Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Tidligere censor om manglende specialeforsvar: »Det er ikke kun de studerende, der er forundrede«

Der er mange grunde til at være forundret over de manglende bachelor- og specialeforsvar, skriver Leif Jeberg, der har mere end 30 års erfaring som censor.

Den 24. marts dumpede en nyhedsmail fra Uniavisen med overskriften ”Giv alle studerende ret til mundtligt specialeforsvar” ind i min mailboks. I et debatindlæg udtaler de to studerende Malte Sauerland-Paulsen og Anders Mortensen, at det virker ”besynderligt, at den første og sidste opgave af forskningsmæssig karakter på universitet, ikke får lov at blive forsvaret af dem, som har skrevet den.”

Deres bekymring ramte mig lige i hjertekulen – og jeg måtte reagere og støtte op, for de to studerende peger på en problemstilling, jeg også genkender fra min side af eksamensbordet.

Antiklimakset

Et speciale er kronen på værket efter et langt studieliv. Det er et lille forskningsprojekt, som repræsenterer en arbejdsindsats på et halvt studieår (30 ETCS). Men hvilket halve studieår? Et koncentreret tidsforløb fyldt med glæde og frustrationer. Glæde når man endelig finder emnet og ser lyset i den videnskabsteoretiske tilgang, som kan give en 1000 watt i øjnene af begejstring. Frustrationer over at miste overblikket over de komplekse sammenhænge, der skal bindes sammen, mens afleveringstidspunktet ubønhørligt kommer nærmere og nærmere.

Endelig følelsen af stolthed og lettelse over at aflevere resultatet. Og så antiklimakset. Ventetiden til bedømmelsen foreligger. Frustrationen over at have brugt et halvt år af sit liv på et projekt fuld af udfordringer, at være nået i mål – men afskåret fra muligheden for at kunne forsvare sit arbejde, sine resultater, og muligheden for at komme i dialog med faglige ligemænd. Ligemænd? Ja, lige netop. Den studerendes viden om den helt konkrete problemstilling rangerer typisk fuldt på højde med vejleders og censors. På enkeltområder er den studerende måske bedre vidende!

Som censor ved universiteterne gennem mere end 30 år har jeg et indgående kendskab til og forståelse for de studerendes studiesituation. Ikke mindst den problemstilling, som Malte Sauerland-Paulsen og Anders Mortensen så fremragende adresserer. Deres synspunkter støtter jeg fuldt op om. Skiftende regeringer har gennem de seneste 20 – 30 år udsultet universiteterne og forringet studievilkårene, kulminerende med den seneste universitetsreform.

I 2015 besluttede jeg mig for at stille mine mangeårige erfaringer som censor til rådighed for studerende, som har ondt i deres bachelorprojekter og specialer. Jeg skabte OpgaveCoachen. Dermed skiftede min rolle pludselig fra det samfundsmæssige perspektiv til den studerendes perspektiv. Det var lidt af en øjenåbner. Fra at være fokuseret på det faglige, blev jeg nu konfronteret med de studerendes mange personlige udfordringer. Fx den enlige mor med aktive børn og et arbejde ved siden af sit studie, den sygdomsramte, der forsøger at komme tilbage til sit projekt efter længere tids fravær. Forhold, som censor er afskåret fra at lade indgå i evalueringen af den studerendes præstation, men som jo er konteksten for det hele menneskes evne til alligevel at levere et færdigt skriftligt produkt, som det så virkelighedsfjernt hedder i det kolde akademiske sprog.

Konkrete kritikpunkter

Det er ud fra det erfaringsgrundlag, at jeg har flere konkrete kritikpunkter, som jeg mener er på spil ved så vigtig en eksamen uden forsvar.

For det første gives der ved en eksamen kun én karakter, som er sammensat af bedømmelse af det skriftlig produkt og det mundtlige forsvar. Der eksisterer altså ingen særskilte karakter for det skriftlige produkt eller det mundtlige forsvar. Det er imidlertid ganske almindeligt, at jeg som censor oplever, at den studerendes forsvar har hævet den samlede karakter med mindst en karakter i forhold til bedømmelsen af det skriftlige produkt. En studerende stilles derfor i en ringere situation ved en eksamen uden mulighed for et forsvar end ved en eksamen med muligheden for et forsvar.

For det andet giver forsvar den studerende mulighed for at bruge tiden fra aflevering til eksamenstidspunktet til at forberede sit forsvar. Det kan for eksempel ske ved, at den studerende anlægger andre perspektiver på sit problemfelt, diskuterer konsekvensen af valg og fravalg af teorier med mere. Alt sammen forhold der ved det mundtlige forsvar stiller den studerende betydelig bedre end ved en eksamen uden forsvar.

For de tredje kan der ved en konfliktfyldt relation mellem vejleder og studerende være et rigtigt dårligt udgangspunkt for en uvildig bedømmelse af den studerendes bachelorprojekt eller speciale. Når den studerende har fået frataget muligheden for at forsvare sit projekt, vil det kun være vejleders synspunkter, der kommer til at indgå i karakterforhandlingen med censor. Vejleder skifter nu rolle fra at være “hjælper” til at være bedømmer, hvilket er en uheldig kombination set ud fra et retssikkerhedsperspektiv. Og uden et forsvar vil censor have mindre mulighed for med sit uvildige blik at bedømme den studerendes præstation. Når jeg tager i betragtning, at bedømmelsen af et bachelorprojekt og et speciale har en determinerende indflydelse på den studerendes fremtidige liv, vil jeg gå så vidt som at antyde, at fratagelse af den studerendes ret til et forsvar af sit projekt dermed bryder imod principperne bag de grundlæggende rettigheder, man har i et dansk retssamfund.

Alt i alt er der altså mange gode grunde til at være forundret over, at muligheden for et forsvar ikke er en selvfølge ved noget så stort og afgørende som et bachelor- eller specialeforsvar. En undren der også deles fra min side af eksamensbordet.

Annonce

Seneste