Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Tidligere ph.d.-studerende: »Udvælgelsen blandt unge forskere er uhensigtsmæssig«

Postdocmidler — Hjalte Bonde Meilvang parkerede forskerkarrieren, da han erkendte, at hans muligheder for at få en postdoc i Danmark var små. Han fortryder ikke beslutningen, men mener, systemet er skævt.

Hjalte Bonde Meilvang er ph.d. fra Institut for Statskundskab, nu fuldmægtig i Undervisningsministeriet. Fortalt til Rasmus Friis

Danmarks Frie Forskningsfond stoppede med at udbyde midler til individuelle postdoc-projekter, da jeg var i starten af min tid som ph.d.-studerende, og når jeg så samtidig var bundet til København af familiemæssige årsager, så virkede det, som om der var et relativt begrænset antal stillinger, jeg kunne byde ind på, hvor jeg selv kunne definere min forskningsdagsorden.

Jeg har en kone, hvis karriere tæller lige så meget som min, og hun arbejder ikke i en sektor, hvor det giver mening at søge job i udlandet. Hun ville have svært ved at få et job, der passer til hendes kvalifikationer.

Læs også: De frie postdocstipendier forsvinder fra Danmark

Så enten skulle jeg være med til at udvikle et projekt for en etableret forsker, der kunne søge en af de større bevillinger fra Den Frie Forskningsfond, uden garanti for at jeg selv ville få en postdoc, eller også skulle jeg søge en mere erhvervsrettet postdoc, for eksempel hos Innovationsfonden, hvor man i højere grad udvikler sit projekt sammen med ikke-akademiske interessenter. Det er noget andet end at lave den fri forskning, som de fleste af os, der startede på en ph.d., har været interesseret i.

At det overhovedet bliver en sag, at Carlsbergfondet har ændret en bevillingspraksis, viser jo, at de private fonde har fået for stort ansvar.

Hjalte Bonde Meilvang, tidligere ph.d.-studerende, Københavns Universitet

Der kan være vældig meget arbejde i at lave de strategiske alliancer, der skal til for at lande en erhvervspostdoc. Jeg oplevede personligt, at der var nok arbejde i at udvikle mit eget ph.d.-projekt og skrive det færdig, samtidig med at jeg havde en familie.

Det var stadig muligt at søge en individuel postdoc i Danmark hos Carlsbergfondet, da jeg blev færdig, så det kunne jeg godt have gjort. Men der sker nok det, at når man har en fornemmelse af, at man ikke har de rette alliancer, så begynder man at overveje nogle andre ting.

At det overhovedet bliver en sag, at Carlsbergfondet har ændret en bevillingspraksis, viser jo, at de private fonde har fået for stort ansvar. Det er jo universiteterne og offentlige forskningsmidler generelt, der bør sørge for, at næste generation af danske forskere kan få gang i karrieren, men man har eksporteret ansvaret. Så på sin vis kan jeg godt forstå, hvis Carlsbergfondet føler, det er uretfærdigt, at de er blevet gjort til syndebukke.

Jeg tænker, at det er godt nok, at flere begynder at fravælge forskervejen, når man har skruet så meget op for antallet af ph.d.’er. Det har samfundsmæssig værdi, at folk med forskningsmæssige kompetencer får job i andre brancher. Jeg er også glad for, at jeg har fået et job, hvor jeg stadig kan arbejde med det, jeg forsker i.

Men der er en uheldig selektion i, hvem der har mulighed for at fortsætte i forskningsverdenen. Jeg er tilfreds nok med mine egne grunde til at søge ud, men det er et problem, hvis du skal have forsket på prestigefyldte universiteter i udlandet for at få en adjunktstilling.

Det er okay, at der er særlige krav til forskere. Man skal være meget god og meget dedikeret, hvis man skal blive betalt af skatteyderne for at nørde sin hobby. Men det er et problem, at det er en klar fordel, hvis din partner bare kan flytte med dig til udlandet. Det synes jeg er uhensigtsmæssigt.

Læs også: Dansk ph.d.-studerende i Belgien: »Det er et problem, at udlandet er et krav og ikke en mulighed«

Seneste