Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Kandidat for Konservative Studerende: »Vi er blevet enormt bange for at være krænkende«

Univalg 2020 — Han læste Lissabon-traktaten, da han var 11, og er tidligere formand for Konservativ Ungdom. Nu vil han udfordre Studenterrådets magt på Københavns Universitet.

Anders Storgaard sidder i et forelæsningslokale, der er så stort og tomt, at det ville give et ekko, hvis man råbte.

Her er hver anden række spærret af, håndsprit står på bordene, og blå sedler afslører, at man ikke må træde ind i lokalet uden maske på.

Der er en grund til, at spidskandidaten for Konservative Studerende til bestyrelsen, ville mødes netop her: Fordi, siger han, de restriktioner, som lige nu begrænser studielivet, kalder på politisk handling.

Noget handler om at fylde de huller, som corona har gravet i de studerendes faglige og sociale liv. Anders Storgaard går for eksempel til valg på, at alle nye årgange skal have den rustur, som corona tog fra dem i efteråret, så snart pandemien er ovre.

Men det handler også om at lære af de lyspunkter, der har vist sig som følge af benspændene. En af Storgaards mærkesager er, at alle forelæsninger fremover skal optages, også når coronakrisen er ovre.

»Det har været enormt brugbart at kunne se, hvad forelæseren sagde for et halvt år siden. Det er et virkelig godt redskab, når man skal læse op til eksamen.«

»Men det skal være et supplement til den fysiske undervisning, for den kan ikke erstattes. Det må for alt i verden ikke blive en spareøvelse. Det ville være en katastrofe.«

Skær i administrationen

Andre steder bør Københavns Universitet dog spare, siger Anders Storgaard.

Nærmere bestemt opfordrer han ledelsen til at skære ned på det administrative personale, som ifølge bestyrelseskandidaten har vokset sig for stort.

»Det synes vi er en skam, for det er penge, der kunne være gået til at sikre en større faglighed. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg fik langt flere forelæsninger. Det ville gavne min tid på universitetet. Men vi er begrænset af de penge, vi har. Så vi vil have mere faglighed og mindre bureaukrati.«

Jeg var måske lidt en nørd … Det er jeg jo stadigvæk.

Anders Storgaard, spidskandidat, Konservative Studerende

Føler du, at du mangler forelæsninger?

»Ja, det føler jeg. Der er for få. Jeg kan kun tale ud fra min egen uddannelse, Statskundskab, og jeg ved, det svinger meget, alt efter hvad man studerer, men generelt tror jeg, de fleste fakulteter kunne bruge flere forelæsninger.«

Er du helt sikker på, at der er fedt, man kan skære fra i det administrative lag?

»100 procent. Hvis de kan på de andre universiteter, kan vi også her.«

Hvor for eksempel?

»Jeg har jo ikke adgang til deres detaljerede planer, men det første KU burde gøre er at stille sig det spørgsmål, at hvis de andre universiteter kan, hvorfor kan vi så ikke? Jeg synes, at KU burde gå allerforrest og vise, at man kan finde nogen besparelser, der ikke går ud over de studerende.«

Han fremhæver tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, der viser, at Københavns Universitet bruger over dobbelt så mange midler på generel ledelse, administration og service som Aarhus Universitet.

Ifølge ministeriet er det ikke tal, man nødvendigvis kan bruge til at konkludere, at KU er mere administrationstungt, da der kan være store forskelle på, hvordan universiteterne opgør tallene. Anders Storgaard efterlyser i den forbindelse, at universiteterne fremlægger en mere gennemsigtig opgørelse, der klart viser, hvor meget det administrative arbejde fylder.

Ifølge KU’s seneste årsrapport er antallet af teknisk-administrativt ansatte dalet i forhold til antallet af forskere siden 2010, om end udviklingen er vendt en anelse fra 2016 og frem.

LÆS OGSÅ: Kandidat for Konservative Jurister er strømpemester og færdig med unødvendigt bureaukrati

Måske lidt en nørd

Anders Storgaard, på dagen iført hvid skjorte under pulloveren, var formand for Konservativ Ungdom 2018-20, og når han sætter ord på sin politik, er det tydeligt, at han har prøvet det før. Det er småt med øh’er i talestrømmen, og når han er i færd med at udfolde et argument, fornemmer man, at han allerede ved, hvad næste pointe skal være.

Han tøver kun en enkelt gang: Da han skal svare på, hvad han laver i sin fritid, når han ikke beskæftiger sig med politik:

Vi vil have mere faglighed og mindre bureaukrati.

Anders Storgaard, spidskandidat, Konservative Studerende

»Det er dælme et godt spørgsmål,« siger han.

Den seneste uge har han »smadret sin døgnrytme« ved at følge med i det amerikanske valg (han er i øvrigt lykkelig for, at Donald Trump tabte), og når andre ser Netflix, følger han med i politiske nyheder fra Danmark og verden.

Sådan har det været længe. I hvert fald siden han læste Lissabon-traktaten som 11-årig.

»Jeg var måske lidt en nørd … Det er jeg jo stadigvæk.«

Hvorfor bruger du så meget tid på politik?

»Det er det, jeg brænder for, og det er der, jeg føler, at jeg bedst kan gøre en forskel. Jeg drømmer i al sin enkelhed om at gøre en positiv forskel,« siger han.

»Jeg vil gerne være med til at gøre hverdagen bedre på universitetet. Det er det fede ved studenterpolitik: at man fuldstændig konkret kan påvirke den virkelighed, man er i til daglig.«

Det er ikke nogen hemmelighed, at Anders Storgaard hører til i feltet af undertippede kandidater i et valg, som Studenterrådet plejer at dominere.

LÆS OGSÅ: Kandidat for Frit Forum: »Jeg frygter at Studenterrådet betragter studerende som en gruppe svage individer«

Men der er gode grunde til at udfordre Studenterrådets magt, ikke mindst demokratisk, siger Anders Storgaard.

»Når kun 16 procent af de studerende stemmer, så tyder alt på, at vi har et demokratisk problem. Og jeg tror, en af grundene er, at Studenterrådet ofte formår at gøre valgene upolitiske, på en måde så mange studerende føler, at det ikke gør en forskel, hvem der bliver valgt. Hvis alle er med på den samme liste, hvis det altid er de samme, der bliver valgt, hvorfor skal jeg så overhovedet stemme? Jeg håber, at vi kan vise, at det gør en kæmpe forskel, at de studerende stemmer.«

LÆS OGSÅ: Kandidat for Studenterrådet: »Intet kunne gøre mig lykkeligere end at gøre universitetet mere bæredygtigt«

Til kamp mod identitetspolitik

Et af de steder, hvor en politisk kløft adskiller Konservative Studerende og Studenterrådet, er i den debat om krænkelser og identitetspolitik, der flere gange er vokset ud af hændelser på universiteterne.

Anders Storgaard taler for et opgør med den identitetspolitiske bølge, der angiveligt har oversvømmet mange amerikanske universiteter, men ifølge kandidaten er i færd med at sive ind gennem murene på Københavns Universitet.

Derfor opfordrer Storgaard ledelsen på Københavns Universitet til at skrive de såkaldte Chicago-principper ind i sit charter. Principperne stammer fra University of Chicago, der i 2015 slog fast, at universitetet skal sikre »en fri og åben undersøgelse af alle spørgsmål« og garantere alle ansatte og studerende »de størst mulige frihedsgrader til at tale, skrive, lytte, udfordre og lære«

»Kort sagt skal KU som uddannelsesinstitution ikke have nogen politiske holdninger, men sikre, at ordet er frit, uanset hvor stødende eller krænkende det er,« siger Anders Storgaard.

LÆS OGSÅ: Ja, Muhammed-tegningerne hører hjemme på universitetet

»Det synes jeg er enormt vigtigt. For vi ser især på amerikanske universiteter, at identitetspolitikken fylder mere og mere, og det begynder at sive lidt ind i Danmark. Der er det enormt vigtigt at slå fast, at her bedriver vi fri forskning, uanset hvad resultaterne er.«

Har du set nogen eksempler på, at identitetspolitikken er sivet ind på Københavns Universitet?

»Hele sagen om rusture og sombrerohatte viser, at vi er blevet enormt bange for at være krænkende. Lige nu er der også en debat om, hvorvidt man skal vise Muhammed-tegningerne på folkeskoler og gymnasier. Ærligt talt tror jeg ikke, der vil være en eneste forelæser her i København, der lige nu ville turde vise sådan en.«

»Det er et tegn på, at vi er bange for at krænke hinanden. Det er et problem, fordi universitetet netop bør være et sted, hvor ordet er frit, og hvor vi tror på, at det bedste argument vinder.«

Seneste