Universitetets sprogkrav er udtryk for nationalistisk symbolpolitik

Siden 2021 har det været et krav, at nye forskere skal lære dansk, så de kan undervise på sproget efter tre til seks års ansættelse. Det betyder, at de akademikere, vi ansætter på Københavns Universitet, skal bruge en masse tid på at lære dansk i stedet for det, vi har ansat dem til: at undervise og at forske.

Uniavisen har netop skrevet om, hvor stor en byrde det kan være for forskere, der ikke taler dansk, at blive ansat ved KU og pludselig blive nødt at lære dansk på højt niveau i løbet af kort tid. De bliver reduceret til sproglige novicer, har ydmygende oplevelser og får dårligere evalueringer.

LÆS OGSÅ: »Man vil ikke fremstå som nogen, der sludrer med sproget«

Går glip af vigtige indsigter

KU har det privilegium at kunne ansætte knalddygtige forskere i verdensklasse. Det er en oplagt mulighed for at øge diversiteten i undervisningen og styrke de studerende, som kan blive præsenteret for undervisere med flere forskellige baggrunde. Det er en gave, vi går glip af, når vi flytter undervisere ned på skolebænken og væk fra de studerende i auditoriet.

Det er dog ikke kun undervisningen, der ville blive bedre, hvis vi gav udenlandske forskere mere tid til det akademiske arbejde. Også forskningen ville blive mere raffineret. Når forskellige forskere med forskellige baggrunde mødes, bliver forskningen nuanceret med indsigter, som en gruppe danske forskere med ens baggrund måske aldrig havde fået.

Organisationer med høj diversitet har beviselig tendens til at klare sig bedre økonomisk. Man må antage, at noget lignende gør sig gældende for akademiske præstationer.

I en tid, hvor universiteterne er under politisk såvel som økonomisk pres, må vi bruge ressourcerne der, hvor de gavner mest. Det vil sige dér, hvor de styrker universitetet, forbedrer undervisningen og raffinerer forskningen. Hvis ikke dét er universitets vigtigste opgave, ved jeg ikke, hvad den er.

Et mistænkeligt politisk skift

Selvfølgelig er et dansk universitet også nødt til at imødekomme, at mange studerende har svært ved at modtage undervisning på engelsk i begyndelsen af studiet. Her giver det måske mening at undervise nye studerende på dansk, indtil de er blevet mere trygge ved at begå sig på akademisk engelsk.

Men det er ikke et argument for, at samtlige undervisere skal kunne undervise på dansk. Der er masser af forskere, der ikke underviser førsteårsstuderende, men som for eksempel kun underviser på kandidatniveau eller i valgfag. Hvorfor skal de alle ligge under for de samme rigide sprogkrav?

Det er mange gevinster at hente ved ét enkelt, simpelt greb.

Som det også fremgår af den førnævnte artikel, skiftede det politiske fokus i 2010’erne, og der udviklede sig en stemning af, at dansk ikke måtte tabe status på universiteterne. I 2008 var det bærende princip i KU’s sprogpolitik parallelsproglighed mellem dansk og engelsk – men siden da er der sket et politisk skift.

Og det er et skift, som man fristes til at tro, er et resultat af Dansk Folkepartis parlamentariske fremgang i Folketinget i samme periode. Sprogpolitikken er nemlig også udtryk for en nationalistisk symbolpolitik, der ekskluderer udenlandske forskere og skader det internationale forskningsmiljø på KU.

Genindfør parallelsprogligheden

Så kære ledelse, skulle vi ikke se på sprogpolitikken én gang til? Lad os genindføre parallelsprogligheden mellem dansk og engelsk fra 2008. Så kan vi imødekomme studerende, der stadig lige skal vænne sig til akademisk engelsk, ved eventuelt at beholde det danske sprogkrav for de undervisere, der skal have førsteårsstuderende.

Men for alle de andre kan vi højne diversiteten ved at genindføre en inkluderende sprogpolitik, der tager vare på vores udenlandske forskere. Lad os forbedre undervisningen, raffinere forskningen, og profilere os bedre internationalt. Det er mange gevinster at hente ved ét enkelt, simpelt greb.

LÆS LEDELSENS SVAR: Vi har faktisk en ganske international sprogpolitik på KU