Specialeskriver beder om tid: Jeg bruger mere tid på at være menneske under coronakrisen

I disse dage er hverdagen kastet op i luften for de fleste af os, hvor vi skal vænne os til digitalt universitet, Zoommøder og afsavn fra læse- eller skrivegrupper. Heldigvis har mange studerende på kandidaten på samfundsvidenskab stadig et anker, der binder dem til virkeligheden via computeren (og måske trækker lidt ned): specialet.

At skrive speciale er kulminationen på et langt studie på Københavns Universitet, den sidste svendeprøve, hvor man viser, at man som studerende er værdig til at få titlen cand. og træde ud i virkelighedens verden, væk fra de trygge rammer.

Efter at have skrevet på mit speciale i tre en halv måned har jeg også lært en anden ting: specialeskrivning er en ofte ensom proces, hvor jeg tilbringer meget tid med at tale med/om Foucault og med mig selv.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Coronasituationen har ikke gjort specialeprocessen mindre ensom, selv om den jo giver mulighed for fordybelse i netop denne proces. Selv om jeg bor på et fantastisk kollegium, hvor mit daglige behov for at tale med andre end en forelæsning om biopolitik (som underligt nok ikke svarer mig, trods gentagne forsøg), føler jeg mig stadig afskåret fra mine venner eller fra bare at komme ud og tale med andre. Jeg taler rigtig meget i telefon for tiden. Det er hårdt at arbejde hjemme og arbejde alene.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet: »Vi ønsker ikke, at der opstår coronaårgange«

En ekstra måned ville gøre en kæmpe forskel

Jeg har ikke noget kollegialt fællesskab på min ‘hjemmearbejdsplads’ på 16 kvadratmeter, og selv om jeg ser mig selv som ret psykisk robust (jeg har været udsendt med Forsvaret to gange), så påvirker ensomheden og manglen på frihed/fritid mit fokus på mit speciale.

Det undrer mig inderligt, at jeg ikke kan få hjælp til at tackle ensomheden, fx ved en måneds udsættelse af fristen for mit speciale.

Det undrer mig inderligt, at jeg ikke kan få hjælp til at tackle ensomheden, fx ved en måneds udsættelse af fristen for mit speciale på Institut for Statskundskab, medmindre jeg er direkte ramt af coronaen, arbejdsmæssigt eller privat.

Jeg er ikke syg, min empiri er bøger, og jeg har ikke behov for et laboratorium. Men jeg er ufokuseret, træt, og jeg har behov for at gå mange ture i solen. Kort sagt har jeg behov for at være menneske en del mere i en ensom tid, uden at specialet skal føles som et endnu større anker om halsen midt i ensomheden.

Det ville derfor hjælpe mig, og sandsynligvis mange af mine medstuderende, at få en måned ekstra, nu hvor instituttet og universitetet faktisk kunne hjælpe mig i denne ekstraordinære situation.

LÆS OGSÅ: Angst og ensom i coronaland: »Det er svært at gøre helt normale ting – som at stå op«

Det Samfundsvidenskabelige Fakultets dekan Mikkel Vedby har skrevet nogle rigtig gode klummer under forløbet med reelle refleksioner om, hvordan universitetets og vores verden er blevet vendt på hovedet for os alle.

Mikkel Vedby har ret i, at »universitetet […] heller ikke [skal] være et helle«, andre har det også svært, »for hvis uddannelse eller forskning ikke bærer en form for risiko, så er det bare et privilegium.«

Skal/skal ikke udskyde?

Jeg anerkender, at jeg er privilegeret, jeg anerkender, at risikoen for at blive syg er større for andre. Jeg har venner, der er blevet fyret, og andre, der arbejder med coronapatienter. Men når det for en gangs skyld ligger inden for mit universitets og instituts muligheder at hjælpe sine studerende med fire uger ekstra, ville det være en kærkommen håndsrækning i en svær tid – hvor jeg i hvert fald har behov for tid.

Så på trods af at jeg burde udvise ansvarlighed i en omskiftelig verden præget af ensomhed og en god del usikkerhed, så frister mit speciale mig ikke for tiden. Det ville klæde institutterne for en gangs skyld at give de studerende en mulighed for at tackle situationen med lidt mere tid og frirum som hovedregel, ikke som unikke dispensationer.

Ellers kan jeg jo altid skyde specialet fra 30. juni til til 15. september. Det er min ret at bruge et ekstra eksamensforsøg, selv om det betyder endnu længere gennemførelsestid for både mig og i Københavns Universitets statistikker. Det frister til gengæld, og det er nok ikke kun mig, der har det sådan.