Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

Studerende måtte forlade Beirut: »Jeg har efterladt mit hjerte i Libanon«

U-vending — Da personsøgerne begyndte at eksplodere i Beirut, sad hun til forelæsning. Rebecca Knirke fortæller om at være på udveksling i Libanons hovedstad de seneste uger.

Den 17. september 2024 sad Rebecca Knirke, som de fleste andre dage, til en forelæsning på Det Amerikanske Universitet i Beirut, hvor hun er udvekslingsstuderende.

Pludselig tikkede nyheden ind: Personsøgere var begyndt at eksplodere i den sydlige del af den libanesiske hovedstad cirka fem kilometer fra det sted, hvor Rebecca Knirke havde undervisning.

»I må ikke være tæt på mig! I må ikke være tæt på hinanden! Løb hjem, så hurtigt I kan,« råbte underviseren, som ifølge Rebecca Knirke er medlem af det libanesiske parlament og derfor vurderede, at han kunne være i risiko for et personangreb.

De studerende pakkede deres ting og spænede ud af forelæsningssalen for at komme hjem i sikkerhed.

»Vi anede ikke, hvad der gjorde, at personsøgere var begyndt at eksplodere, så på det tidspunkt vidste vi ikke, om alles telefoner kunne springe i luften ud af det blå,« siger Rebecca Knirke.

LÆS OGSÅ: På udveksling i Libanon: Det er pinligt at komme fra KU

»Da vi kom ud på gaden, var det som at være med i en film om dommedag. Folk styrtede forvildet rundt, og jeg så flere trafikuheld på vejen hjem. Folk var så bange. Oplevelsen af at miste kontrol over sine personlige teknologiske enheder var meget ubehageligt,« siger hun.

Torden bliver aldrig det samme

Rebecca Knirke sidder i sin lejlighed i Beirut, da jeg taler med hende første gang. Det var også her, hun søgte tilflugt den dag, de første personsøgereksplosioner startede.

»Jeg tog hjem alene, for ingen turde være tæt på hinanden. Da jeg kom hjem, facetimede jeg med en af mine medstuderende og skrev rundt til en masse andre, om de var ok,« siger hun.

Der var ingen, der overvejede at smide telefoner eller personsøgere fra sig i stedet for at løbe væk fra hinanden, fortæller Rebecca Knirke.

Jeg tror aldrig, at lyden af torden vil blive den samme igen. Jeg vil altid tænke på bomberne

Rebecca Knirke, studerende

»De fleste har jo familie rundt omkring i landet og har brug for at kunne kommunikere med dem. De ville hellere beholde telefonerne på sig, så de havde mulighed for at være i kontakt med folk og høre, om de stadig var i live.«

Få dage senere købte Rebecca Knirke en flybillet hjem til Danmark med afgang to uger senere. Hun vidste endnu ikke, om hun ville gøre brug af den, men hun ville gerne have muligheden.

»Siden angrebene har universitetet i Beirut fået arrangeret det sådan, at man selv kan vælge, om man møder op fysisk eller tager sin undervisning online. Så jeg ville godt kunne færdiggøre mit semester hjemme fra Danmark,« siger hun.

Siden første eksplosion er angrebene fortsat i Libanon dagligt, og da jeg snakker med Rebecca Knirke torsdag 3. oktober, har hun allerede taget beslutningen: Hun vil hjem.

»Jeg befinder mig selv i et område, hvor det ikke er så sandsynligt, at der vil falde bomber. Men det foregår ikke langt herfra. Flere gange er jeg vågnet om natten og har hørt store brag. Det lyder som torden, men så kigger man ud og konstaterer, at det ikke er tilfældet,« siger Rebecca Knirke.

Når det har buldret og braget i det fjerne, er hun stået op for at kigge ud. Hun har tjekket sin telefon for at undersøge, om hun skulle gøre sig klar til at løbe ud af lejligheden, men har hver gang vurderet, at det ikke var nødvendigt.

»Jeg har flere gange tænkt, at når jeg kommer hjem til Danmark, så tror jeg aldrig, at lyden af torden vil blive det samme igen. Jeg vil altid tænke på bomberne.«

Ikke KU’s ansvar

Rebecca Knirke har selv arrangeret sit udvekslingsophold i Beirut, og KU er derfor ikke officielt involveret. Alligevel har hun været i kontakt med flere af sine KU-undervisere, som på baggrund af egne erfaringer har kunnet guide hende til, hvordan man forholder sig i et krigshærget område.

»Men mine undervisere i Danmark har på intet tidspunkt rådgivet mig om, hvorvidt jeg skulle tage hjem eller blive. Det har været mit eget valg at tage herned, og det har været vigtigt for både mine undervisere og KU at understrege, at de ikke har ansvaret for mig,« siger hun.

Hun har også været i kontakt med den danske ambassade i Beirut, som for nyligt meddelte, at de havde skaffet enkelte flypladser hjem til danske statsborgere.

LÆS OGSÅ: Studerende på Mellemøststudier: »Vi taler om krigen fra et propalæstinensisk udgangspunkt«

»Det er helt tilfældigt, at jeg fik skaffet en flybillet hjem for nogle uger siden. Lige nu kan du slet ikke komme ud af landet – alle afgange til alle destinationer med fly er udsolgt to-tre uger frem, og finder du en billet, koster den omkring 20.000 kroner.«

Selvom Rebecca Knirke er glad for at have en billet ud, er det hårdt at efterlade de af hendes venner, som ikke har samme muligheder, siger hun.

»Det er ufattelig hårdt at skulle sige farvel til alle mine venner og vide, hvad jeg efterlader dem til. De vil jo også bare i sikkerhed, men det kan de ikke komme. Nu siger vi farvel uden at vide, hvad der skal ske,« siger Rebecca Knirke, der kun har mødt en enkelt udvekslingsstuderende, hendes øvrige medstuderende er fra enten Libanon eller Syrien.

Bange for at blive glemt

Det er ikke første gang, at Rebecca Knirke rejser i såkaldt røde zoner. Og hun vidste godt, at situationen i Libanon kunne risikere at udvikle sig, mens hun var afsted.

»De sidste to uger har jeg taget mange forholdsregler. Jeg bevæger mig ikke uden for området Hamra, hvor jeg bor. Jeg har altid kontanter på mig, hvis jeg skal flygte. Og så har jeg fået nummeret på en fyr, der ville kunne hjælpe mig med at flygte til Jordan gennem Syrien, hvis jeg får akut behov for at forlade landet,« siger hun.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle mine venner og tjekker konstant ind med dem for at sikre mig, at de er okay

Rebecca Knirke, studerende

Inden Rebecca Knirke sætter sig på ruteflyet til Danmark, har hun planlagt en afskedsmiddag med de af vennerne, der er tilbage i Beirut – mange er allerede taget afsted for at være sammen med deres familier andre steder i landet.

»Mange spørger, om jeg kommer tilbage en dag. Jeg kan mærke, at de er virkelig bange for at blive glemt. De ved jo selvfølgelig godt, at jeg ikke personligt glemmer dem, men de har en følelse af, at verdenssamfundet har vendt dem ryggen,« siger hun.

Nogle dage efter vores samtale lander Rebecca Knirke i København og sender mig en mailbesked:

»Turen til lufthavnen var utrolig nervepirrende – vi skulle køre gennem det område, der nærmest bliver bombet konstant. Vejen var fyldt med røg og ødelagte bygninger efter Israels mere end 30 bombninger inden for de seneste 24 timer,« skriver hun og fortæller, at passagerne i bilen pludselig hørte et øredøvende brag og konstaterede, at en bygning få hundrede meter væk var blevet ramt.

»Uden tøven foretog vi en hurtig U-vending for at finde en alternativ rute til lufthavnen. Da jeg endelig nåede frem, sad jeg tilbage med en følelse af uvirkelighed. Jeg vidste, at det sikreste var at forlade Beirut og tage tilbage til Danmark. Men jeg havde på ingen måde lyst,« skriver hun og fortsætter:

»Selvom jeg er hjemme i Danmark, har jeg efterladt mit hjerte i Libanon. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle mine venner og tjekker konstant ind med dem for at sikre mig, at de er okay. Om det er bedre for mig at være i Danmark eller Libanon, det kan kun tiden vise.«

Seneste