Tryghed må ikke gå forud for ytringsfrihed

I kølvandet på hærværket mod Konservative Studerendes lokaler fandt jeg ud af, at jeg også havde fået revet en plakat ned. Den handlede om, at jeg gerne vil starte en studenterforening, som ironisk nok skal have til formål at udbrede kendskabet til og respekten for, hvad frihed er – for eksempel i form af fravær af politisk motiveret hærværk. Budskabet var muligvis lidt in your face-agtigt, men den skulle naturligvis ikke rives ned.

Derfor skrev jeg til ledelsen på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet for at spørge, hvad den har tænkt sig at gøre for at skabe bedre rammer for fri demokratisk politisk aktivisme på fakultetet. Det viste sig hurtigt, at ledestjernen i det arbejde er, at studiemiljøet skal være trygt, og at der skal være de videst mulige rammer for ytringsfrihed. Det var i hvert fald det første, der stod i det svar, dekanen sendte mig.

Videre indrømmede han, at ambitionen om et trygt studiemiljø med ytringsfrihed ikke altid efterleves, hvilket mildt sagt er en underdrivelse. Afslutningsvis bedyrede han, at der oven på hærværket efter campusdag har været drøftelser med ’dialogforum’ – hvad det så end er. Og at ledelsen og dette forum vil indkalde til en workshop i begyndelsen af næste semester, hvor normer og regler for, hvordan tryghed og ytringsfrihed kan sikres, skal drøftes.

Kan ikke tages seriøst

Det er jo sådan set fint nok, tænker man. Særligt, fordi ledelsen også har hjulpet Konservative Studerende med at lave en politianmeldelse af det hærværk, deres lokale blev udsat for. Problemet er bare, at ytringsfrihed ikke kan trives i et miljø, hvor det primære mål er, at folk skal være trygge. Rammerne for ytringsfriheden bliver netop kun »videst mulige«, fordi trygheden går forud for alt andet.

LÆS OGSÅ: Konservative Studerende udsat for hærværk

Det burde være omvendt, sådan at det primære mål var at sikre ytringsfriheden på universitetet – og at studiemiljøet dernæst skulle være så trygt som muligt. Ellers skaber man ikke et miljø, hvor forståelse og respekt for frihed trives. I stedet får man et miljø, hvor dekanen for SAMF er villig til at diskutere kønsopdeling til et arrangement med Hizb ut-Tahrir, som grundlæggende modvirker ytringsytringsfrihed. Det skete i kølvandet på et foredrag på HUM sidste år, hvor dekanen for SAMF efterfølgende blev ganske vævende i sin afvisning af kønsopdelte arrangementer og undlod at tage klar afstand fra det omtalte oplæg. Episoden afspejler det grundlæggende problem, nemlig at ledelsen ikke tør tage klar afstand fra krænkelser af ytringsfriheden – for tænk nu, hvis det kunne risikere at gøre ekstremister mindre trygge eller endda fremstå som en kritik af multikulturalisme.

Derfor kan ledelsens fine vendinger om ytringsfrihed heller ikke tages seriøst, før der lægges klar afstand til alle krænkelser af denne frihed. Kampen for ytringsfrihed er en ideologisk kamp, man kun kan tilslutte sig, hvis man også selv er ideologisk investeret i den. For eksempel gennem afstandtagen til kønsopdelte arrangementer med oplæg fra ekstremister på universitetets matrikel.

Lugter af en selvmodsigelse

Den rettesnor, man lige nu følger, forbyder sombreros til studenterfester, bandlyser landenavne i introugen og finder, at den passende reaktion på flere års problemer med politisk hærværk er en workshop med et arbitrært ’dialogforum’. Samtidig legitimeres ekstremisme gennem mangel på klar afstandtagen til kvindeundertrykkende arrangementer. På den måde skaber man et miljø, hvor politisk hærværk og respekt for frihed negligeres. Indtil jeg hører andre toner fra dekanen, mener jeg, at ledelsen er en del af problemet snarere end en del af løsningen.

LÆS OGSÅ: Tager KU afstand fra politisk motiveret hærværk eller ej?

Indtil jeg hører andre toner fra dekanen, mener jeg, at ledelsen er en del af problemet snarere end en del af løsningen.

For hvis man er villig til at forbyde en bestemt udklædning og micromanage studiers introforløb, hvorfor er det så egentlig overhovedet et problem, at der for eksempel bliver pillet nogle plakater ned? Det kan jo være, at de plakater gjorde nogen utrygge ved deres blotte tilstedeværelse eller de holdninger, de udtrykte – selv, hvis der intet ekstremistisk var i dem. I så fald kunne hærværket mod Konservative Studerende eller mod mine plakater vel være selvforskyldt? Sidstnævnte var som sagt lidt direkte i deres sprogbrug, og Konservative Studerende har jo en for nogle provokerende holdning om, at der kun er to køn. Og har de ikke også engang sagt noget om, at vores evindeligt hårde studieliv slet ikke er så hårdt?

Min kritik kan opsummeres ganske kort. På KU får vi ikke en fri demokratisk politisk kultur, før ledelsen lever op til egne ytringsfrihedsparoler og selv kaster sig ideologisk ind i kampen for at fremme en kultur præget af ytringsfrihed inden for demokratisk institutionelle rammer. Den kan begynde med klart at tage afstand fra kvindeundertrykkende arrangementer på KU. Og så kan den herefter melde ud, at den fremover vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at stille personer, der begår politisk hærværk, individuelt juridisk til ansvar for det.