Willerslevs gamle lort

Hvis det var mennesker, der slog istidens megadyr ihjel, så siger det en del om vores forfædres økologiske forståelse, fortæller Eske Willerslev.

»Næste gang, der sidder en regnskovsindianer på fjernsynet og siger, ‘vi lever i pagt med naturen, sådan som vores forfædre altid har gjort,’ så skal I sige …« Han sprutter foragteligt ad fortidens mennesker og stikker dem en fingergestus, der nok også var fornærmende under forrige istid.

»Derimod hvis det var klimaforandringer, så går vi jo en ret usikker tid i møde,« fortsætter han, og publikum forstår, at Willerslev ikke er ude efter regnskovsindianeren eller hans forfædre. »Så viser det jo faktisk, at klimatiske ændringer har enorm indflydelse på uddøen af arter.«

Vi er til semester-kickoff 8. februar, hvor rektorat, alumeforening og Studenterråd, i pagt med traditionen, har disket op med en forelæsning fra en stor kanon. Sådan en er Eske Willerslev: stjerneforsker og professor i biologi ved Københavns Universitet. Hans Center for Geogenetik beskæftiger et halvt hundrede mennesker, og millionerne er strømmet ind fra de store forskningsfonde og fra KU’s stjerneprogram. Man har også fået resultater for pengene.

Blitzkrieg afblæst

Willerslevs sensationelle forskning kaster lys over de store pattedyrsskrumler, der moslede rundt på urtidens mere eller mindre frosne stepper.

Selv speedfortæller professoren i dagligsprog med mammutskindstyk proletardialekt. Det er vældig god formidling, men informationsmængden er overvældende, og forelæsningen lader sig strengt taget ikke referere. Vi tager dog lige et par prøver.

Når Eske Willerslev, for eksempel, med fundet af en overraskende ung mammut kan dokumentere, at mammutter og steppebisoner ikke forsvandt så hastigt og totalt, som man har troet, punkterer han den såkaldte blitzkrieg-hypotese, der lægger ansvaret massivt over på vores forfædre, som ikke – hed det – kunne administrere datidens teknologiske jagtmuligheder på en bæredygtig måde.

Beviserne har Willerslevs forskergruppe fundet ved at analysere dna udvundet fra fossiler, hår, ben, og koprolitter, altså forstende lorte. Især det sidste er en guldgrube, når det gælder dna-spor fra fortiden, og et større forskningsmæssigt gennembrud.

Et gram jord siger alt

Fortidens genmateriale har tidligere været vanskeligt at finde for forskere, fordi dna bliver nedbrudt, og fordi fossiler er sjældne. Willerslev har endnu ikke selv kunnet støve en sabelkat op, fortæller han.

Men til gengæld opdagede Eske Willerslev, at dna-spor kan findes i selve jorden, vi jokker rundt på. Plantespor og dyreafføring eksisterer overalt, og en sukkerknald-stor klump jord afslører, hvem, der gik på den, hvornår, og hvad vedkommende spiste.

Han udviklede sin metode som ph.d.-studerende sammen med makkeren Anders Hansen, og resultaterne har efterfølgende ryddet teoritavlen i en række videnskabelige miljøer.

Analyserne afslører, for nu at tage af Willerslevs hastigt opregnede eksempelliste, at grisen, vores industrielt opstaldede ven, har været heldig eller uheldig nok til at være blevet tæmmet af mennesker utallige gange i historien, flere forskellige steder uafhængigt af hinanden. Det troede man ikke tidligere.

Nå jo, og mammutter. Som altid bliver portrætteret med en nydelig rødbrun pels – de havde adskillige farver.

Og neandertalmennesket (blondt hår) kunne sandsynligvis tale, nøjagtig som os.

Klimaforskerne har også fået noget at rive i. Eske Willerslevs forskning viser, at selv om havstanden steg voldsomt under klodens seneste varmeperiode, så smeltede al isen på Grønland ikke. Så noget af vandet kom andetssteds fra. Det er ikke ukontroversielt.

Kig på lortene!

»What should I do, professor Willerslev,« spurgte en spansk udvekslingsstuderende, der manglede beskæftigelse under sit tre måneder lange studieophold hos Willerslev for et par år siden.

Eske Willerslev havde halvandet år forinden modtaget indtørret menneskeafføring af ukendt datering fra en amerikansk arkæolog, Dennis Jenkins, som havde foretaget udgravninger i Oregon. Ingen havde endnu haft tid til at undersøge prøverne nærmere.

»Kig på lortene,« lød svaret derfor til den spanske studerende. Pay dirt. Fire af menneskelortene var omkring 1.000 år ældre end tidligere kendte eksemplarer i Nordamerika, og opdagelsen tilbageviste derfor en række hidtil gangbare teorier om indvandringen til Amerika. De første indvandrere til Nordamerika er med al sandsynlighed forfædre til indianerne, USA’s første nation.

Den slags oplysninger kan være svære at sluge for folk, der mener noget andet, også 14.000 år efter begivenhederne. »Folk var ude som gribbe for at smadre den her historie,« siger han. »Man sender hit men ud for at få lukket den slags,« griner han til salen.

Polakkerne vender hjem

Eske Willerslevs forskning i menneskets vandringer viser også, at de første mennesker i Skandinavien sandsynligvis kom fra Østeuropa, men senere blev fjernet af skandinavernes seneste forfædre.

»Det bør man så måske tænke lidt over, når man siger nej til alle de her polakker i Danmark. De kommer sådan set bare hjem, ikke?«

Cliffhanger

Men foredraget slutter utidigt. Eske Willerslev sagtner taletempoet, mens han overvejer, om han tør afsløre sine seneste, sensationelle resultater. Det er noget med Clovis-kulturen i Nordamerika; kranierne ligner ikke rigtig dem, man ser på indianske skeletter, men hvad viser dna-undersøgelserne …?

»Er der journalister til stede?« spørger han så.

Det er der. »Nå, ved I hvad, så får I ikke afslutningen på foredraget,« siger Willerslev.

Universitetsavisen lover at tie stille, indtil den nye forskning skal afsløres. Og Eske Willerslev kan få sine citater til gennemsyn, men det hjælper ikke. Han tør ikke stole på os. Han taler videre om ufarlige ting. Og publikum ærgrer sig.

Sorry.

chz@adm.ku.dk
peri@adm.ku.dk