Til kamp for de rød-hvide sange

Tre håndværkere med tre store fadøl og én stor maskine, som hælder øl ned under gulvet. Det er det første, jeg støder på. Klokken er 9 om morgenen.

Ikke vildt nemt at skulle øve sin politiske teaterkoncert i maskinlarm. Men det er betingelserne, når man skal øve på Lades Kælder. Det er en bar, og der skal øl til en bar. Sådan er dét. Det ved de også godt i Quasi teateret. De to, som er kommet.

»Vi kan bruge tiden på at finde ud af, hvad i den her kasse vi faktisk bruger.«

Instruktør, Marie, peger på en kasse med ting, som kan rasle og risle i rytme. Hvis man har rytme. Skuespiller og musikant, Olivia, spiller guitar fraværende – det er tidligt til teater. Rytmeæg, megafon, glitrende kostumer og Dannebrogflag titter op af en åben cellokasse.

De er alle rekvisitter i en forestilling, som gerne vil vriste den danske sangskat ud af nationalpolitikkens næve, så sangene kan synges stolt, uden at kvæles i den dårlige smag af et ekstremt lukket fællesskab. Den danske sang skal være inkluderende. Tårnhøje ambitioner i lave kælderlokaler.

I baggrunden griner mændene. Teater og bar under samme tag. Der lugter af gammel fest. Så ankommer skuespiller nummer to. Hun hedder også Marie, og hun er forpustet.

»Det var broen, der var oppe – total trafikprop.«

På scenen spiller Olivia en dunkel udgave af Vem kan segla förutan vind? på mørk, mørk cello. Marie tænder en smøg, og røgen breder sig.

»Fandt du den der jødeharpe eller hvad?«

Gammel musik i nye klæder

»Undskyld jeg kommer for sent!« sidste del af gruppen, Camilla, kommer trillende ind på sine rulleskøjter. Helt varm. Men hun har også hentet en guitar på Nørrebro på otte bittesmå hjul. Guitaren er elektronisk.

»Sejt! Så har vi rock!«

Lidt efter sidder de tre performere på scenen. Deres instruktør sidder på en stol foran dem med benene trukket op under sig.

»Skal vi ikke starte med Vi er røde, vi er hvide? Så kan I vise mig den koreografi, vi øvede i går «
Marie instruerer – »… og så fortsætter I over i det stykke med harmonika, I taler hen over – det med øllene!«

De indleder en trestemmig molversion af sangen. Med hviskende, sprøde pigestemmer. Musikant-Marie iklæder Olivia et stort Dannebroflag som slag. Indersiden er dækket af gyldne pailletter. Det ser flot ud. På en grim måde. Marie dirigerer dem rundt på scenen. De begynder at tale, mens Camilla spiller guitar og mundharmonika. Hælder store glas vand med is ned som erstatning for fadøl.

»I Danmark synger vi, når vi mødes,«

De taler om de danske sange. Om hvordan vi danskere ikke kan lade være med at bryde ud i sang, når vi er sammen.

»Og derfor – DERFOR – er vi danske,« afslutter de i kor og vender sig mod hinanden. Gys.

Sømandspotpourri

Så sætter de i gang med Den danske sang er en ung blond pige. På harmonika, guitar og cello. De har bøjet og drejet den, så den er blevet flot og dyster. De griner lidt, da teksten glipper.

»Vi kan ikke være kreative, før I kan teksterne, så dem må I hjem og øve på til torsdag,« siger instruktør Marie definitivt. »Så er det sømandspotpourri!«

Overgangen fra Susan Himmelblå volder problemer. Instruktøren roder sig i håret og smiler let. Olivia og Marie synger » … men jeg kan ikke spå!« Løfter skuldrene samtidig og slår ud med armene. Marie fortsætter »Åh, Susan,« mens Olivia tager plads ved celloen. De gør alt, de tre, for der er kun dem på scenen. Snakken er fokuseret mens de diskuterer fraseringer, retter tekst til, øver kor og prøvende slår instrumenterne an.

Anden overgang går glat. Camilla synger En sømand har sin enegang højt ind i en megafon, mens celloen bliver stadigt mere syret. Ifølge instruktøren er det ikke helt syret nok endnu. Videre over i Katinka, Katinka, som er blevet til en tango.

Camilla synger kælent »smæk vinduet i,« mens koret bønfalder Katinka om at lukke det op. »Gør stuen lidt pæn mens jeg tæller til 10 – jeg presser citronen så tit som jeg vi’,« crooner Camilla med sin dybeste stemme. Hendes instruktør griner frydefuldt. Pludselig slår de over i en drukvise med muntre tralala’er.

»Skå – åååå – ååååål!«

Pigerne improviserer en harmoni, hvor de tilføjes én efter én.

»Jah – det er vildt fedt!« Instruktøren er flad af grin. Når det er godt, er det virkelig godt.