ’jeg’.

Opgøret med sexisme rammer universiteterne – igen, og med fornyet styrke. For i akademia som i kulturlivet, i medierne, i sundhedsverdenen, er magten ikke ligeligt fordelt, og også her kan mange, mange mennesker berette om at blive udsat for andres grænseoverskridende adfærd. Der sker en afdækning af en sexisme, der har været så manges livsvilkår, at den kan kaldes kulturel. Rundt om reagerer chefer, kolleger, medmennesker med bestyrtelse og chok.

Men det er ikke beretningerne, der chokerer, skønt de er hårrejsende og synes endeløse i antal.

Nej, det chokerende, tre år efter #metoo er, at vi ikke så det. Eller rettere, at vi ikke erkendte, at det, vi så, var et problem. Og med ’vi’ mener jeg ikke mindst ’jeg’, men det vender vi tilbage til efter en tur i Kvickly.

Her stod jeg, en statskundskabsstuderende, i slutningen af 2004 i kø til kassen og fik øje på en ugebladsforside om en politiker, der havde dummet sig, som man siger, over for en studentermedarbejder ved en julefrokost. Og jeg tænkte crap, for tilfældet ville, at jeg dengang havde aftalt at begynde i studiepraktik hos selvsamme politiker blot få uger senere.

Jeg tror også, jeg tænkte, at en skandale ikke ville gøre praktikopholdet mindre interessant. Sådan så jeg på min rolle, at jeg som studerende var en slags observatør i en verden, jeg ikke var en del af, endsige skulle præge. Og viste den verden sig at være lidt gusten, var det i overensstemmelse med mine begreber om politik og min ungdommelige kynisme.

Sexisme så jeg, som en anden Bertel Haarder, intet af.

Som Søren Espersen fra Dansk Folkeparti sagde til Ekstra Bladet, der skrev om politiker-julefesten med en karakteristisk combo af savlende nyfigenhed og total bagatellisering af muligheden for, at et menneske var blevet krænket, ville det »give bagslag«, hvis andre partier skulle finde på at bruge sagen politisk – når nu problemet var det velkendte, at » når sprutten går ind, går forstanden ud«.

Og til samme avis sagde en professor fra Aalborg, at det ville være »for usselt,« hvis politiske modstandere udnyttede denne lille skandale. Professoren tilføjede, at historien nok ville være glemt efter et par dage, hvilket han fik ret i.

Miljøet på Borgen bekræftede det politiske liv som råt, men jeg elskede at være der, og hvad andet havde jeg forventet af dem, der stiller op for at udøve den øverste magt i vores land? Sexisme så jeg, som en anden Bertel Haarder, intet af, og min praktikarbejdsgivers ’sag’ fra Ekstra Bladet fik jeg aldrig nogen viden om. Det faldt mig ikke ind at overveje, om jeg burde være student hos en person, der til en avis havde sagt, at han »lod munden løbe« og »gav [en studentermedhjælp] nogle komplimenter, som hun så bare ikke opfattede i den ånd, de var fremsagt.«

Et forspildt Sofie Linde-øjeblik

Sexisme så jeg også på forunderlig vis forbi, da jeg år senere skrev en klumme om Christiansborg i Dagbladet Information i februar 2017, kun et halvt år før Weinstein og #metoo. På det tidspunkt havde forfatteren Susan Simonsen udgivet en bog baseret på oplevelser, hun havde haft, da hun, som jeg havde gjort, arbejdede i en periode som studerende i den politiske verden.

Jeg forsøgte at spejle mine erfaringer i hendes og skrive om kontrasten mellem mine bekræftede kyniske forestillinger og hendes skuffede forventninger til politik. »Politik er ondt. Det er nok bedst,« skrev jeg. Problemet er, at Simonsens bog også handler massivt om sexisme og krænkelser fra de mænd, hun skulle arbejde med fra sin plads nederst i hierarkiet, og dén historie er fraværende i min klumme.

Jeg var ikke ligeglad med sexisme i 2017, jeg havde skrevet kritisk om de dårlige oplevelser, som studerende havde haft, da studiestarten i nogle år løb af sporet på Institut for Statskundskab. Men jeg tænkte, at, når det kom til den diskussion af Susan Simonsens bog, jeg ønskede, så var sexismen ikke pointen – selv om det for helvede var selve pointen.

Jeg havde bidraget til at negligere det sexismeproblem, Susan Simonsen havde påpeget.

Da #metoo dette efterår kom til Christiansborg, var det oplagt, at Deadline interviewede Susan Simonsen, hvis historie fra 2017 kunne have været, men ikke blev, et Sofie Linde-øjeblik, der fik alle til at se klart. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

Da journalisten Iben Maria Zeuthen for to uger siden lagde et billede af min klumme fra 2017, foruden forskellige andre journalisters artikler og udtalelser om Susan Simonsens bog, ud til tusinder af følgere på sin instagramprofil som eksempler på en problematisk måde at håndtere beretninger om sexisme på, gik det op for mig, at Zeuthen havde ret. Jeg havde bidraget til at negligere det sexismeproblem, Susan Simonsen havde påpeget. På en anden måde end Ekstra Bladet, men med samme resultat.

Pointen med ovenstående er ikke bare mit lille selvopgør. Pointen er, at en værdifuld erkendelse fra de seneste års sexismedebat er, at sexismen ikke er isoleret til nogle få øjeblikke og fejltrin, den optræder på mange måder i mange forskellige situationer, ofte sammen med magtudøvelse, hvilket betyder, at den kan danne kultur. Det er den kultur, der er chokerende, og det er chokerende, at vi nok er mange, der først sent ser, hvad vi hele tiden har været tilskuere til.

Derfor er opgøret med sexisme også et opgør med en tilskuerkultur.

Seneste