Tietgenkollegiet: »Det er lidt luksus af et kollegie at være«

Det er bare én ud af ti ansøgere, som får tilbudt en plads på Tietgenkollegiet.

Maria Aarup, der studerer antropologi og er en af kollegiets cirka 390 beboere, forstår godt populariteten. Hun har indtil videre været aktiv i kollegierådet, i Tietgenfestivalen og på fodboldholdet. Og i takt med at hun har engageret sig mere og mere, mener hun nu, at hun bor på Københavns bedste kollegium.

»At være så aktiv har taget sindssygt meget tid. Men det har også været superspændende. Det spreder sig bare som ringe i vandet, når man engagerer sig, og folk begynder at vide, hvem man er på en positiv måde. Jeg er superglad for, at det lige er her, jeg er landet.«

Ud over et hav af udvalg danner kollegiet også ramme om to musikrum, flere fælles terrasser, tre indendørs cykelrum, fitnessrum, læsesal, syrum og træværksted.

Sidste år modtog kollegiets indstillingsudvalg over 1.000 ansøgninger, og efter fire ansøgningsrunder kunne 111 studerende flytte ind i den cirkelformede bygning.

Peter Hybschmann, der studerer global development og har boet på kollegiet i tre et halvt år, fik afslag på sine to første ansøgninger. Først da han gennem et semester som fremlejer på kollegiet havde været aktiv i teknisk udvalg, i udvalget for udvekslingsstuderende og organiseret cykelværkstedet, kom han igennem nåleøjet med sin tredje ansøgning.

»Jeg er virkelig dårlig til at skrive ansøgninger og sælge mig selv. Og det er jo lidt paradoksalt, når man tænker på hvor meget, jeg har engageret mig i kollegiet efterfølgende.«

Peter Hybschmann blev senere forperson for kollegierådet.

Også Maria Aarup fik afslag på sin første ansøgning, før hun kom ind på sin anden. Men det sker også, at beboere må søge hele seks gange, før de lykkes.

Kvoter? Ja, men hvor mange?

Ansøgningsproces og kriterier for optagelse er også noget, der med jævne mellemrum diskuteres mellem kollegianerne og ejerne af kollegiet, Fonden Tietgenkollegiet.

Ifølge Maria Aarup, der har siddet i kollegierådets bestyrelse i to år, ønsker et flertal af beboerne en større diversitet på kollegiet.

»Der er et ønske fra beboerne om at åbne kollegiet mere og fjerne visse krav i udvælgelsesprocessen. Men det er fonden og ejerne, der skaber nogle barrierer. Jeg tror, at vi bliver mere og mere homogene på Tietgen, og det, synes jeg personligt, er superærgerligt. For jeg lærer megameget af at bo sammen med nogle, der læser noget andet end mig.«

Peter Hybschmann stemmer i:

»Jeg synes godt, man kan kritisere, at der er et karakterkrav på syv fra gymnasiet, som måske kan ramme skævt socialt eller økonomisk. Det er jo lidt som at søge ind på universitetet, og ens billedkunstkarakter eller idrætskarakter kan få indflydelse.«

I sidste ende er det dog ikke kollegianerne men fondsbestyrelsen, der kan ændre processen. Og selv om bestyrelsen også går op i, at der skal være plads til alle, kan Maria godt se, at det heller ikke er nemt at ændre processen:

»For hvad skal kriterierne være? Og hvor mange kvoter skal der være? Lige nu er der selvfølgelig en kønskvote, fordi man vil have lige mange mænd og kvinder. Men derfra og så til for eksempel at snakke om andre køn, kortere uddannelser og så videre, er der et stykke vej.«

Både Maria og Peter har et råd til folk, som gerne vil bo på kollegiet: bliv ved med at søge!

Prisvindende arkitektur til 4.000 kroner om måneden

I årene efter kollegiets opførsel i 2006 regnede det med internationalt anerkendte arkitekturpriser. Og det forstår man godt, når man står i miden af cirklen og kigger op mod køkkenerne, der hænger otte meter ud fra bygningen.

»Rammerne blæste mig bagover første gang, jeg var her,« siger Peter Hybschmann med begejstring i stemmen.

Han forelskede sig i kollegiet på en studietur med gymnasiet. »Det er en stor bygning, men alligevel kan man mærke, at den inviterer til fællesskab og socialt liv. Jeg tænkte, der skal jeg bo!«

Alle fællesrum vender ind mod cirklen, mens de private værelser peger ud mod omverdenen. Det gør, at man som beboer føler sig som en del af et større sted.

»Men det gør det også supernemt at stalke hinanden,« siger Maria Aarup grinende.

Maria Aarup og Peter Hybschmann kommer i tanke om den dramatiske aften i slutningen af januar, hvor alle 30 køkkener fulgte med, da de danske håndboldherrer vandt VM-guld.

»Der åbnede vi alle sammen vinduerne og råbte og klappede og hujede til hinanden. Folk begyndte at spille Volbeat over højtalerne. Og det kan man jo mene om, hvad man vi, men det var fedt, at der opstod den stemning,« fortæller Peter Hybschmann.

»Det er det samme om sommeren på terrasserne, hvor man sidder og kan råbe lidt ad hinanden. Jeg har en bror, som jeg råber ad engang i mellem, når han går nede i cirklen. Han bor på den modsatte side.«

Hvad råber I så til hinanden?

»Jeg prøver at forskrække ham. Eller også råber jeg, at han skal huske at ringe hjem.«

Begge kollegianere sætter pris på, at arkitekturen danner ramme om både små og store fællesskaber på tværs af kollegiet. Men prisbelønnet arkitektur gør ikke automatisk et kollegie til det bedste, mener Peter Hybschmann.

»Traditionerne har man ikke fra starten. Det er noget, der skal skabes og formes. Og det frivillige liv på kollegiet led et hårdt slag under corona, hvor flere traditioner og udvalg gik i dvale. Men jeg tror, vi har faciliteterne til at blive det bedste kollegie. Og festivalen, fodboldholdene og Tour de Tietgen har i den grad overlevet corona.«

Jägermeister og skumfest til morgenmad

VM-fejringer og altanhygge er ikke det eneste, kollegiet lægger rammer til.

En af årets største begivenheder er Tietgenfestivalen.

»Vores festival kan sindssygt meget,« siger Maria Aarup. »Vi går fra ikke rigtig at bruge arealet i midten af cirklen til, at det lige pludselig er en scene med 2.000 mennesker som publikum. Det er ret specielt at stå i midten og kigge op på både stjernehimlen og på lysshowet fra vinduerne.«

»Det er vildt, at vi som fællesskab får sådan en stor begivenhed op at stå, fordi alle giver en hånd med.« Festivalen afholdes på sjette år, og ifølge Peter Hybschmann er det Nordens største kollegiefestival.

En anden stor tradition er Tour de Tietgen, som er en stor tour de chambre for kollegiets 30 køkkener. »Vi starter klokken ni om morgenen med en let morgenmad og et shot Jägermeister med de ansatte i administrationen. Og så går man ellers rundt på køkkenerne fra tema til tema. De første lege er typisk mere detaljerede, fordi man kan lidt mere end til sidst, hvor folk er pissefulde,« siger Peter Hybschmann.

Maria Aarup mindes Tour de Tietgen 2021, hvor et køkken havde Narniatema.

»Det var bare godt. Først gik man igennem garderoben, hvor en masse jakker hang ned fra loftet. Derefter havde de gjort væggene hvide og tegnet grantræer. Til sidst kom man ind i deres køkken, hvor vi skulle overvære Aslan-ceremonien, som de havde lagt en voiceover ind over. De opførte scenen, hvor Aslan bliver dræbt, og bagefter var der bare dak  og skumfest klokken 10 om morgenen. Det var bare gennemført. Der er virkelig nogle kreative sjæle på Tietgen, når det kommer til temafester.«

Kollegianerne skal være ambitiøse

Lige så ambitiøse kollegianerne er med deres temafester, lige så ambitiøse forventes de at være med deres studier.

»Ejerne af kollegiet går op i, at folk kommer ind med nogle visioner. At kollegianerne vil påvirke verden på en eller anden måde. At de har ambitioner og kan være med til at skubbe, inspirere og hjælpe hinanden i hverdagen med studie, karriere og så videre. I de tre køkkener, hvor jeg har boet, har vi hjulpet hinanden med jobansøgninger, praktik, bacheloropgaver og specialer. Det er nok også derfor, der er krav om et karaktersnit på syv fra gymnasiet. Man kan selvfølgelig være engageret på mange måder, og der er et udvalg til enhver smag,« siger Peter Hybschmann.

Ambitionerne strækker sig også til kollegiets herrefodboldhold, der nærmest har tradition for at vinde kollegiemesterskabet og derfor har været til pandekager på Københavns Rådhus en del gange.

Tårevædede afskedsmiddage

På spørgsmålet om, hvad det bedste og værste ved kollegielivet er, svarer Peter Hybschmann:

»Det bedste er, at det er mit hjem. Jeg har en følelse af, at her er trygt og sikkert, og at vi hjælper hinanden og er der for hinanden. Det betyder utrolig meget. Det hårdeste har nok været de gange, jeg har flyttet internt. Der bliver grædt til de farvelmiddage. Også selv om man måske kun har boet med nogen i et halvt år og bare flytter hen på et andet køkken. Man kommer så tæt på hinanden.«

LÆS OM FLERE KOLLEGIER: Den store kollegieguide