Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Opråb — Kære medstuderende: Hvorfor inspireres andre af os, når vi ikke kan inspirere os selv? Lad os sammen udforske europæisk identitet og Europas fremtid.
Rustaveli Avenue. Hovedfærdselsåren i Tbilisi, Georgiens hovedstad. Tusindvis af demonstranter går på gaden, prydet med EU- og Georgiske flag i protest mod det, der af nogen kaldes for en pro-russisk lov. Demonstranterne frygter, at det vil rive dem længere væk fra deres drømme om at blive en del af et europæisk fællesskab.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Ned ad samme gade drøner pludseligt motorcykler, store kværne med EU-flag flagrende efter sig. Om aftenen slutter de 20.000 georgiske demonstranter af med i fælles flok at synge Europahymnen.
For en gruppe danske studerende på studietur virker en sådan forherligelse og tilkendegivelse af europæiske symboler og sange malplaceret og fremmed. I Georgien hænger der EU-flag overalt, i København skal man ud på noget af en skattejagt for at finde blot et enkelt eksemplar.
De europæiske folk, der lever på kanterne af EU afsøger krogene af deres historiske fortællinger for at finde ud af, hvor de passer ind i den europæiske fortælling. For dem er der noget ved Europa, der fascinerer. Der er noget ved Europa, der inspirerer. Nok til at man hamrer en flagstang ned i bagen på sin motorcykel for at vise sin støtte.
Hvad sker der herhjemme? Hvorfor gik glansen af Europa? Europa er for mange blevet synonym med EU og kedelige bureaukratiske kontorer. Sådan behøver det ikke hænge sammen, for Europa er og kan være meget mere end det.
LÆS OGSÅ: KU slår rekord: Fem forskere hiver prestigefulde EU-bevillinger hjem
Der er ikke et entydigt svar på, hvad Europa er. For nogle er det et værdifællesskab, for andre er det en fælles kulturel referenceramme inden for kunst, musik, for andre igen en fælles historie, på godt og ondt – krig, samarbejde, udnyttelse og dertilhørende selvransagelse. Det er noget, man mærker, når man bevæger sig ud i Europa. Vi er, om vi vil det eller ej, forbundne.
Vi, borgere i Europas smørhul synes at have glemt vigtigheden af, hvad vi kan opnå, hvis vi ser på Europa i fugleperspektiv. Den fælles forbundethed skal være noget, vi er stolte af og interesserer os for.
Den fælles forbundethed skal være noget, vi er stolte af og interesserer os for
Mens hele verden er steget på højhastighedstoget mod fremtiden, står Europa på perronen. Hvor man i Indien bliver mere og mere stolte over indiske produkter og bedrifter og USA, omend splittet, økonomisk buldrer derudad, står vi i Europa i en regulær identitetskrise om, hvorvidt vi bør gå fremtiden i møde sammen eller hver for sig.
Derfor bør vi som studerende engagere os i at diskutere og undersøge kritisk, hvad der binder os sammen på tværs af Europa. Hvad end så bindelimen er historisk, kulturelt eller politisk.
I European Horizons, KU’s europæiske tænketank, arbejder vi lige netop med det for øje. Vi søger ikke at udbrede en bestemt politisk overbevisning. Om man er for EU eller rygende uenig, beder vi vores medstuderende om at kigge op og forstå, at uden interesse for Europas fremtid, bliver Europa glemt i en verden, hvor størrelse er alfa og omega.
LÆS OGSÅ: Hvorfor er der brug for et studentermagasin om EU? Chefredaktøren har tre bud
Når det så er sagt, betyder det ikke, at vi skal være eurocentriske. Vi skal ikke glemme resten af verden. Vi skal blot interessere os for og diskutere, hvad der gør os unikke – hvad vi kan bidrage med i en verden, der lige nu kører fra os.
For Europa skal have en plads i fremtidens verden.