Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Tre kvinder hædret som naturvidenskabelige stortalenter

Navne — Prisen 'For Women in Science' hædrer kvindelige forskningstalenter, der har gjort sig særligt bemærkede, og to af årets tre pristagere, Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen, Katrine Ter-Borch Gram Schjoldager er fra Københavns Universitet.

Tre af dansk forsknings største, kvindelige talenter inden for naturvidenskaben blev fejret  ved den årlige uddeling af ‘For Women in Science’-prisen den 4. december i Videnskabernes Selskab.

Jeg vil gerne være en rollemodel og fortælle unge kvinder, at det er værd at overveje en fremtid inden for forskningsverdenen

Adjunkt Katrine Ter-Borch Gram Schjoldager

Årets prismodtagere kommer fra meget forskellige forskningsområder, men de har det til fælles, at de har opnået flotte resultater i deres forholdsvis korte karriere.

Sukkerbiologi, nanostrukturer og havbund

Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen, Katrine Ter-Borch Gram Schjoldager og Sofia Ribeiro forsker i noget så forskelligt som sukkerbiologi, nanostrukturer og havbunden ud for Grønlands kyster.

For Women in Science

  • Prisen er indstiftet af L’Oréal i samarbejde med UNESCO.
  • Der uddeles priser til kvindelige forskertalenter i 115 lande, herunder Danmark.
  • De danske priser blev uddelt første gang i 2007 og uddeles i år for 10. gang.
  • Med æren følger et beløb på 110.000 kroner.

Adjunkt Kirsten Marie Ørnsbjerg Jensen fra Kemisk Institut dykker helt ned i den atomare struktur i en række avancerede materialer.

Adjunkt Katrine Ter-Borch Gram Schjoldager fra Institut for Cellulær og Molekylær Medicin fokuserer på blandt andet komplekse kulhydrater og proteiner i de menneskelige celler. Hun siger:

»Jeg blev meget overrasket og beæret over at få prisen. En af grundene til, at jeg i første omgang søgte ‘For Women in Science’-prisen, var, at prisen havde en målsætning om at sætte fokus på kvindelige rollemodeller, så flere kvinder vælger en karriere i forskning. Jeg vil gerne være en rollemodel og fortælle unge kvinder, at det er værd at overveje en fremtid inden for forskningsverdenen. Og at det kan lade sig gøre.«

Den sidste prismodtager, marinebiolog og klimaforsker Sofia Ribeiro fra GEUS finder sine resultater på havbunden omkring Grønland.

Stærke rollemodeller

»Vi håber, at vi med prisen kan være med til at sætte fokus på kvindelige forskere også i fremtiden. Alt tyder på, at der er brug for et større fokus på kvinderne, hvis vi skal gøre os håb om at have bare en form for ligestilling i toppen af dansk forskning. Så vi håber, at prismodtagerne kan være rollemodeller for fremtidens kvinder, der overvejer en karriere inden for de naturvidenskabelige fag,« siger Alexander Hay, administrerende direktør for L’Oréal Danmark.

Udover æren og muligheden for at inspirere andre kvinder til en karriere i forskning modtager de tre pristagere hver 110.000 kroner, som er øremærket til at indgå i deres forskning.

Seneste