Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Syv grønne studenterforeninger samler 1.733 underskrifter og stiller klimakrav til Københavns Universitet

Klimakamp — »I kan arbejde med os eller mod os. Men I kan ikke få os til at gå væk.«

Der var regn og gaveregn over Københavns Universitet fredag den 20. september, da syv grønne studenterforeninger demonstrerede i samlet flok i gråvejret foran indgangen til Festsalen på Frue Plads.

Man kunne snuppe sig en kop kaffe med plantemælk og komme af med sine klimabekymringer i form af dekorative lapper papir på en lille palme, som senere blev foræret til universitets ledelse.

Fra Soundboxen lød Nik & Jays stemmer:

Naturen er under pres, kloden har det varmt / Ironisk nok er det os selv, der går hen og bliver ramt / Se, data mangler vi ikk’/ Men ka’ vi se ud over egen næsetip? / Eller bli’r det først, /når sidste fisk er fanget, sidste mark er høstet / Når sidste skov er fjernet, sidste sø forgiftet?

Casus Clima, Den Grønne Studenterbevægelse, Green Forum, IMCC Earth, RHEA – Humanistisk klimaforening, SIMA og Studenterrådet er foreningerne, der sammen har indsamlet underskrifter for at stille fem krav til Københavns Universitets ledelse. Kravene lyder:

1. Undervisning i klima og bæredygtighed for alle studerende
2. CO2-neutral campus i 2025
3. Forskning for fremtiden med Sustainable Development Goals som rettesnor
4. Indførelse af rejsepolitik
5. Lukning af Center for Olie og Gas

LÆS OGSÅ: Nye klimakrav: Studerende vil have lukket forskningscenter

1.733 personer havde skrevet under, og de var repræsenteret på små stykker grønt papir, der var samlet i en smuk lysegrøn guirlande, som var endnu en gave, der blev givet til ledelsen.

Ledelsen var til stede i form af prorektor Bente Stallknecht, som to studerende, Katrine Kongsgaard, der sidder i Studenterrådets forretningsudvalg, og Anina La Cour Bohr, der er medstifter af CSS’s grønne forening SIMA, holdt tale for.

»Vi overrækker dig i dag alle de underskrifter, vi har samlet ind, på vores krav til jer i ledelsen på Københavns Universitet. Fordi verden står over for et gigantisk problem, og KU har et ansvar for at gøre alt, hvad vi kan for at være med til at løse det,« sagde de.

Derefter opremsede de de fem krav og gav Bente Stallknecht bogen Klimakrisens rødder af Anders Holst Bodin samt føromtalte palme, der nu var tungt beklædt med demonstranternes klimabekymringer.

Talen sluttede med en trussel og en bøn:

»I kan arbejde med os eller mod os. Men I kan ikke få os til at gå væk. Kære Bente. Verdens problemer løser ikke sig selv. Vi håber, I vil være med til at løse dem med os.«

Bente Stallknecht svarede, at ledelsen gerne vil samarbejde med de studerende om at blive grønnere, og tog imod de mange gaver, inden hun stillede op til fællesfoto – også det billede, hvor alle skulle hoppe. Hun kom dog ikke nærmere ind på de fem konkrete krav.

Tempo - »Der er sket rigtig mange ryk, og den generelle stemning i befolkningen har givet os enormt meget medvind i forhold til at have noget at sige over for ledelsen. Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at det tempo, det foregår i, ikke stemmer overens med den udfordring, vi har,« siger Nikolaj Kornbech, der læser statskundskab.
Undervisning - »Jeg læser på et campus, hvor uddannelserne burde beskæftige sig med, hvordan vi omstiller os til en fremtid, der er helt vildt usikker, og det er ikke noget, vi får undervisning i. Det burde man prioritere højere med mere forskning og mere undervisning i den her nye verden,« siger Annesophie Grøndahl, der læser naturressourcer.

Seneste