Syv råd, der kan gøre dig til en bedre forskningsformidler

Forskningsformidling. Mange forskere vil gerne lave mere af det, nogle frygter det, andre har bare ikke tid til det.

Forskere diskuterer ivrigt inden for universitetets mure, men det er langt fra alle, der deler deres viden uden for murene.

Barriererne er åbenlyse: De har for travlt, de er bange for befolkningens reaktioner, de får for lidt ud af det. Resultatet er, at den offentlige samtale går glip af viden, der kunne have løftet den.

Sådan lød analysen på et debatmøde mandag 7. februar, hvor en række prominente forskere, journalister og kommunikatører mødtes hos Videnskabernes Selskab for at diskutere udfordringen: Hvordan kan vi få en bedre forskningskommunikation i Danmark?

Blandt deltagerne var professor i epidemiologi Lone Simonsen, sundhedsdebattør Morten Elsøe og prorektor på DTU, Rasmus Larsen.

Sammen talte de sig frem til en række konkrete råd i løbet af arrangementet. Her er et udpluk:

Søg dialogen

Engang var Morten Elsøe glad for at blive kaldt »en evidenskriger«. Det er han ikke længere.

Elsøe, der er selvstændig formidler og sundhedsdebattør, fik prædikatet, fordi han gik i rette med fejlagtige udsagn om kost og sundhed i ophedede internetdebatter. Han så sig selv som videnskabens vagthund, der glammede af madmyter og konspirationsteorier.

Men han erfarede, at det ikke førte nogen vegne. Han overbeviste ikke dem, han diskuterede med. Som han sagde på debatmødet: »Folk er sjældent begejstrede for at høre, at de tager fejl.«

Så i stedet begyndte han at lytte og forsøgte at forstå, hvorfor de forkerte opfattelser overhovedet opstår. Han smed huggerten og bevæbnede sig med ydmyghed.

Han havde et simpelt råd: Start med at lytte. Og søg dialogen.

»Jeg gør alt, hvad jeg kan for ikke at fremstå som den forstokkede forsker,« sagde han.

Vis processen

Folk har det med at sætte lighedstegn mellem videnskab og sandhed, sagde flere af debattørerne. Det giver et til tider forskruet billede af forskere, som forkyndere af Det Eneste Rigtige.

I virkeligheden er videnskab en langt mere kaotisk proces, en evig søgen efter den bedst opnåelige version af sandheden.

Måske ville det gavne den offentlige debat, hvis flere borgere indså det?

Morten Elsøe argumenterede for, at man i højere grad bør flytte fokus fra resultater til metoder, når man formidler sin forskning. Og Lone Simonsen erklærede sig enig:

»Det ville være godt at kommunikere processen og vise, at vi er mennesker,« sagde hun.

Lyder det kedeligt? Det er det ikke, sagde Morten Busch, videnskabsredaktør for sciencenews.dk – Novo Nordisk Fondens eget medie.

»Min oplevelse er, at der er enormt meget fascinationsværdi i at formidle processen«

Prioriter formidlingen

Tid. Tid. Tid.

Der var ét svar, der gik igen, da deltagerne på debatmødet blev bedt om at pege på barrierer for forskningskommunikationen: De har simpelthen ikke tid til det.

Og finder de tiden til det, er det ofte på bekostning af deres forskning.

Lone Simonsen, også kendt som Corona-Lone, beskrev, at hun har formidlet viden om pandemien i sin fritid. På et tidspunkt talte hun med journalister 10 til 14 timer om dagen uden at få noget for det, og i en periode måtte hun forske på nedsat tid.

Det er altså ikke kun forskerne selv, der skal afsætte tid til formidlingen. Det er også universiteterne, der skal give dem bedre rammer.

Nogle fremhævede behovet for incitamenter: At forskere skal have penge eller point for at kommunikere deres forskning til offentligheden.

Hold dig til videnskaben

Lone Simonsen lærte det på den hårde måde:

Hun fortalte, at op mod 35.000 danskere ville være døde, hvis regeringen ikke havde indført skrappe restriktioner i marts 2020.

Det udløste en storm af forargede reaktioner, hun blev beskyldt for at tale magthavernes sag, og det plagede forskeren så dybt, at hun ikke kunne falde i søvn om natten.

Hvad lærte hun så? Hold dig til videnskaben og undgå udtalelser, der kan opfattes som politiske.

»Det er jeg blevet bedre til,« sagde hun med et smil.

Kend konteksten

Der var få, hvis overhovedet nogen, der turde at definere forskningskommunikation i en enkelt sætning på debatmødet. Nogle var endda uenige om, hvad vi skal bruge den til.

Men noget var de fleste enige om: Det er svært at kommunikere forskning. Det er komplekst. Og det er altid afhængigt af konteksten.

Særligt det sidste var en pointe, der blev rejst flere gange: Det er helt afgørende for kommunikationen, om den foregår i videnskabelige cirkler, over for journalister eller på TikTok. Tonen, formen, det hele skal afstemmes derefter.

Så en tommelfingerregel: Spørg dig selv, hvordan du bedst kommunikerer til den her person på den her platform.

Fat mod

Mudderkast, hån, filterbobler.

Det kan være ubehageligt at møde offentligheden på sociale medier. Det ved alle, der har brugt en halv eftermiddag på Facebook eller Twitter.

Og mange forskere frygter at komme til skade på internettets slagmark, lød det flere gange på debatmødet.

»Man kan blive udsat for hadske kommentarer. Det kan være dybt ubehageligt,« sagde Rasmus Larsen, prorektor på DTU.

Man må indstille sig på, at det er en anden arena, man træder ind på, fortsatte han. En arena, hvor ikke kun videnskabelige argumenter, men også følelser kommer i spil.

Han gav et eksempel: Hvis en forsker argumenterer for, at det er fornuftigt at opstille en vindmøllepark et bestemt sted i Danmark, vil en lokal borger ofte råbe »ikke i min baghave!«

»Det kræver meget at tage skridtet ind i debatten, og det vil vi gerne hjælpe med som universitet,« sagde Rasmus Larsen uden at uddybe præcis hvordan.

Grib momentum

Videnskaben har sejret under corona. Forskere arbejdede i døgndrift og frembragte de vacciner, der nu har trukket Danmark ud af restriktionernes jerngreb, to år efter pandemiens indtog.

Hele befolkningen har fulgt med i de seneste videnskabelige landvindinger, de har hørt om fase 1- og 2- og 3-studier, og de har lært navne som Lone Simonsen, Jens Lundgren og Allan Randrup at kende i bedste sendetid.

Sagt på en anden måde: Videnskaben har momentum. Og det skal udnyttes til at få langt mere af den ud til folket.

»Nu har man set, hvad man kan bruge videnskaben til. Grib det!« sagde Morten Busch fra sciencenews.dk.