Talentmassen har vel også en egen vilje

Det er ikke fordi, jeg skal blande mig i de diskussioner, som Bente Rosenbeck og Hans Bonde – ifølge førstnævnte – fører om kvindernes rolle i akademia hvert femte år. Men jeg synes alligevel, der er en enkelt pointe, som fortjener at blive taget med i regnskabet. Nemlig, hvad kvinderne selv vil.

LÆS OGSÅ: Det er ikke radikal feminisme at ønske alle talenter i spil

Jeg er med på, at vi kvinder har været underrepræsenteret i akademia op gennem historien. Men der er dog også sket ganske betragtelige fremskridt, må man huske, blandt andet takket være det meritokratiske system, som det moderne samfund har udviklet igennem de sidste par hundrede år. Et system, der, i og med det gyldne humanistiske begreb om naturretten, i princippet stiller alle mennesker lige i udgangspunktet. Så er det fuldkommen rigtigt, at vi er flere, der ind imellem kunne ønske, det var gået hurtigere med diverse fremskridt, blandt andet når det handler om ligestilling. Alligevel er det også nok værd at pointere, at der ikke findes nogen samfundsmodel, nogen samfundsstruktur, om man vil, i denne verden, der har formået at skabe så meget ligestilling, som netop den moderne har.

Noget helt andet er så, hvad vi mennesker, kvinder som mænd, selv vælger. Igen, jeg er med på, at det meritokratiske system fordrer, at der gøres alt for at fjerne de forhindringer og barrierer – af såvel kulturel som materiel beskaffenhed – som måtte forhindre os i at forfølge de drømme, vi har. Uanset om det er at blive mesterbager eller professor. Det vil sige, at alt må gøres for, at ingen nogensinde risikerer at blive diskrimineret eller på forhånd bortdømt på grund af deres køn, hudfarve, seksualitet eller andet. Vel vidende, at det er et projekt, vi nok kommer til at arbejde på herfra og til dommedag.

Det jeg ikke er med på, Bente Rosenbeck, er, at det ikke – når alle de nævnte faktorer er opfyldt – er op til os selv suverænt at vælge, hvad vi vil med vores liv. Du siger, at samfundet ikke kan tillade sig at spilde så megen talentmasse. Nu er vi jo ikke bare, heller ikke som kvinder, en ’masse’ – talent eller ej. Vi er samtidig netop mennesker, individer, med hver vores vilje, og hver vores ret til at vælge den bane i livet, vi ønsker. Ellers kommer det til i for høj grad at ligne noget, vi kender fra den gamle østblok. Hvor mennesker som bekendt ikke blev betragtet som individer i deres egen ret, men kun som dele af en anonym kollektiv masse, som den herskende elite – dengang sovjetkommunismens partitop – kunne skalte og valte med efter forgodtbefindende. Med et horribelt menneskesyn til følge, der skadede kvinder såvel som mænd – for ikke at sige alle.

Bente Rosenbeck og jeg er faktisk begge, synes jeg, lykkelige eksempler på, hvor langt vi er kommet på disse breddegrader med at opfylde Oplysningstidens naturretsideal. Sådan at det ikke kun er et funklende ideal, men også en realitet, der er til at tage at føle på.

Jeg var selv til stede, da hun holdt sin flotte og medrivende tiltrædelsesforelæsning som professor i 2010 på vores fælles institut. Den handlede ikke mindst om hendes egen historie som mønsterbryder i en familie, hvor de tidligere generationer af kvinder slet ikke havde haft de muligheder, Bente Rosenbeck selv havde.

Jeg kunne med det samme nikke genkendende til historien. For jeg er også selv mønsterbryder, ikke bare den første kvindelige akademiker, men den første akademiker i en familie, hvor – når jeg kigger tilbage – både min mormor og mor og moster – ja, og farfar, far og farbror for den sags skyld – måske kunne have haft nogle af de samme ambitioner som jeg. Uden dog at have mulighed for at realisere dem. Fordi der på det tidspunkt ikke var sket de fremskridt, der er idag.

Forskning er –  som elitesport – ikke for alle

Der er andre i min familie – og sikkert også i Rosenbecks – som har valgt nogle andre livsveje. Og respekt for det. For så fantastisk det end er at være akademiker og universitetsansat med mulighed for at forske og undervise nogle af de kvikkeste hoveder blandt ungdommen, så er det også et benhamrende hårdt arbejde. Skal man nå til tops i dette system, sker det ikke uden afsavn. Sådan er det bare.

Det bemærkede den danske stjerneforsker Lene Hau også, da hun som den første i verden lykkedes med at stoppe lysets hastighed. Det svarer lidt til elitesport, til at køre Tour de France. Hvis man vil op på toppen af Alpe d’Huez, så kræver det blod, sved og tårer. Man kan da godt forsøge at lade som noget andet, men det ændrer ikke ved det faktum. I modsat fald er det ikke Alpe d’Huez, man når op på, men en lille bakkekam. Hvilket kan være fint nok. Det er bare stadig ikke Alpe d’Huez. (Og ja, der skal da bestemt nok være nogle mænd, der tror, de har nået toppen af det berømte cykelbjerg, og i virkeligheden er det Valby Bakke, de er kommet op på).

LÆS OGSÅ: Punkeren der blev dr.phil. (men stadig lever, som da hun var på dagpenge)

Lige meget hvad et samfund gør for dets individer, og hvordan det er indrettet, ændrer det ikke ved, at livet er og bliver en svær størrelse at tumle med for os alle sammen. Det bedste et samfund – i mine øjne – kan gøre, er at fjerne så mange sten på vejen som muligt for, at det ikke skal være medfødte egenskaber som køn, hudfarve, seksualitet eller andet, der er afgørende for, om vi får lov at udleve vores livsdrømme – med alle de torne og knaster og bump og hurdler, det nu indebærer.

Det er netop dét, vores meritokratiske system har formået at gøre. Som Bente Rosenbeck også selv bemærkede, da hun i sin tiltrædelsesforelæsning brugte et billede, jeg aldrig har glemt, fordi det på en utrolig smuk og præcis måde indfangede det, som jeg selv prøver at sige her med lidt mere banale og trivielle ord. Fremskridtet er, sagde hun, lidt lige som den magiske trappe i Tivoli. Hvor man går og går, mens trinene synes at forsvinde under én, så man ingen vegne kommer. Alligevel går det umiskendeligt fremad og op. Og pludselig står man på toppen.

Sådan et samfund vil jeg gerne leve i. Et samfund, der betragter mig som et individ med egen værdi og egen vilje. Et individ i sin egen ret, simpelthen. Ikke som anonym del af en eller anden masse. Som samfundet kan skalte og valte rundt med, som det vil med henvisning til økonomi eller andet. Et sådant samfund opfatter jeg ikke som humant, men som totalitært, ja, som barbarisk simpelthen.

Men det heldige er: sådan et samfund lever jeg i. Jeg lever i et, der i kraft af nogle humanistiske og oplysningsmæssige idealer har formået at skabe fremskridt. Som gør, at jeg som menneske har fået lov til selv at bestemme over mit eget liv. Som gør, at jeg på en eller anden måde har formået at bestige den magiske trappe. Det er jeg faktisk dybt taknemmelig over. Og det samfund vil jeg gerne være med til at passe på og give videre til de næste generationer. Med alle de særegne, skæve, vidunderlige, selvstændige og egenmægtige individer, de rummer.