Universiteter lever ikke op til mål om Open Access: »Det er næppe realistisk«

Der skal være fri adgang for alle borgere, forskere og virksomheder til samtlige artikler fra danske forskningsinstitutioner i 2025. Sådan lyder visionen fra Styrelsen for Forskning og Uddannelses nationale strategi for det, der hedder Open Access.

Fordelene ved den frie adgang til dansk forskning er mange, ifølge revisionen af strategien fra 2018. Det vil skabe bedre mulighed for vidensdeling og forbedre forskningsmulighederne, specielt inden for tværfaglig forskning. Og så kan det potentielt skabe vækst, fordi virksomheder hurtigere og nemmere kan få adgang til den nyeste viden.

LÆS OGSÅ: De videnskabelige forlag høster enorme profitter på forskeres arbejde, og universiteterne betaler gildet

Men trods de mange fordele kan seks ud af otte universiteter ikke leve op til målsætningerne i den nationale strategi. På nuværende tidspunkt bør 72,5 procent af den danske forskning være frit tilgængelig, men gennemsnittet på tværs af universiteter og forskningsområder er 62,7 procent.

Ifølge afdelingsleder for Københavns universitetsbiblioteks forskerservice, Michael Svendsen, er det en fornem vision, men også en national problemstilling, som bliver svær at løse, hvis man virkelig ønsker at nå målet.

»Jeg tror, at vi kommer til at blive på det nuværende niveau. 100 procent Open Access er næppe realistisk, selvom både forskere og universitetsbibliotekerne gør sit til at nå så langt som muligt,« siger han

En national udfordring

Der er flere årsager til, at universiteterne hænger efter de nationale delmål, siger Michael Svendsen. Først og fremmest skyldes det, at man i strategien overvejende fokuserer på såkaldt parallelpublicering i universiteternes eget system (PURE) eller Grøn Open Access. Udfordringen er, at artikler kun tæller med i det danske Open Acces-regnskab, hvis de parallelpubliceres inden for 12 måneder. Fordi de videnskabelige forlag i flere tilfælde har embargo-perioder over 12 måneder, afhænger opfyldelsen af målet af de aftaler, der kan forhandles på plads med forlagene.

»Og der må man bare sige, at de embargo-perioder forlagene kræver, ikke har rykket sig i de seneste mange år,« siger han.

En anden udfordring ligger hos forskerne selv. Selvom forskerne i mange tilfælde har ret til at publicere en version af deres forskningsartikel i PURE inden for de 12 måneder, har de ikke en tidligere version, da artiklen allerede er udgivet. Forskerne er derfor ofte videre i deres travle hverdag, siger Michael Svendsen.

»Jeg har arbejdet med Open Access i mere end ti år og Grøn Open Access, men det er bare ikke noget, forskerne tænker over i deres dagligdag. De oplever flere og flere krav i deres arbejde, så det ligger ikke naturligt at skulle bruge tid på at finde gamle manuskripter frem, selv om universitetsbiblioteket rækker ud og tilbyder en service til at gøre dem tilgængelige,« siger Michael Svendsen.

Han håber, at man i 2023 vil revidere målsætningen og Open Access-strategien generelt, så den i højere grad afspejler udfordringerne og løfter nye muligheder for Open Access for både forskere, universiteter og fonde.

Konsortiets ansvar

I Danmark står Det Kgl. Biblioteks nationale licenskonsortium for at forhandle licensaftaler på plads med de videnskabelige forlag. Herunder de embargoperioder som i nogle tilfælde begrænser den danske Open Access-strategi.

Det gør de på vegne af samtlige videregående uddannelsesinstitutioner, hvilket forstærker konsortiet i en forhandlingssituation, siger afdelingsleder for Licensforvalting i Det Kgl. Bibliotek Lise Baltzer.

»En national aftale skal give alle, der er med i aftalen, nogle fordele, som de ikke ville kunne opnå på egen hånd. Det kan være alt fra rabatter til særlige vilkår og sikring af brugsrettigheder,« siger hun.

Hun mener dog ikke, at det udelukkende er konsortiets ansvar, at danske universiteter når målsætningen om 100 procent Open Access i 2025.

»Vi er selvfølgelig en vigtig partner i at opfylde den nationale strategi, og når vi forhandler med internationale forlag, forsøger vi at opnå de mest optimale vilkår for at møde dens mål.«

I 2020 landede konsortiet en aftale med det store internationale forlag Elsevier. Konsortiet beskrev dengang aftalen som en »banebrydende ny forlagsaftale.« Aftalen er unik, fordi den med en fast engangsbetaling giver fri adgang til 75 procent af Elseviers portefølje. Derudover er der ubegrænsede publiceringsmuligheder i størstedelen af deres tidsskrifter uden merbetaling.

»De internationale forlag har haft fingrene i bibliotekernes budgetter, lige så længe de har udgivet bøger og tidsskrifter. I en årrække har de taget sig nogle gevaldige prisstigninger på 10-15 procent, mens vores budgetter ændrede sig marginalt eller slet ikke. Det, der var banebrydende ved Elsevier-aftalen, var, at vi fik sat en prop i de prisstigninger. Når det ovenikøbet er en af de helt store aftaler, så batter det virkelig for Danmark,« siger Lise Baltzer.

Når konsortiet forhandler en stor aftale, handler det om mere end blot den nationale Open Access-strategi. Og det varierer også fra forlag til forlag, hvor stor muligheden er for at sænke embargo-perioderne.

Meget mere adgang

Danmarks Tekniske Universitet og IT Universitetet er de eneste to uddannelsesinstitutioner, som opfylder den nuværende målsætning, mens Syddansk Universitet blot er et procentpoint under delmålet.

Når Københavns Universitet ligger midt i feltet på 61,8 procent er det vigtigt at notere sig, hvor mange flere forskningsartikler universitetet producerer, siger Michael Svendsen. På ITU er alle artikler Open Access, men de har ’kun’ udgivet 66 artikler ifølge Uddannelses- og Forskningsstyrelsens database, oaindikator.dk.

»Det er klart, at når KU publicerer mere end 10.000 forskningsartikler om året inden for et hav af felter, bliver opgaven meget større og mere kompleks,« siger Michael Svendsen.

»Det kan være målsætningen bliver mulig på sigt, når forlagene har forandret deres forretningsmodel, så de i fremtiden udelukkende vil tjene penge på Open Access. Men så står vi i en situation, hvor det formentlig koster os lige så mange penge, som da artiklerne lå bag en betalingsmur. Til gengæld vil alle så kunne tilgå dem.«