Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Modsvar — Kære identitetsfløje: Hvis vi skal løse svære problemer, kræver det, at vi forstår dem. Derfor må vi ikke lukke ned, så snart vi synes, noget er ubehageligt.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Københavns Universitet er en kampplads – heldigvis kun en kulturel en af slagsen. På den ene side har vi mexicanerhatteforbud, antiracisme-kurser og førsteårsstuderende, der foreslår pensumændringer, inden de selv har taget en eneste eksamen. På den anden side har vi folk, der har valgt at hive katten ud af sækken og definere sig som ”identitære”.
LÆS OGSÅ: Her er vores forslag til et mere rummeligt universitet
Som det for nyligt kunne læses i Uniavisen, tilbyder Generation Identitær – muligvis mere retorisk end reelt – nu et kursus i ”fædrelandskærlighed og sund fornuft”. Det sker som reaktion på de meget omtalte antiracisme-kurser for ansatte på universitetet, som en række ”udenlandske studerende” (jeg tvivler på, de alle sammen er udenlandske) mener bør indføres. Dette krav kommer primært som reaktion på en forelæsning på Global Development, hvor en række studerende protesterede over brugen af et ord i undervisningsregi og de protesterendes efterfølgende harme over, at vores universitet støttede professorens ret til at ytre ordet.
Vi er i sandhed børn af curlingbørn.
Dette indlæg er skrevet med stor inspiration fra ”begge” sider. Parterne er nemlig mere ens end forskellige. Et universitet er efter sigende et sted for voksne mennesker, og enhver psykolog, der er sin titel værdig, vil sige, at det er vigtigt for personlig vækst at konfrontere sig selv med ting, der er ubehagelige.
Et universitet er efter sigende et sted for voksne mennesker
Hvis man derfor tror, man er imod racisme, men hellere vil censurere al benævnelse af og konfrontering med racisme bort, er man vel ikke så meget imod racisme, som man er imod at blive mindet om det?
Jeg tror faktisk, det dækker problematikken for begge vinger på den identitære, hvidhovede havørn: Lad os afskaffe al omtale af racisme, eurocentrisme, enhver mexicanerhat og enhver vegansk cheesecake, enhver plakat med israelske gidsler og ethvert palæstinensisk flag. Der skal ikke være så meget som en frikadelle i kantinen eller en regnbue på opslagstavlerne. Først da vil vi være frie fra systemets undertrykkende og dystopiske hegemoni.
Der er intet nyt i de kontroverser, der hersker på universitetet nu. I 1950’ernes USA blev Elvis Presley anklaget for både at spille ”n-ords musik” og forgifte ”den hvide race” kun for i 1990 at blive beskyldt for at stjæle den sorte amerikanske musik af Chuck D fra gruppen Public Enemy. Begge er lige fjollede beskyldninger, hvis man ved noget om Elvis Presley og ikke har racistiske tilbøjeligheder. I midt-90’erne endte en lignende kontrovers over Miami-gruppen 2 Live Crew i øvrigt med det, vi i dag kender som Parental-Advisory klistermærker.
Min pointe er denne: De specifikke ting, der vækker harme, er måske nye, men lysten til at censurere alt, der gør en ubehageligt til mode, tror jeg, er lige så gammel som de ældste homo sapiens-knogler.
LÆS OGSÅ: En gruppe studerende forlod forelæsningen i protest
Vores universitet bliver ikke revet væk fra virkeligheden ved at forholde sig til historiske magtrelationer, og det fremmer ikke hensyntagen til minoriteter eller får racisme til at gå væk, at straffe undervisere for at gengive historiens uretfærdighed i undervisningsregi. Hverken ved at give dem kurser i ”antiracisme” eller ”fædrelandskærlighed”.
I mødet med komplicerede problemer, nytter det ikke at forsøge at få hver eneste vigtige diskussion til at handle om os selv. Vi må ikke lukke ned, så snart vi synes, noget er ubehageligt. Hvis det var den metode, vores terapeuter behandlede os med, ville vi alle sammen være endnu mere skøre, end vi allerede er.
Vi er børn af curlingbørn. Og vokseværk gør nas. Den græske filosof Plotin skrev, at mennesket har en tendens til at forveksle sit ego med sin sjæl. Sagt på moderne dansk: sin identitet med sit selv. At adskille de to er smertefuldt, men nødvendigt for personlig vækst. At forveksle dem er at misforstå det, der binder os alle sammen til hinanden.