SU’en bør afhænge af forældrenes indkomst hele vejen - også på uni

For et par uger siden fremgik det af en artikel i Uniavisen, at den sociale mobilitet i Danmark er faldet til et niveau, der ligner USA’s. Med andre ord: Langt størstedelen af de universitetsstuderende er akademikerbørn.

LÆS OGSÅ: Nu er den sociale arv i uddannelse lige så stor som i USA. Så hvad kan universitetet gøre?

SU’en ender med at være en omfordeling fra hele Danmark til børn af ressourcestærke forældre.

Det bør sætte et stort spørgsmålstegn ved SU’ens eksistensberettigelse. I sin grundtanke er det et tiltag, som skal være med til at sikre lige adgang til uddannelse og derigennem øge den sociale mobilitet. Det lader dog til at SU’en ender med at være en omfordeling fra hele Danmark til børn af ressourcestærke forældre.

På den måde fungerer SU’en som en form for omvendt Robin Hood, hvor man tager fra alle og giver til de rige.

I stort set alle andre lande er det forældrene, der betaler for børnenes skolegang, eller i hvert fald leveomkostningerne forbundet hermed. Men i Danmark går staten ind og overtager forsørgerrollen for de studerende – ofte unødvendigt. Det virker paradoksalt at penge, som kan gå direkte fra forældre til studerende, først skal en tur igennem Skatte-, Finans- og Forsknings- og Uddannelsesministeriet for til sidst at ende samme sted.

I 2013 blev der brugt cirka 18 milliarder kroner på SU, mens der i alt blev brugt lige knapt 50 milliarder på ungdoms- og de videregående uddannelser . SU’en udgør altså over en tredjedel af de samlede udgifter til hele området, hvilket er voldsomt, taget den lave lighedsskabende effekt i betragtning.

Lav differentieret SU

Bør man da fjerne SU’en helt? Det mener jeg ikke. På den måde ville man de facto fratage mange ressourcesvage unge muligheden for at tage en videregående uddannelse. Men en balancegang mellem ingen SU og den nuværende universelle SU-sats er ønskværdig, og den findes allerede i systemet: Nemlig den differentierede SU, vi har på gymnasieniveau.

Mens man er hjemmeboende studerende, svinger SU’en fra 982 til 3.143 kroner alt efter forældrenes indkomst, men så snart man flytter hjemmefra, stiger den til et fast bruttobeløb på 6.321 kroner.

Forældre som kan købe deres børn en lejlighed, kan også betale en del af deres SU.

Det må bygge på en tese om, at når først man er flyttet hjemmefra, bliver man fuldstændig uafhængig af sine forældre. Men jeg tror, at den konklusion er fejlagtig. Den økonomiske hjælp til studerende fra ressourcestærke forældre er alt andet lige større end hjælpen fra ressourcesvage forældre.

Man kan dæmme op for den ulighed ved også at differentiere den udeboende SU efter forældres indkomst. En provokerende tommelfingerregel kunne være, at forældre som kan købe deres børn en lejlighed, også kan betale en del af deres SU – eventuelt med afkastet fra lejligheden.

Under alle omstændigheder er det retfærdigt, at SU-kronerne rykkes hen til dem, som har det største behov. De ekstra penge som SU-besparelserne vil medføre, kan man så passende geninvestere i uddannelsessektoren for at forbedre faciliteterne og undervisningen for alle studerende.

Dansk Erhverv rammer forbi

Dansk Erhverv er ude med et forslag om at investere i uddannelsessektoren ved at omlægge kandidatstuderendes SU til lån. De væsentligste modargumenter fremgår af artiklen her, men jeg vil alligevel nævne et par yderligere kritikpunkter.

LÆS OGSÅ: Dansk Erhverv vil investere i uddannelse ved at skære i SU. Vi spurgte dem hvorfor

1)    Forslaget rammer økonomisk og socialt skævt.

Ved at omlægge til SU-lån for alle kandidatuddannelser tager forslaget ikke højde for, at kandidater har vidt forskellig ledighed og startløn. Man pålægger altså de studerende på de mindre økonomisk lukrative uddannelser en markant større byrde end andre. Derudover vil man ramme studerende fra lavindkomst- og studiefremmede familier forholdsvis hårdere.

2)    Forslaget skaber en ærgerlig incitamentsstruktur

Med omlægning til SU-lån på kandidatuddannelser mindsker man incitamentet til yderligere uddannelse og øger incitamentet til at arbejde. Hvilket er det stik modsatte af, hvad vi har brug for i en vidensøkonomi.

En differentieret SU vil ikke have samme sociale slagside, da man stadig vil støtte de studerende, som har brug for det. Samtidig viser erfaringer fra andre lande, fx USA, som indlægget startede med at referere til, at studerende fra ressourcestærke familier tager lange uddannelser uanset den statslige økonomiske kompensation under uddannelsen. Altså vil en differentieret SU heller ikke skubbe studerende over mod kortere uddannelser.

På den måde kan man undgå problemerne med omlægning til SU-lån og stadig finansiere mange af de gode tanker som Dansk Erhverv har for uddannelsessektoren.