Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Minister: Derfor ommøblerer vi kandidatuddannelserne

Interview — Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) mener, at det er et politisk ansvar at nytænke strukturen og indholdet på landets kandidatuddannelser, så de er tidssvarende. Også selv om mange af dem allerede fungerer godt.

Rettelse: I en tidligere udgave stod der, at regeringen ville forkorte op imod halvdelen af de nuværende toårige kandidatuddannelser. Det korrekte er, at regeringen vil forkorte op imod halvdelen af pladserne på de nuværende toårige kandidatuddannelser. 

Torsdag den 2. marts 2023 præsenterede SVM-regeringen sit nye reformudspil om kandidatuddannelser, hvor hovedpointerne blandt andet lød på at forkorte op mod halvdelen af de nuværende toårige kandidatuddannelsespladser, udvide erhvervskandidatordningen og skabe flere internationale studiepladser.

De nye kandidatuddannelser skal være på et og et kvart år, skal bestå af minimum 15 timers undervisning om ugen, og så de have et tydeligere sigte mod arbejdsmarkedet.

LÆS OGSÅ: Overblik: Her er hovedpunkterne i det nye kandidatudspil

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) er reformudspillet et samlet forsøg på skabe et mere fleksibelt uddannelsessystem og skabe bedre sammenhæng mellem uddannelse og erhvervsliv.

Men hvordan skaber kortere kandidater større fleksibilitet? Og hvorfor er universiteterne ikke blevet taget med på råd i udformningen af reformudspillet? Vi har spurgt forskningsministeren, som svarer her.

Hvordan skaber kortere kandidatuddannelser med mere bunden undervisning mere fleksibilitet i forhold til den enkeltes liv og behov?

»Det er ikke afkortningen eller de flere timer i sig selv, der skaber større fleksibilitet. Det, der skaber større fleksibilitet, er især, at hvis man tager den nye, kortere kandidatuddannelse på et og et kvart år, har man muligheden for at vende tilbage til universitetet bagefter, enten som fuldtidsstuderende eller på nogle nye moduler, som vi vil udforme i samarbejde med universiteterne – det kunne fx være et modul med fem eller ti ECTS i et forløb på  45 eller 60 ECTS.«

Der vil stadig være forskel på, hvad en HK’er er uddannet til, og hvad en akademiker er uddannet til, og måske bliver de sidste så mere specialiserede med vores nye model, end de er i forvejen.

Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (M)

Hvad mener I med, at der skal være et tydeligere arbejdsmarkedssigte – hvilke typer af arbejde vil de nye kandidatuddannelser rette sig mod?

»Det er alle af de typer af job, som mange akademikere udfylder i forvejen, og som konsekvens af, at langt flere i dag går på universitetet og tager en lang videregående uddannelse, har vi også et politisk ansvar for at ommøblere dem, så de godt og vel en fjerdedel af en ungdomsårgang, der går på universitetet – hvilket jo er en understregning af, at universiteterne er populære og meget succesfulde – også har en indholdsmæssig differentiering. Sådan at nogle har et sigte på at gå en klassisk undervisningsvej med henblik på at blive ph.d., forsker og underviser, og nogle har et mere tydeligt arbejdsmarkedssigte. Der er indholdsmæssig forskel på, om man vil det ene eller det andet, og det er det, der er sigtet. Præcis hvad det skal være for nogle fag, kan jeg ikke svare på. Det skal dem, som er tættere på det faglige indhold være med til at beslutte.«

HK frygter blandt andet, at de nye kandidater kan risikere at skubbe flere akademikere over i typiske HK-stillinger, en problematik de allerede oplever. Tror du, de kan have ret i den bekymring?

»Jeg tror ikke, der vil være et større overlap i de stillinger, end der er i forvejen. De nye kandidater ender jo qua deres specialisering på arbejdsmarkedet og vekselvirkningen mellem at studere og arbejde med- at blive specialiserede akademikere. Og det peger på, at det formentlig vil være mest relevant at lave de nye kandidatuddannelser på de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser. Det er i høj grad generalister, der kommer ud af de uddannelser, som kan mange forskellige ting, og så foregår der en specialisering bagefter. Og det er den vekselvirkning, vi gerne vil ind i og  involvere universiteterne i. Så der vil stadig være forskel på, hvad en HK’er er uddannet til, og hvad en akademiker er uddannet til, og måske bliver de sidste så mere specialiserede med vores nye model, end de er i forvejen.«

Initiativet kommer fra Christiansborg

Fra universiteterne har der jo blandt andet lydt en kritik af, at de ikke føler sig taget med på råd. Hvordan kan det være, at de ikke er blevet det?

»Jeg synes, at vi har talt med universiteterne. Det er rigtigt, at vi ikke har haft en formel inddragelsesproces, men derfor kan man jo godt tale sammen. Det lægger så op til en meget formaliseret proces, hvor universitetet får stor indflydelse på udformningen i det kandidatudvalg, som vi foreslår, der skal nedsættes. Og så vil det selvfølgelig også være sådan, at når vi har startet de politiske forhandlinger om det her udspil, bliver der en tæt dialog med universiteterne for at udforme den endelige politiske rammeaftale.«

Hvilken rolle har ideologi spillet i det her arbejde? Hvor kommer ønsket om reformen fra? 

Jeg mener ikke, at man som politiker skal sidde og vente på, at noget går skævt.

Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (M).

»Jeg synes ikke, man kan sige, at det som sådan er et ideologisk udspil. Mit ønske er for det første at sørge for, at det skal være så godt så muligt at være studerende, og at man i Danmark har de bedste rammer for også at have et godt studieliv, når man går på et dansk universitet. For det andet vil vi styrke koblingen til arbejdsmarkedet. Jeg synes ikke, det har noget specielt ideologisk andet end ønsket om, at Danmark er et videnssamfund, og det skal vi fortsætte med at være.«

Men hvor er det ønsket om, at der skal være en komplet omstrukturering af universitetsuddannelserne, som de er i dag, kommer fra? Er det erhvervslivet, universiteterne? Hvem har bedt om det?

»Det er et politisk affødt ønske, så initiativet kommer herfra. Og når man har ansvaret for hele uddannelsesområdet, som vi har, er det et løbende ansvar at sørge for at reformere og sørge for, at Danmark følger med tiden og de internationale forhold. Ønsket om et differentieret kandidatlandskab er ikke unikt for Danmark eller noget, vi har grebet ud af den blå luft. Det kender man flere andre steder i verden, og jeg tror måske Danmark er det land i verden, der har den mest standardiserede skabelon for kandidatforløb. Men det er rigtigt, at initiativet kommer herfra, og der lægger vi det ud til offentlig debat og politisk forhandling.«

Hvorfor starte med universiteterne?

Flere peger på, at I er startet det forkerte sted. Hvorfor forkorter I universitetsuddannelserne i stedet for at opgradere velfærdsuddannelserne?

»Jeg deler fuldstændig bekymringen for et lavt optag på velfærdsuddannelserne, og det skal vi også til. Når jeg har valgt at starte her, er det fordi reformen er stor og omfattende, og det kommer til at kræve en meget grundig forberedelse og implementering. Det tager tid, arbejdet skal gøres ordentligt. Og med det sigte, vi har om, at de første skal starte på de nye kandidatuddannelser i 2028, skal vi i gang med arbejdet nu.«

Men hvem er det, der mener, at universitetsuddannelserne, som de er i dag, ikke fungerer?

»Jeg ved heller ikke, om man kan sige, at universitetsuddannelserne ikke fungerer. Altså, der er jo mange virkelig gode uddannelser på universiteterne, der er mange studerende, der er glade for at gå der, og der er også mange i erhvervslivet, som er rigtig glade for de kandidater, der kommer ud af det. Men jeg mener ikke, at man som politiker skal sidde og vente på, at noget går skævt.

Der er jo en hel del studerende, der peger på, at koblingen til arbejdslivet er vanskelig, og det er ikke unikt for universiteterne. Den problematik findes også andre steder i uddannelsessystemet, men nu starter vi med universiteterne.«

Seneste