Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Studerende snød aktivist ud af Hongkong: »Det føles som om, jeg har været med i en urealistisk, dramatisk film«

Politik — Anders Storgaard studerer statskundskab og går op i studenterpolitik. Når han altså ikke lige bruger alle sine vågne timer på at snyde Hongkong til at lade en sigtet demokratiforkæmper flygte til Danmark

Da det i begyndelsen af december lykkedes den kendte demokratiaktivist fra Hongkong, Ted Hui, at flygte til Danmark, var det langt hen ad vejen Anders Storgaards fortjeneste.

Anders Storgaard læser statskundskab på Københavns Universitet, og til univalget var han kandidat til bestyrelsen for Konservative Studerende.

LÆS OGSÅ: Kandidat for Konservative Studerende: »Vi er blevet enormt bange for at være krænkende«

Men i efteråret lagde han bøgerne fra sig og satte både studie og valgkamp på hold.

I stedet arbejdede han på at lokke det hongkongske politi til at lade Ted Hui rejse til Danmark for at deltage i et tre dage langt seminar om klima. Et seminar, der slet ikke fandtes.

Her er Anders Storgaards beretning om, hvordan en studerende lykkedes med at snyde det kinesiske styre i Hongkong i demokratiets navn.

Hvem er Ted Hui?

Da han var 15 år gammel i 1997, overgik Hongkong fra at være en britisk koloni til at have begrænset selvstyre under kinesisk herredømme. Ted Hui er tidligere politiker i Hongkong og demokratiforkæmper.

Ted Hui er kendt for sit mod blandt demonstranterne for demokrati i Hongkong. Han gik ofte forrest i demonstrationerne.

Nu opholder han sig i London med sin familie.

Beskeden

Det hele startede den 14. september. Jeg sad hjemme i min sofa, da min mobiltelefon vibrerede. Jeg havde fået en besked fra Ted Hui, min ven fra Hongkong, der også er en kendt forkæmper for demokrati i landet.

Jeg vidste godt, at han var blevet anholdt i Hongkong, men i beskeden stod der, at han var blevet løsladt mod kaution. Politiet havde konfiskeret hans pas, skrev han, men han kunne få det tilbage, hvis jeg kunne hjælpe ham med at arrangere nogle møder om klima i Danmark. Shit, shit, shit, tænkte jeg. Jeg fik et kæmpe adrenalinkick af bekymring.

Jeg kunne jo godt regne ud, at han nok ikke skrev, fordi han var vildt interesseret i at komme op og snakke om grøn omstilling. Han ville flygte. Og der blev jeg klar over, at jeg var i gang med at få involveret mig selv i noget, der ville blive meget stort, fordi der var så stor en risiko. Det kunne gøre forskellen på liv eller død.

Det første møde

Første gang jeg mødte Ted, var faktisk her i Danmark i februar. Han var på besøg sammen med en gruppe af unge aktivister fra Hongkong for at mødes med forskellige danske politikere.

Jeg kunne jo godt regne ud, at han nok ikke skrev, fordi han var vildt interesseret i at komme op og snakke om grøn omstilling. Han ville flygte.

Anders Storgaard, studerende

Thomas Rohden, der er formand for Kinakritisk Selskab og Uffe Elbæk arrangerede en paneldebat mellem aktivisterne og alle formændene for ungdomspartierne. Jeg var formand for Konservativ Ungdom på det tidspunkt.

Efter debatten gik vi op på et lille gruppeværelse på Christiansborg. Der sad vi og drak vin af papkrus og snakkede om, hvordan det er at være ung og politisk aktiv i Danmark og i Hongkong og om vores drømme og håb for fremtiden. Det var en fantastisk aften. Jeg lærte Ted godt at kende den aften.

Det viste sig, at vi havde enormt meget til fælles, vi har begge to en stor kærlighed til demokratiet. Men den aften satte også mit eget politiske liv i perspektiv. Var jeg blevet født i mange andre lande end Danmark, var jeg jo nok blevet hængt i det nærmeste træ for at kæmpe for demokratiet.

Planen

Mens vi planlagde Teds flugt i efteråret, snakkede vi på intet tidspunkt om, hvad planen i virkeligheden var. Det blev aftalt mellem linjerne, og vi rykkede også vores samtaler over på den krypterede app Whatsapp. Der kunne vi snakke sammen sikkert, men selv der blev det aldrig direkte sagt, hvad planen var. Det var simpelthen for farligt.

Jeg fandt på falske møder og en falsk dagsorden. Næsten det hele var jo løgn.

Anders Storgaard, studerende

Kina er jo en stormagt, der er god til at aflytte, så derfor var jeg selvfølgelig enormt bekymret for, om jeg nu havde fået sagt noget forkert til de forkerte. Havde jeg holdt mig til de krypterede linjer, eller havde jeg sagt for meget til nogen, som så havde sagt det videre? Jeg var vildt bekymret i hele processen, og jeg sov så dårligt om natten i de uger.

Jeg fik arrangeret et par møder og skrevet en invitation til Ted Hui. Meldingen fra Hongkong var, at han godt kunne få lov at rejse til Danmark, inden han skulle tilbage og stilles for en domstol i Hongkong.

Jeg blev enormt lettet. Nu skulle jeg bare vente på, at han kom med flyet. Jeg var i gang med valgkampen til univalget på det tidspunkt, jeg var kandidat til bestyrelsen for Konservative Studerende, og der var virkelig knald på.

Løgnen

På valgets allersidste dag stod jeg i Marmorhallen på Frederiksberg Campus og var i gang med at dele kaffe og scones ud.

Så fik jeg en besked fra Ted med et billede af et brev fra Hongkongs politi, hvor de bad om et detaljeret program. Der var jeg simpelthen ved at få et hjertestop. Jeg panikkede fuldstændig, for jeg havde jo ikke et ægte program.

Jeg satte mig ind i vores kaffebod og gik i gang med at skrive rundt og ringe nogle folk op. Jeg ringede til Uffe Elbæk, som jeg havde orienteret om situationen tidligere. Han hev fat i nogle af sine kontakter, og Thomas Rohden gjorde det samme. Så sad jeg og lavede det her program, hvor jeg fandt på falske møder og en falsk dagsorden. Næsten det hele var jo løgn.

Det tog et par timer, og undervejs blev jeg kørt fra Marmorhallen videre til KUA, hvor jeg igen blev nødt til at sætte mig bag vores bod og arbejde i stedet for at dele kaffe ud og snakke med studerende. Jeg skal være ærlig og sige, at det var kaos på kaos.

Ankomsten

Politiet i Hongkong købte mit falske program. Først da jeg hørte, at Ted sad i flyet ud af Hongkong, turde jeg sende ham det ægte program for hans dage i Danmark.

Samtidig turde jeg ikke helt tro på, at det ville lykkes, før Ted landede i København. Indtil det sidste tænkte jeg, at kineserne nok skulle få ham hevet ud af det fly på en eller anden måde. Sammen med Thomas Rohden var jeg taget i lufthavnen i Kastrup for at hente ham. Klokken var seks om morgenen, der var helt tomt.

Når der et liv på spil, som kan reddes ved at lyve for et kommunistisk diktatur, så er det et af de få tidspunkter, hvor løgn er okay.

Anders Storgaard, studerende

Vi var helt oppe at køre af bekymring for, om vores plan ville lykkes. Vi var så spændte på at se ham, og da han trådte ud i ankomsthallen, må jeg være ærlig og sige, at vi glemte alt om coronarestriktioner, for jeg løb hen og krammede ham.

Vi var alle tre så glade, men vi kunne ikke ånde lettet op endnu, fordi Teds forældre, kone og børn stadig var i Hongkong. De kom først ud af landet to dage senere.

Mens han var i Danmark mødtes Ted med flere danske politikere. Især var vi glade for, at han fik mulighed for at tale for Det Udenrigspolitiske Nævn. Der var også flere, der ikke ville mødes med ham, blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Det ville ellers have sendt et stærkt signal til de unge i Hongkong om, at Danmark er på deres side i kampen for demokrati.

Afskeden

Argumentet for ikke at kæmpe mere aktivt mod Kinas tyranni er tit, at vi er et lille land uden reel indflydelse.

Men selv om vi ikke er et stort land, lytter folk i verden stadig, når Danmark taler. Jeg ser det mere som en undskyldning, fordi det er nemmere at læne sig tilbage og lade som om, vi ikke har nogen magt til at ændre verden.

Efter tre dage i Danmark rejste Ted videre til London, hvor han blev forenet med sin familie. Da han rejste, gav jeg ham en kongenål fra 1940. Det er et hædersmærke, der blev symbol på modstanden mod besættelsen under Anden Verdenskrig, og jeg ville minde ham om, at modstandskamp aldrig er håbløs.

Tilsammen har Thomas Rohden og jeg fået tusindvis af beskeder fra borgere i Hongkong. De fortæller os, hvor fantastisk Ted er, og hvor lykkelige de er over, at han er kommet i sikkerhed. Nogle af de beskeder, vi har fået, har været helt tårefremkaldende. De føler, at resten af verden kigger den anden vej, og at der ikke er nogen, der gider bekymre sig for dem. Så jeg tror, det betyder enormt meget for dem lige nu at se, at der er nogen i verden, der rent faktisk bekymrer sig for deres liv og for deres demokratiske rettigheder.

Det føles som om, jeg har været med i en urealistisk, dramatisk film. Som om det ikke er sket i virkeligheden. Jeg er enormt stolt af det, vi har gjort.

Jeg ved godt, der er nogen, der tænker, om det er okay at lyve. Men når der et liv på spil, som kan reddes ved at lyve for et kommunistisk diktatur, så er det et af de få tidspunkter, hvor løgn er okay.

Seneste