558 forskeres forslag til et grønnere universitet kritiseres for at begrænse forskningsfriheden

Cecilie Glerup er ikke sen til at sammenligne sig med de unge mennesker, der skolestrejker for klimaet. Hun bevæbner sig måske ikke med bannere og slagord, men hun siger, at hun kan genkende deres frustration, når de hævder, at de bliver undervist i en fremtid, der er ved at forsvinde – eller i hvert fald er ved at forandre sig markant.

Glerup sidder ikke på skolebænken, hun underviser, men følelsen af, at vægten ligger det forkerte sted, er den samme, siger hun.

Når hun ser på indholdet af fagene på Copenhagen Business School, hvor hun er ekstern lektor ved siden af sit arbejde på Medicinsk Museion, oplever hun, at meget drejer sig om, hvordan underviserne gør de studerende klar til arbejdsmarkedet og sikrer, at de får job.

Det er der som sådan ikke noget galt i, siger hun. »Men jeg kan godt sidde med den der følelse: Jamen, måske skulle vi tænke på, at vi producerer studerende, der dels ikke er egnet til at håndtere klimaforandringer og andre grønne kriser, dels arbejder vi ud fra en tankegang, som er med til at forstærke de her kriser.«

Det har fået hende til at skrive et allerede meget omtalt debatindlæg i Politiken sammen med to kolleger, hvor hun argumenterer for, at klima og bæredygtighed bør fylde mere på universiteterne. I forskningen, i undervisningen og i driften. Indlægget, der er underskrevet af i alt 558 forskere, slår på tromme for, at de formålsparagraffer, der står i universitetsloven, bliver grønnere.

Læs også: Vi spurgte en forfatter, en ung og en, der er død: Hvad skal vi med universiteterne?

I dag lyder det, at »universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet«. Fremover vil de 558 forskere have, at der skal stå noget andet:

»Klima- og biodiversitetskriserne skal indgå i de videregående uddannelsesinstitutioners formålsparagraffer som centrale problemstillinger, uddannelserne har pligt til at adressere med afsæt i deres vidt forskellige fagligheder,« skriver forskerne i indlægget.

Kritik fra forskere

Siden indlægget udkom i søndags, har det modtaget en del kritik, blandt andet fra Liberal Alliances uddannelses- og forskningsordfører, Henrik Dahl, der kritiserer debattørerne for at ville gøre indhug i universiteternes frihed.

Jamen, måske skulle vi tænke på, at vi producerer studerende, der dels ikke er egnet til at håndtere klimaforandringer

Cecilie Glerup, ekstern lektor, CBS, og akademisk medarbejder, Medicinsk Museion

»At skrive flere retningslinjer fra statsmagten til forskersamfundet ind i universiteternes formålsparagraffer med videre, er kort sagt det sidste, vi har brug for,« skrev han i et modsvar til forskerne, ligeledes i Politiken.

Også flere forskere har kritiseret forslaget, fordi de ser det som et oplæg til en mere central styring af universitetet. Cecilie Glerup siger, at nogle af medunderskriverne har givet udtryk for en lignende skepsis.

Hun afviser dog, at hun ønsker politisk indblanding i fagene og beder samtidig kritikerne huske på, at universitetet i forvejen ikke er frit. At der allerede eksisterer en politisk ramme, der sætter retningen for undervisningen og forskningen på universitetet.

Det er netop det, hun mener, de nuværende formålsparagraffer har bidraget til.

»Jeg tror ikke, der er mange på universiteterne, der har en følelse af, at konkurrenceudsættelsen eller ideen om ’tanke til faktura’ er særligt frigørende. Det er noget, der tvinger os til at gøre tingene på en bestemt måde,« siger hun.

Derfor mener hun ikke, at forslaget om grønne formålsparagraffer er et indgreb i forskningsfriheden, det er snarere et bud på, hvordan man kan justere en ramme, der allerede eksisterer.

Samtidig siger hun, at der er forskel på at formulere en formålsparagraf og så sige, hvad universiteterne og fagene skal stille op med den.

Når hun kritiserer de nuværende paragraffer, er det ikke, fordi vækst er nævnt i universitetsloven, det er, fordi, siger hun, at formuleringen har resulteret i øget målstyring, konkurrenceudsættelse, dimensionering af uddannelserne, krav om andele af ekstern finansiering og krav til virksomhedssamarbejder.

At det er de konkrete instrumenter snarere end formålsparagraffen i sig selv, der er problemet.

»Det skal ikke være sådan, at man lige pludselig får et krav om, at grøn omstilling skal ind i alt det, man kaster ind i et fag. Egentlig vil jeg gerne lade det konkrete indhold være op til dem, der skal undervise og planlægge de enkelte fag,« siger Cecilie Glerup.

Hun siger, at hun er kritisk over for Socialdemokratiets forslag om at pumpe én milliard kroner ind i den grønne forskning, fordi partiet vil snuppe en del af beløbet fra Danmarks Frie Forskningsfond.

»Min vildeste drøm er, at den her ide om grøn omstilling kan gå hånd i hånd med øget selvstyre. Så man ligesom sagde: Vi sætter den her ramme, og så lægger vi det ud til universiteterne og de enkelte discipliner og lader det være op til dem, hvordan det her skal gøres. Vi stoler på, at professionerne faktisk har nogle visioner for det her.«

Væk med de politiske dagsordener

Så kan man spørge: Hvorfor skal rammen overhovedet være der? Hvis det nuværende fokus på vækst modarbejder den grønne omstilling og låser forskerne, er løsningen så ikke bare at give forskerne friheden tilbage i stedet for at diktere nye formål fra toppen?

Hvis vi alle sammen skal rette blikket mod det samme udefra definerede forskningsområde, så bliver vi til en sektorforskningsinstitution, og så opgiver vi den specialisering, som hele universitetet bygger på

Jes Fabricius Møller, lektor i Historie

Det mener Jes Fabricius Møller, historielektor på SAXO-instituttet og en af de forskere, der har kritiseret debatindlægget.

»Hvis man først begynder at åbne ønskesedlen, så er der også nogle, der synes, det er meget vigtigt at bekæmpe malaria og reducere antallet af trafikuheld. Jeg synes sådan set ikke, at universitetet savner politiske ønsker lige nu, for vi er i forvejen ved at reagere på en lang, lang række politiske dagsordener,« siger han.

»Hvis vi alle sammen skal rette blikket mod det samme udefra definerede forskningsområde, så bliver vi til en sektorforskningsinstitution, og så opgiver vi den specialisering, som hele universitetet bygger på.«

Han siger, at forskerne af egen drift tager fat i samfundets udfordringer, som de melder sig. For eksempel bliver de nye studerende på Historie i år undervist i den antropocæne tidsalder, hvor menneskets påvirkning af Jorden bliver sat under kritisk lup.

Jes Fabricius Møller siger, at debatten er vanskelig, fordi universitetet er en dyr institution, der ikke kan løsrive sig fra det omgivende samfund, men »det er vigtigt at holde fast i, at hovedforpligtelsen er at forske og undervise, og at forskningen er fri.«

»Hvor generelle formuleringerne end er, så er de jo til syvende og sidst et udtryk for en politisk prioritering. Jeg synes jo heller ikke, at universitetet skal være forpligtet til at fremme vækst i samfundet – eller velfærd for den sags skyld. Det er ikke, fordi jeg ikke går ind for det, men jeg synes ikke, det er universitets opgave at drive en politisk defineret dagsorden.«

Cecilie Glerup siger, at tanken om et helt frit universitet er »dejlig«, men afviser, at det er et realistisk scenarie at fjerne de politiske ønsker helt.

»Det er et vilkår, vi ikke kommer uden om, at vores chef er Uddannelses- og Forskningsministeriet, og vi bliver finansieret af skattekroner. Så det er fair nok, at vi skal prøve at være relevante for samfundet. Det kan man så gøre på forskellige måder,« siger hun.

»Jeg synes, det er fint, at der er nogen retningslinjer som demokrati og grøn omstilling, men man skal lade være med at målstyre fagene stramt.«

Grøn økonomi?

Hun vil ikke tale på vegne af sine medunderskrivere, men for egen regning siger hun, at formuleringen om vækst skal helt ud af formålsparagraffen, fordi den, som hun ser det, kan være svær at forene med arbejdet for bæredygtighed og grøn omstilling.

»Der er nogle konflikter, der irriterer mig,« siger hun.

Så du kunne godt forestille dig, at man tager vækst helt ud af formålsparagraffen og erstatter den med grøn omstilling, så man gør det samme som nu, bare med et andet fokus?

»Ja, det vil jeg personligt nok godt vove pelsen at sige, men jeg vil ikke tale på vegne af mine medunderskrivere.«

Det er vel også et politisk valg: Dansk Industri har for eksempel lige udgivet en klimaplan, der er finansieret gennem øget økonomisk vækst. De vil nok sige, at den modsætning, du opstiller mellem grøn omstilling og vækst, er falsk?

»Jeg tror heller ikke, at modsætningen altid er der, men jeg tror, vi skal passe på, at vi ikke laver et universitet, hvor vi siger, at det, vi leder efter, er grønne løsninger, der oveni skaber vækst og beskæftigelse. Det ville jeg synes var en alt for snæver opgave for universiteterne, og det ville producere noget meget ensrettet forskning.«

At skrive flere retningslinjer fra statsmagten til forskersamfundet ind i universiteternes formålsparagraffer med videre, er kort sagt det sidste, vi har brug for.

Henrik Dahl, uddannelses- og forskningsordfører, Liberal Alliance

Økonomifaget er i de seneste måneder blevet heftigt diskuteret, fordi kritikere mener, at forskningen og undervisningen for ensidigt beskæftiger sig med en vækstorienteret mainstreamøkonomi – og for eksempel forsømmer at tage højde for klima, miljø og naturlige ressourcer.

Cecilie Glerup nævner, at flere økonomer allerede beskæftiger sig med den grønne omstilling, for eksempel på Københavns Universitet, hvor Peter Birch Sørensen forsker i det grønne BNP.

»Jeg ved ikke, om de skulle prioritere det yderligere. Vi har jo ikke sagt noget om, at Økonomi skal lægges fuldstændig om. Det ved jeg ikke, om det skulle. Der må jo også godt foregå kritisk klimaforskning, selv om formålsparagraffen bliver ændret, ligesom der foregår en masse vækstkritisk forskning på universiteterne nu. Det har folk stadig lov til at gøre,« siger Cecilie Glerup og tilføjer, at hun mener, grøn omstilling og bæredygtighed er en bredere ramme end vækst.

Hun og medforfatterne prøver ikke at omkalfatre universiteterne, siger hun. Det handler snarere om at skubbe uddannelserne i en lidt grønnere retning, der svarer på de udfordringer, samfundet står over for.

»Dengang vækst og beskæftigelse blev skrevet ind i formålsparagrafferne, var det jo ikke sådan, at alle ændrede deres forskningsområder. Det har måske lige taget fokus nogle millimeter i en anden retning for rigtig mange. Der var nogle, det var lettere for, for eksempel økonomer, for det var i forvejen deres genstandsfelt, og så var der nogle, det var sværere for, for eksempel på humanistiske uddannelser. Sådan vil det være igen.«