Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
Stress på uni — »Der var lidt en stemning af, at alle var helt vildt pressede,« siger Maya Egesholm-Thomsen. Hun sad på læsesalen, da hun fik sit første angstanfald, men søgte ikke hjælp fra universitetet.
Maya Egesholm-Thomsen læser antropologi på 5. semester på Københavns Universitet.
Det begyndte allerede på tredje semester, hvor jeg kunne mærke, at der blev skruet op for arbejdsbyrden på studiet. Jeg havde gang i et stort projekt, og pludselig fik jeg virkelig svært ved at overskue tingene.
Jeg sad på læsesalen sammen med mine to læsemakkere, da jeg fik mit første angstanfald. Normalt bliver jeg nedtrykt, når jeg er stresset. Men lige der havde jeg kørt så meget på med forskellige ting, at det pludselig ramlede, så jeg overhovedet ikke kunne mærke min krop.
Jeg kunne slet ikke få vejret, og hele min krop rystede. Jeg skyndte mig væk og ud på en parkeringsplads, men jeg sagde det ikke til nogen i øjeblikket. Selvom jeg er gode venner med dem, kunne jeg bare ikke finde ud af at sige, at jeg fik det dårligt.
Jeg havde for mange bolde i luften på det tidspunkt. Jeg lavede meget frivilligt arbejde ved siden af studiet. Og så var vi også midt i en coronakrise, så jeg følte ikke, at jeg blev særligt socialt stimuleret udover mit studiet. Jeg var meget bundet til min lejlighed.
Allerede der begyndte jeg at tænke, at jeg havde brug for en ægte pause fra studiet. Der var mange af mine venner, som besluttede sig for at læse på halv tid. Men jeg tænkte, at hvis jeg skulle have stressen ud af min krop, så blev jeg nødt til at lave noget helt andet. Ellers havde jeg en fornemmelse af, at det ikke ville gå væk. Derfor søgte jeg orlov og tog på højskole i et halvt år.
LÆS OGSÅ: Nye trivselstal: Næsten halvdelen af de unge har haft stresssymptomer
Underviserne kunne godt være bedre til at sige, at man kan komme til dem, hvis man har brug for at snakke med dem. Nogle kurser har meget store arbejdsbyrder, men diskursen om det bliver hurtigt, at sådan er det. Deal with it.
Jeg fik faktisk slet ikke nogen hjælp fra universitetet til at håndtere min stress. Men jeg søgte heller ikke hjælp. Der var lidt en stemning af, at alle var helt vildt pressede. Det var bare forskelligt, hvor psykisk påvirket, man blev af det.
Derfor tror jeg ikke rigtig, at det faldt mig ind, at jeg skulle søge hjælp til det. Også selvom jeg fik et angstanfald. Jeg snakkede bare med mine venner om det.
Jeg har tidligere været stresset i korte perioder i gymnasiet. Det er ond cirkel. Når jeg først er nået til at punkt, hvor jeg føler mig virkelig stresset, så skal der næsten ingenting til. Pludselig kan jeg ikke overskue noget som helst.
Jeg har både haft det rigtig dårligt, når jeg har været meget ængstelig og slet ikke været i kontakt med min krop. Men jeg synes også, det kan være lige så slemt, når jeg kommer til et helt apatisk stadie, hvor jeg ikke har overskud til noget som helst og alt bare føles som en kæmpe orker.
Så er det totalt overvældende bare at vaske sin kop op eller svare på en besked om, at nogen gerne vil ses.
De sidste par måneder er stressen kommet lidt tilbage. Jeg har ikke været presset på samme måde, men jeg synes, det har været svært at komme tilbage på studiet.
Jeg kender ikke nogen af dem, jeg har fag med, og jeg har måtte skrive to eksaminer helt alene. Det er svært at motivere mig selv til at dukke op og arbejde en masse, når jeg ikke har nogen at gøre det sammen med.
Nu har jeg indset, at stressen og angsten nok bliver ved med at være der. Derfor er jeg også nødt til at søge noget hjælp. Jeg kan ikke overskue at blive ved med at studere, hvis jeg har så mange negative følelser forbundet med det.
Ellers er jeg nødt til at finde noget andet at lave, men det har jeg heller ikke lyst til. Jeg kan jo godt lide at studere, når jeg har det godt. Men det er bare virkelig svært at studere, når man har det dårligt.