Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

»Vi er en del af NATO. Skal vi til at sige nej til at samarbejde med vores samarbejdspartnere?«

Kan man sikre kritisk international forskning samtidig med at man samarbejder med NATO? Nyt samarbejde mellem NBI og forsvarsalliancen har mødt kritik fra nogle af instituttets ansatte. Ledelsen afviser.

De var kritiske. Og kritikken var rettet mod deres egen ledelse. Alligevel er det ikke en vred leder af Niels Bohr Institutet (NBI), som Uniavisen taler med. Faktisk langtfra.

»Jeg ser deres kritik som en understregning af, at der er plads til forskere med forskellige holdninger. Det lever vi af. Det er vores dna,« siger institutleder Jan W. Thomsen, og uddyber med direkte henvisning til de udenlandske forskeres bekymring for fremtidige ansættelser efter at have luftet deres kritik:

»Vi er ikke en bananrepublik. Vi er et universitet, hvor der er fokus på kritisk tænkning. Jeg ansætter ikke folk, fordi de skal være enige med mig. Det er vigtigt for mig at sige.«

Og uenige er de unge forskere fra NBI, som Uniavisen talte med i sidste uge. Årsagen er et kommende NATO-samarbejde om et kvanteforskningscenter, og bekymringerne går på, om nogle udenlandske forskerkolleger i fremtiden vil få svært ved at få arbejde på NBI på grund af deres nationalitet. Kritikerne frygter, at et samarbejde med NATO kan føre til større lukkethed omkring forskningsresultater, og måske ligefrem kompromittere den fri forskning. Og så er de utilfredse med den proces, der har været op til offentliggørelsen af samarbejdet.

Ikke ligefrem kritik der kan arkiveres i småtingsafdelingen.

LÆS OGSÅ: »Det har ikke noget med krudt og kugler at gøre«

»Vi har gjort fuldstændig som vi plejer«

Kritikken af processen op til offentliggørelsen af samarbejdet ligner imidlertid den proces, der er omkring alle instituttets samarbejder og ansøgninger, siger Jan W. Thomsen om ansøgningen til NATO-centret, der har fundet sted i regi af flere forskellige ministerier.

»Ved sådan en proces er det ikke kutyme at inddrage hverken ph.d.’er, postdocs eller andet personale. Tværtimod er det en konkret vurdering den forsker, som er hovedansvarlig i ansøgningen, foretager. Inddragelsen har sine naturlige begrænsninger som ved alle ansøgningsprocesser. Vi har gjort fuldstændig, som vi plejer.«

Pengene til den allerede eksisterende forskning på NBI kommer fra mange forskellige kanter. Fx Augustinusfonden, der henter sin formue fra tobaksindustrien. EU’s Forsvarsfond. Og DARPA.

»De to sidstnævnte er fonde med et meget klart militært mål,« som Jan W. Thomsen siger.

»Midlerne til NATO-centret er lige nu af national karakter. Tidligere har forskere haft svært ved at gennemskue, hvem der betalte deres løn. Den snak har vi haft i forbindelse med vores møder om NATO-centret. Og ville det egentlig ikke være meget rart at vide, hvem der betaler ens løn,« spørger Jan W. Thomsen retorisk, og tilføjer, at det er noget, som ledelsen er åben for.

Forskningsfrihed kontra forretningshemmeligheder

En anden og helt nødvendig snak er om, hvor åben forskning skal være.

»Vi forskere vil gerne dele resultater med hinanden. Samtidig vil vi også gerne lave patenter til samfundet. Det er et af de helt store dilemmaer i forskningsverdenen lige nu. Ikke bare i Vesten, men i hele verden. Det er en samtale, vi slet ikke er færdige med. Men det er ikke en samtale, vi skal have på grund af NATO-samarbejdet.«

Til Uniavisen sagde ph.d.-studerende Vasiliki Angelopoulou, en af de fem kritiske fysikere, at hun frygtede for forskningsfriheden med NATO-samarbejdet:

»Vi har nogle vigtige værdier om fri forskning på Niels Bohr Institutet, som jeg frygter, kan blive truet, hvis vi ikke er bedre forberedt,« lød det med henvisning til det kommende samarbejde.

»Vi har aldrig set antydningen af, at nogen har haft et ønske om at trække forskningsfriheden væk fra os. Men forretningshemmeligheder, dem er der,« siger institutlederen og henviser til universitetsloven. Han føler sig sikker på forskningsfriheden og balancen i de samarbejder, der venter forude som konsekvens af NATO-centret, hvor instituttet skal forske i samarbejde med virksomheder.

»Balancen mellem forskningsfrihed og forretningshemmeligheder har vi fundet, når vi har samarbejdet med fx Microsoft og en masse andre. Det er vi gode til. Det bliver vi også i denne sammenhæng.«

Vi er jo en del af NATO!

Både kritikerne og institutlederen refererer til dialogmøder, og Jan W. Thomsen fortæller også, at han har holdt møder 1:1 med kritikerne.

Som modpol nævner han, at flere af de fastansatte forskere ser store muligheder i samarbejdet omkring NATO-centret – både økonomisk og som attraktiv til at tiltrække de bedste folk fra verden. Og at han langt fra er den eneste, som har svært ved at se det problematiske i samarbejdet.

»Vi er en del af NATO. Skal vi til at sige nej til at samarbejde med vores samarbejdspartnere?«

På ét punkt er der ingen plads til nuancer i institutlederens svar til kritikerne:

»Der er ingen udefra, der kan bestemme, hvem vi kan eller ikke kan ansætte. Den vurdering kan udelukkende komme fra dekan og institutleder. Alt andet vil være brud på dansk lov,« siger Jan W. Thomsen, og slutter, hvor han startede med at berolige de fem kritikere.

»Vi går altid efter at ansætte de bedste, og på Københavns Universitet er der plads til uenighed.«

Annonce

Seneste