Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Kollegiet Sofiegården: I slumstormernes fodspor

Tour de chambre — Sofiegårdens historie som hjem for 60'ernes aktivistiske 'slumstormere' føres videre i dag med billige boliger til flere hundrede studerende, der styrer stedet i fællesskab.

Sofiegården på Christianshavn var i 60’erne besat af de unge aktivister ’slumstormerne’, der blandt andet talte Gasolin’-stifterne Kim Larsen og Wili Jønsson. Efter fire års konflikt lykkedes det i 1969 Københavns Kommune at få smidt den sidste beboer på gaden og få de faldefærdige bygninger revet ned.

Sofiegården

Adresse: Sofiegade 1, 1418 København K.

www.sofiegaarden.dk

Månedlig husleje: 2.300-4.200 kroner.

Gennemsnitsalder: 23-24 år

Ansøgningsproces: Venteliste på kollegierneskontor.dk. Man skal være indskrevet på en SU-berettiget uddannelse.

Men drømmen om billige boliger til unge lever videre i dag, hvor Sofiegården med sine 156 lejligheder er hjem for omkring 240 beboere. Stedet er en blanding af kollegium og kollektiv, hvor man kan bo på enkeltværelse, i lejlighed eller i bofællesskab.

Socialistisk tankegang

»Det, der gør kollegiet unikt, er, at det er en meget blandet skare, der bor her,« fortæller Asta Møller Neimann, der selv bor i bofællesskabet Steinfass.

»Folk er også lidt ældre end på de andre kollegier.«

Dét hænger nok sammen med, at ventelisten er så lang, at man nemt kan ende med at vente tre år på et værelse. Flere af beboerne har også børn (og kan passende benytte sig af den vuggestue, kollegiet deler gård med).

»Det betyder også, at det er en gård, som er mindre social på nogle punkter,« siger Asta Møller Neimann. »Altså, der er ikke fest hver dag. Man kommer ikke naturligt hinanden ved, hvis ikke man selv gør noget for det.«

Der bor omkring 240 beboere på Sofiegården, som både rummer et klassisk kollegium og kollektiv.
billede: Foto: Anna Trads Viemose.
Værelserne er forskellige størrelser, og priserne svinger mellem 2.300 og 4.200.
billede: Foto: Anna Trads Viemose.
Kollegiets værksted.
billede: Foto: Anna Trads Viemose.

Samtidig bygger Sofiegården dog på grund af sin historie på en »socialistisk tankegang.« Derfor er det beboerne selv, der gennem beboerråd og udvalg bestemmer, hvilket slags fællesskab, de gerne vil have.

»Meget er beboerdrevet,« fortæller Asta Møller Neimann. »Folk i gården tager ofte selv initiativ til sjove og sociale arrangementer.«

Drivhus, keramiklokale og kanaludsigt

På taget ligger Sofiegårdens drivhus, som også er samlingspunktet for et af de sociale udvalg på kollegiet, nemlig drivhusudvalget. De har fx arrangeret fester og komsammener på stedet, hvor de stillede med snacks og drinks lavet på egne afgrøder.

Der er ofte også andre begivenheder, der samler kollegiets beboere, herunder yogatimer, fællesspisning, loppemarked, sommerfest, fredagsbar og landskamp.

»Hvis man vil være social, er der rig mulighed for det,« siger Asta Møller Neimann. »Men man skal selv tage initiativ. Folk sparker ikke døren ind til ens værelse.«

SERIE: TOUR DE CHAMBRE

Uniavisen besøger Københavns kollegier.

LÆS OGSÅ: Sådan skriver du ansøgningen, der får dig ind på et fedt kollegie

Ud over drivhus og festlokaler får man som beboer også adgang til en lang række mindre lokaler i kælderen, der blandt andet tæller keramiklokale, værksted og fitnessrum.

Huslejen varierer alt efter værelsestype og -størrelse, men generelt siger Asta Møller Neimann, at det er »latterligt billigt« at bo på Sofiegården. Hun giver selv 2.300 kroner om måneden – og dét er med kanaludsigt.

Bagsiden af medaljen er den larm, der kommer med at bo så centralt.

»Kanalrundfarten kommer sejlende forbi hvert femte minut,« sukker Asta Møller Neimann. »Den får man også lige med i købet.«

LÆS OM FLERE KOLLEGIER: Den store kollegieguide

Seneste