Studerende: Vi bliver tvunget til at krænke minoriteter i undervisningen

Kan man føle, hvordan det er at være offer for racisme ved at klæde sig ud som en sort mand fra Harlem med bandana og guldkæde og så blive kaldt racistiske ord?

Nej, siger en gruppe studerende på Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

Men det er netop, hvad de skal i faget ‘Critical Reading and Re-analysis’, der for tiden undervises i for andet år i træk. I hvert fald, hvis de vil have en grad i sociologi.

En del af faget, som er obligatorisk, består af en række såkaldte re-enactments, eller genopførelser, hvor grupper på fem-syv studerende foran mere end 100 medstuderende gengiver uddrag fra bogen In Search of Respect: Selling Crack in El Barrio af antropologiprofessoren Philippe Bourgois om livet blandt fattige familier i 1990’ernes East Harlem, New York. Bogen, der har vundet flere priser, er et etnografisk studie af, hvordan mennesker fra minoritetsgrupper er udstødt af det almindelige samfund og sidder fast i vold og narkokriminalitet.

Genopførelserne bliver filmet, så de studerende og underviseren kan nærstudere karaktererne og deres handlinger. Videoer fra forløbet i 2018 er lagt på YouTube, så man her kan se sociologistuderende i Danmark give den som afroamerikanere og latinoer. Uniavisen har fået link til et udvalg af videoer fra studerende.

Det er ikke store, avancerede produktioner, blot et kamera og så nogle studerende, der med forskellige bud på en passende dialekt fremfører lange engelsksprogede (og spanske) tekststykker, de har memoreret. Kulisser og rekvisitter er der ikke meget af; nogle studerende bevæger sig ivrigt rundt på scenen og gestikulerer, mens andre står stille. Flere af de studerende har forsøgt at indfange deres karakter ved at tage ballcaps på med skyggen drejet om i nakken.

Studerende: Det er at gøre grin med folk

Maria Tilsted Mumba, Maja Saabye og Franciska Dis Brodersen er tre af de studerende, der har faget i foråret 2019. De siger, at metoden med re-enactments ikke virker. Tværtimod kalder de den krænkende over for de minoritetsgrupper, de skal portrættere:

»Lad os sige, at vi skulle prøve at forstå jøderne under nazismen,« siger Maria Tilsted Mumba, »at bruge de ord, der blev sagt om dem, eller klæde mig, som de blev klædt – det synes jeg ikke er at forstå dem. Jeg synes, det er at gøre grin med folk, hvis jeg bilder mig selv ind, at nu forstår jeg, hvordan du har det, fordi nogen skal spille, at de gør noget mod mig, som du har oplevet.«

De tre studerende siger, at deres indtryk er, at alle gør sig umage for at lære replikkerne udenad og spiller så godt, de kan, men at forestillingerne alligevel ofte ender med at have karakter af parodi.

»Vi er ikke gode, for vi er jo ikke skuespillere,« siger Maria Tilsted Mumba. »Det er ofte, at folk kommer til at grine.« Hun siger, at hun selv er kommet til at le nervøst over det, der foregår i lokalet, når hun har set sine medstuderende optræde.

»Ja, og det er også den følelse, der er på scenen; at folk har svært ved at holde masken,« siger Maja Saabye. »Med al respekt for mine medstuderende, så har deres re-enactments ikke fået mig til at føle det, som jeg tror, at de (instituttet, red.) vil have os til at føle gennem det her kursus.«

»Der er ikke nogen af os, der er skuespillere, der er ikke nogen af os, der har været ude og lave en stor baggrundsresearch, hvor vi har snakket med de her mennesker, vi har bare læst deres ord i en bog,« siger Franciska Dis Brodersen. »Det kommer til at fremstå som parodier og som stereotyper, og det virker fuldstændig latterligt. Der er ikke noget læringsudbytte overhovedet – hverken af at se på det eller af selv at fremføre det.«

Anne Gertsen læser også sociologi og gik på holdet i foråret 2018. Hun siger, at hun først var begejstret for kurset, fordi »pensum var sindssygt godt,« og hun kalder Philippe Bourgois’ bog for »helt fantastisk.«

Hun blev dog nervøs, siger hun, da underviseren fortalte, at de skulle lave ‘teater’ på baggrund af bogen.

»Vi ender med at bruge det meste af undervisningstiden på de her re-enactments, og jeg har en oplevelse af, at det går helt galt. [Underviseren] stiller et krav om, at vi skal klæde os ud og have nogle props med, og det ender med, at en masse hvide studerende klæder sig ud – med store hættetrøjer og caps – som nogle personer, som er enormt fattige og racialiserede,« siger Anne Gertsen, som husker, at folk både grinede og drak øl under forestillingerne, som hun siger blev opfattet som »en hyggelig fredagsaktivitet« af mange.

Lyden på YouTube-videoerne fra 2018 er ikke så god, så det er vanskeligt at afgøre ved at se dem, hvordan den generelle stemning har været. På en af videoerne fra 2018 kan man dog høre, at den studerende, der betjener kameraet, fniser, ligesom der er hørbar latter, da en af de studerende med høj stemme omtaler en person som en »fucking drink Budweiser be fat motherfucker« og foregiver at kaste op i en skraldespand. Senere bryder salen et øjeblik ud i latter, da en af de optrædende selv kommer til at smile, da en ny karakter gør sin entré.

Bliv kameramand, hvis du ikke vil sige n-ordet

Ud over at de kritiske studerende fra årets og sidste års hold fortæller, at de ikke lærer noget af metoden, og at de krænker minoritetsgrupper, siger de, at undervisningen er grænseoverskridende for dem selv.

Allerede kort efter introduktionen til forløbet i begyndelsen af 2019 skrev Maria Tilsted Mumba en mail til kursets underviser.

I mailen spørger Maria Tilsted Mumba, om der vil være tidspunkter, hvor hendes hvide medstuderende vil blive bedt om at bruge ordet ‘nigger’. Underviseren svarer, at denne ikke beder studerende bruge ordet, men beder dem om at ‘re-enacte’ hvordan ordet bliver brugt af ‘people of color’ i bogen. Maria Tilsted Mumba og underviseren tager efterfølgende et møde.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en lidt mørkere hudfarve, og at jeg har været udsat for racisme, og det var også det, jeg snakkede med [underviseren] om. [Underviseren] sagde til mig, at meningen med kurset var, at mine hvide medstuderende skulle kunne føle, hvordan jeg havde haft det,« siger Maria Tilsted Mumba.

[Underviserens] argument, når vi siger, at vi føler os ekstremt utilpasse med at gøre det her, er, at det er ‘the embodied experience’.

Sociologistuderende Maja Saabye

Maria Tilsted Mumbas gruppe skulle spille en scene, hvor ordet ‘nigger’ blev sagt flere gange. Og hun havde ikke lyst til at sige ordet som en del af en re-enactment. Underviserens løsningsforslag var ifølge Maria Tilsted Mumba, at hun kunne få lov at skifte gruppe, så hun fik en scene, hvor hun ikke behøvede at sige ‘nigger’ selv. Den løsning gav hun dog ikke meget for, da resten af hendes gruppe heller ikke havde lyst til at sige ordet i forestillingen, siger hun.

Franciska Dis Brodersen holdt også et møde med underviseren, hvor studieleder på Institut for Sociologi Charlotte Baarts også deltog.

Charlotte Baarts, der selv er etnograf, er fagligt ansvarlig for kurset og har været til stede ved forelæsninger, hvor kritik af kurset er blevet taget op. Ifølge Charlotte Baarts opfatter instituttet det »som en ledelsesopgave at oplyse sagen, da den handler om, i hvilket omfang og gennem hvilke undervisningsformer vi konfronterer studerende med ting, der kan være kontroversielle og ubehagelige.«

Hun siger, at undervisningsformen er uafhængig af, hvem der et givent år underviser i faget, og at hun derfor vil svare på den rejste kritik. Af de grunde har vi efterkommet et ønske fra underviseren om ikke at optræde i denne artikel ved navn.

Franciska Dis Brodersen blev tilbudt samme type løsning som Maria Tilsted Mumba. Hun siger, at hun til mødet med underviseren og studielederen især problematiserede, at de studerende skulle filmes. Hendes gruppe havde aftalt, at hun skulle tage mødet på vegne af hele gruppen, men søndag aften forud for mødet mandag eftermiddag skrev underviseren, at hvis der var andre i gruppen, der var bekymrede, så skulle de også deltage i mødet, fordi hver person måtte tale for sig selv.

Franciska Dis Brodersen siger, at kun en enkelt anden studerende fra gruppen havde mulighed for at deltage, og den person bakkede ud, da hun ikke havde mod på at tage konflikten alligevel. Derfor deltog Franciska Dis Brodersen alene i mødet. Hun siger, at da hun problematiserede, at de skulle filmes, foreslog underviseren, at hun kunne blive kameramand i sin gruppe, så hun ikke ville blive filmet.

»Så prøver jeg at sige til [underviseren], at det løser ikke problemet, når ingen i min gruppe har lyst til at blive filmet, og så henviser [underviseren] igen til, at jeg ikke må snakke om andre end mig selv,« siger hun.

Bogen In Search of Respect er ifølge de studerende meget interessant, og de siger, at de gerne vil arbejde med den. Den indeholder som nævnt mange racistiske, sexistiske og homofobiske vendinger, men de studerende afviser, at det er ordene i sig selv, der er problemet.

»Det er ikke, fordi vi ikke vil snakke om det. Det handler om måden, det bliver gjort på,« siger Maja Saabye.

Studieleder: De studerende kan godt sige grimme ord rettet mod kvinder

Studieleder Charlotte Baarts siger, at det ikke er svært for de studerende at få indflydelse på, hvordan de optræder.

»Oplægget i undervisningen er, at hvis der er ord, som man ikke kan lide eller ikke vil sige, så kan man udskifte de ord i dialog med underviseren. Der er ikke nogen, der tvinges til at sige noget, de ikke vil sige, men det foregår i dialog, så man er klar over de faglige konsekvenser af at udskifte ord,« siger Charlotte Baarts, der betegner dialogen om ordlyden som en undervisningssituation.

En mailkorrespondance mellem studerende og underviseren, som Uniavisen har set, viser, at spørgsmålet om at ændre ord fra teksten har givet anledning til konflikt. Da de studerende på mail oplyser underviseren om, at de agter at ændre flere ord og sætninger – for eksempel bytte det nedsættende ord ‘wetbacks’ ud med ordet ‘Mexicans’ – afviser underviseren og henviser til, at ændringer skal ske i dialog med underviseren; det kan ikke være en ‘unilateral’ beslutning.

Charlotte Baarts siger, at ‘nigger’ er det ord, de studerende primært har reageret på.

»Siger de det ord i re-enactments, kommer det jo ikke fra de studerende selv, men fra en gruppe mennesker, hvor det ord faktisk bliver brugt mod andre. Vores studerende er jo så privilegerede, at de bare kan udskifte det og sige ‘det vil vi ikke sige’. Men de her grupper af personer (fra bogen In Search of Respect, red.) har ikke det privilegium. Hvis vi gerne vil lave en verden, hvor folk bliver mødt med respekt, er vi også nødt til at forholde os til brugen af det ord. Hvis vi så ikke selv kan tage det og diskutere det i en læringsmæssig sammenhæng for at tale om det, bliver det vanskeligt,« siger hun.

De studerende siger dog, at de godt kan sige udtryk fra bogen, for eksempel ‘nigger’, hvis de skal diskutere teksten og derfor læse op, men at de ikke vil bruge dem på scenen under deres optrædener.

Charlotte Baarts siger, at hun er klar over, at nogle af de studerende er bange for, at andre engang i fremtiden vil bruge en video, hvor de siger ‘nigger’, imod dem. Men hun kritiserer også den overvejelse:

»Det er jo et udtryk for, at de studerende her er optaget af, hvilken risiko de selv løber, snarere end hvilket hverdagsliv og hvilken historie der ligger i det ord for de mennesker, bogen handler om, og den stigmatisering, der ligger i de begreber.«

»Læser man den her bog, er der jo rigtig mange andre ord, der er nedsættende, for eksempel om kvinder, men det kan de studerende godt stille sig op og sige. Det er i hvert fald ikke ord som ‘bitch’ og ‘motherfucker’, de fremhæver. Jeg tænker også, at lige præcis når det gælder n-ordet, er der noget politisk korrekthed over at vise, at man har forstået, at det ord bruger vi ikke, og vores sociologistuderende vil selvfølgelig også gerne være politisk korrekte, det er klart.«

Charlotte Baarts siger også, at hun har viden om, at der er studerende på kurset, som på egen hånd og uden at gå i dialog med underviseren, har udskiftet ord, når de udførte re-enactments.

De studerende siger, at der var en gruppe, som på egen hånd valgte ikke at spille så meget skuespil, men i stedet læste mere op for at undgå at parodiere. »Det kritiserede [underviseren] deres gruppe rigtig meget for,« siger Maja Saabye.

Den rigtig utilpashed?

Maja Saabye, Maria Tilsted Mumba og Franciska Dis Brodersen siger, at det er grænseoverskridende at gennemføre forestillingerne på kurset og at være vidne til dem.

»[Underviserens] argument, når vi siger, at vi føler os ekstremt utilpasse med at gøre det her, er, at det er ‘the embodied experience’,« siger Maja Saabye.

»Jeg vil mene, at det ubehag, jeg føler, blandt andet er en pinlighedsfølelse,« siger Franciska Dis Brodersen, »og den er jo ikke tilsvarende den ubehagelige følelse, man har som en socialt udsat person, der er nødt til at sælge stoffer for at overleve. Det er to meget forskellige følelser, og jeg kan simpelthen ikke se, hvordan man kan sætte dem lig hinanden.«

Maria Tilsted Mumba og Maja Saabye siger, at de ufrivilligt skaber stereotyper, når de spiller roller fra bogen, som de og deres medstuderende forsøger at ligne med omvendt kasket, hue, en halskæde, en tillært accent og så videre. Men ifølge studieleder Charlotte Baarts er faget netop egnet til at udstille de stereotypiske forestillinger, som de studerende måtte have, så man kan lære af dem:

»Det, der er lidt fantastisk ved det her fag, er, at det faktisk bliver tydeligt, hvilke briller de studerende ser de her mennesker og verden generelt med,« siger hun. »I andre fag sidder de studerende og læser tekster om den her gruppe personer eller andre, og så har de nogle indre billeder af de mennesker og deres liv, som forbliver deres indre billede. Her får vi stereotyperne lagt frem på bordet, og det giver mulighed for i læringssituationen at tale om det som en del af læringen,« siger hun.

Charlotte Baarts siger, at hun indtil nu har læst 65 skriftlige evalueringer fra de studerende, der har gennemført re-enactments i 2019, og at de overvejende er positive, idet de studerende angiver, at læringsudbyttet er stort, samtidig med at de selv bliver udfordret, og at ganske få studerende angiver udfordringer ved at bruge forskellige termer i kursusmaterialet.

»Af de 65 evalueringer, jeg har læst igennem, er der to, der nævner, at det er udfordrende at skulle bruge ordet ‘nigger’, og så er der nogle, der nævner, at det vanskelige har været at skulle lave de her re-enactments, og at der var en nervøsitet forbundet med det. Man er jo ikke uddannet skuespiller, så man føler sig usikker og nervøs og føler sig ikke kompetent til det. Men måske 60 ud af 65 siger, at de har lært at få en kropslig erfaring ved at udføre de her ting. De her ord blev ikke længere bare ord og replikker, de skulle sige, men de fik en ‘embodied følelse’, et perspektiv, man ikke kunne tilegne sig på andre måder,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Studerende kritiserer, at evalueringer ikke er anonyme. Samt: svar fra studieleder Charlotte Baarts.

Charlotte Barts siger desuden, at inspirationen til re-enactment-metoden kommer fra beslægtede undervisningstilgange, for eksempel performativ pædagogik, hvor man lærer ved at bruge kroppen til at udforske den sociale verden og til at mærke og udtrykke forskellige følelser. I alt har omkring 220 studerende til dato haft kurset.

Forbudte ord gemt til evig tid

De studerende, der er kritiske over for kurset, siger, at de er bekymrede for, hvor videooptagelserne fra kurset ender.

»Vi er en del på studiet, der godt kunne tænke os at gå ind i politik – nogle er det måske allerede – og jeg tænker bare, at det godt kunne blive taget ud af kontekst og blive brugt imod os, hvis der er en optagelse, hvor det ligner, at vi gør grin med minoritetsgrupper,« siger Maja Saabye.

Den kritik har ledelsen på Sociologi taget delvis til følge; der bliver fortsat optaget video, men videoerne vil blive delt med færre – og ikke lagt på YouTube som i 2018.

»På kurset i år bliver videoerne kun delt mellem underviseren og den enkelte gruppe (på fem-syv studerende, red.). Sidste år blev videoerne delt mellem de studerende, så man kunne se de andre gruppers videoer, og det er der et læringsmæssigt formål med,« siger Charlotte Baarts:

»Når man ser et re-enactment bagefter, kan man opdage nogle ting, man ikke var klar over, så når man er blevet klogere på faget, kan man gå tilbage og se, hvordan videoen var. Det er klart, at vi har ønsket, at den læring kunne blive endnu større ved, at man også havde adgang til de andres videoer. Sidste år havde de studerende ikke nogen kommentarer om de videoer, men i år har det været noget, de har kommenteret en del og været nervøse over, og det har ført til, at vi har anerkendt, at de studerende ikke bryder sig om det her.«

Jeg forklarede på en direkte måde de studerende, at vi ikke har eller stimulerer en anonym henvendelseskultur.

Studieleder Charlotte Baarts, Sociologi

Charlotte Baarts oplyser, at hun ikke har set eller hørt om, at der skulle foregå noget upassende i videoerne, og at hvis de studerende ler eller kommer med udbrud i videoerne, kan det skyldes, at de gør materialet til ‘deres eget’:

»Når dette lykkes, reagerer kroppen på det, og der kan komme følelsesmæssige udbrud som latter og gispen, eller man kan føle for eksempel nervøsitet, spænding eller glæde. De studerende bliver udfordret på nye måder gennem denne læringsmæssige tilgang, de følelsesmæssige udbrud kan både være udtryk for, at det er en veludført re-enactment, for de studerendes engagement og for nervøsitet. Hele pointen med at lære gennem denne tilgang er at bruge kroppen som metode og som sted for læring, i kontrast til andre pædagogiske tilgange, hvor læringen finder sted med hovedet gennem tænkning.«

Ifølge Charlotte Baarts har Københavns Universitets data protection officer tilkendegivet, at det er i overensstemmelse med reglerne at optage videoerne af de studerende, og også, at de sidste år blev lagt på nettet.

Fagråd kritisk

Det er ikke kun på årets ‘Critical Reading and Re-analysis’-hold, at der er studerende, der er kritiske over for faget og dets metode. Da faget blev afviklet første gang i 2018, sendte en gruppe studerende et kritisk brev til underviseren, som Uniavisen har læst.

I brevet, som var med anonym afsender, står der, at det er sendt på vegne 20-30 studerende, der har ytret bekymringer. Nogle af kritikpunkterne handler om praktiske forhold på grund af sene ændringer i kurset. Re-enactment-delen af undervisningen fylder også meget og kaldes i brevet blandt andet racistisk, ikke-akademisk og alt for tidskrævende i forhold til, at de studerende kun har to undervisningstimer om ugen.

Efter modtagelsen af brevet mødte studieleder Charlotte Baarts op til undervisningen og gav, hvad en af de studerende kalder en omgang skældud.

Selv siger Baarts: »Jeg forklarede på en direkte måde de studerende, at vi ikke har eller stimulerer en anonym henvendelseskultur,« og at man skal kunne stå på mål for sin kritik. »Efter at jeg havde kommunikeret dette i forelæsningen sidste år, mødte nogle studerende op på mit kontor og beklagede formuleringerne i det pågældende brev; de havde genlæst brevet og kunne se, at det ikke havde været formuleret kontruktivt, selv om det ikke havde været intentionelt.«

Fagrådet på Sociologi havde også faget oppe at vende allerede sidste år, hvor de desuden talte med Charlotte Baarts om kritikken, siger Tobias Gårdhus, der er forperson for fagrådet.

Rådet har også i år fået en række kritiske henvendelser om faget og arbejder nu på en faglig kritik og et fagligt diskussionsoplæg. Charlotte Baarts bekræfter, at hun er i dialog med fagrådet om faget.

»Vi stiller os undrende over for det faglige udbytte af det her re-enactment-element, som er en del af den måde, man består kurset på. Især at der går rigtig meget tid, hvor de studerende ser på andre gruppers re-enactments. I forvejen er vi ikke et af de studier, der har mest undervisningstid, så derfor vil vi meget gerne have, at tiden til forelæsningerne bliver brugt på aktiviteter med et større fagligt udbytte,« siger Tobias Gårdhus.

Den diskussion vil dog først blive taget efter sommerferien 2019 og altså efter afslutningen på årets kursus. Rådet har desuden diskuteret, om instituttet har lyttet nok til de kritiske røster:

»Man kan stille spørgsmålstegn ved instituttets håndtering af de studerendes kritik og personlige bekymringer, når det er kommet så vidt, at de kontakter Uniavisen,« siger Tobias Gårdhus.