Dansk ph.d.-studerende i Belgien: »Det er et problem, at udlandet er et krav og ikke en mulighed«

Simon Bager skriver sin ph.d. på det belgiske universitet Université catholique de Louvain, hvor han er ansat på instituttet Earth and Life, mens hans kone og barn har fast base i Danmark. Fortalt til Rasmus Friis

Jeg er ph.d.-studerende på et EU-program i Belgien, finansieret af Horizon 2020-midler, og her er det et krav, at man skal have mobilitet. Det havde været noget nemmere at blive i Danmark.

Min største udfordring er, at jeg både har en kone og en datter, der har stor interesse i at blive boende i Danmark, så det er allerede lidt udfordrende at få enderne til at mødes.

De ringere muligheder for at få en postdoc-stilling i Danmark har selvfølgelig sat nogle overvejelser i gang hos mig. Jeg har det dårligt over, at mine karrierevalg måske betyder, at min kone går på kompromis med egne karrieremuligheder.

Læs også: De frie postdocstipendier forsvinder fra Danmark

Vi forsøger at få det til at gå op, og i øjeblikket er min familie her i Belgien, men de kan ikke være her hele tiden. I det første år af min ph.d. pendlede jeg frem og tilbage mellem Belgien og Danmark, mens min kone fortsat arbejdede i Danmark.

De der gerne vil til udlandet skal selvfølgelig kunne komme det, men at gøre det til et rigidt krav, låser folk og fjerner måske også lysten til at forske hos nogen. Fordi det kræver for store ofre på den familiære front.

Det er jo direkte sørgeligt, hvis det er sådan, at folk, der gerne vil have børn, bliver tvunget ud af forskningsmiljøet.

Simon Bager, ph.d.-studerende, Université catholique de Louvain

Jeg synes på nogle måder, at internationaliseringen har taget overhånd, for du bliver ikke nødvendigvis en bedre forsker af at tilbringe seks måneder et bestemt sted. Jeg synes, at man burde fokusere på forskningskvalitet frem for forskningslokalitet. I dag er der så mange muligheder for at møde andre forskere og arbejde sammen med dem uden at sidde op og ned ad hinanden på daglig basis. Man kan sagtens tage over i en forskningsgruppe og skabe kontakt og så arbejde videre uden at sidde på kontoret lige ved siden af.

Jeg har ikke som sådan noget imod at tage ud, men det kræver, at der er mulighed for, at min kone kan få et job, og at vores barn kan blive passet. Det er lige pludselig en større logistisk operation at flytte en hel familie i stedet for kun at flytte sig selv. Jeg synes, det største problem er, at det er et krav og ikke en mulighed at tage til udlandet.

Det er jo direkte sørgeligt, hvis det er sådan, at folk, der gerne vil have børn, kan blive tvunget ud af forskningsmiljøet på grund af krav om udlandsophold. Og det kan gøre det endnu sværere for kvinder at komme frem i forskningsverdenen, hvilket jeg synes er enormt problematisk. Det bør der være større fokus på.

Det er bestemt en mulighed, at jeg fortsætter som forsker, hvis det ellers kan lade sig gøre, men jeg er ikke villig til at gå på kompromis med alting for at få det til at lykkes. Et job skal være spændende og givtigt, men det skal også kunne lade sig gøre i forhold til min familie og mine venner. Så jo, jeg kunne sagtens forestille mig at fortsætte, men ikke for enhver pris.

Læs også: Tidligere ph.d.-studerende: »Udvælgelsen blandt unge forskere er uhensigtsmæssig«