Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Svar til Heiko Henkel: Hold nu op med den evindelige sammenligning

Oprør — Da jeg påkaldte Finn Ejnar, var det i oprørets ånd og for at understrege, at man kan opnå store ting, hvis man står sammen mod overmagten, skriver studerende Harald Toksværd i et svar til studieleder på Antropologi Heiko Henkel.

Jeg mener ærligt talt, at en studieleder på Danmarks største universitet burde være i stand til at levere en lidt mere nuanceret læsning end den, Heiko Henkel forelægger.

LÆS OGSÅ: ’68 var et opgør med det, studenteraktivisterne forlanger i dag

Men lad os nu få én ting på det rene – Finn Ejnar Madsen og jeg er ikke den samme. Han var glødende maoist og i stand til at gro et fuldskæg, og jeg er hverken eller. På talerstolen påkaldte jeg Finn Ejnar, fordi jeg mener, at hans historie er blevet kapret og fremstillet som et eksempel på noget, man kunne engang. Et eksempel på en ånd, der ikke længere findes.

LÆS OGSÅ: Studenteraktivister kuppede årsfesten: Vores ’68 er nu i dag

Men Finn Ejnar skal ikke være en legende. Han skal stå som en inspiration og et symbol for fremtidige oprør, også selv om de ikke alle har samme mål. Da jeg påkaldte Finn Ejnar var det i oprørets ånd, og for at understrege, at man kan opnå store ting, hvis man står sammen mod overmagten – som vi på blokaden gør lige nu.

Hvis Heiko Henkel havde fulgt med, da jeg var i Deadline, ville han måske have lagt mærke til, at jeg ikke nævnte ’68 eller Finn Ejnar én eneste gang. Fordi jeg ikke mener, at vi skal spilde vores tid på at påberåbe os fortiden, når vi kan arbejde i retning af fremtiden.

Vi har vores eget oprør, og dét er langt mere relevant at tale om.

Derfor mener jeg også det er dybt useriøst at insistere på denne evindelige sammenligning, når vi faktisk har en reel kamp, der sker lige nu, og ikke for 50 år siden. Altså sagde jeg, at vores ’68 er nu. Fordi oprør ikke skal være et fortidslevn. Fordi vi ikke kan bruge tom snak om ’68 til noget. Vi har vores eget oprør, og dét er langt mere relevant at tale om.

Men altså. Hvis Heiko mener at færre undervisere, decimeret kernefaglighed og hold på 400 studerende skaber ‘kritiske medborgere’ må han jo tage den diskussion med sit institut. Det bliver bare ikke på mit Humaniora.

Seneste