Videnskabernes Selskab – fra lukket loge til uafhængigt talerør

I mere end et århundrede har en karakteristisk, sandfarvet bygning i hjertet af København huset et af Danmarks mest traditionsrige selskaber. Bag de tunge døre på H.C. Andersens Boulevard – bygget af Carlsbergfondet i 1899 – mødes forskere for at drøfte alt fra matematiske modeller til klimakrise og kunsthistorie.

På væggene hænger portrætter og relieffer af mænd, der formede dansk videnskab: Niels Bohr, H.C. Ørsted, Tycho Brahe. De repræsenterer en tid, hvor videnskaben blev båret frem af få, privilegerede og stærke (mands)stemmer.

Men for selskabets præsident siden 2024, Susanne Ditlevsen, er det afgørende at minde om, at videnskab aldrig kun har været et spørgsmål om individuelle åndsgenier.

Videnskab er – og har altid været – et fælles projekt, der udvikler sig gennem samtaler, tvivl og kritik. Og netop at holde fast i videnskabens kollektive væsen, er i dag en af Videnskabernes Selskabs vigtigste opgaver.

»At udgive for lyset«. Det var et af de grundlæggende formål for Christian VI i 1743, da han gav selskabet sin kongelige protektion kort efter stiftelsen. Siden har den formulering været et kompas, der stadig fungerer som pejlemærke: at samle viden for at sende den videre ud i verden.

Når man i dag spørger Susanne Ditlevsen, hvordan den tanke skal forstås i en moderne sammenhæng, svarer hun uden tøven:

»Det vigtigste er ikke, at folk kender Videnskabernes Selskab – men at de forstår, hvad videnskab er.«

Hævet over særinteresser

Susanne Ditlevsen er ikke hvem som helst i dansk forskning. Som professor i statistik på Københavns Universitet har hun gennem en længere årrække arbejdet særligt med klimamodeller. Og hun er bevidst om, at hendes stemme bærer ekstra vægt, når hun nu også står i spidsen for landets ældste videnskabelige akademi.

For hende handler opgaven først og fremmest om at markere selskabets uafhængighed. Det skal ikke være bundet af særinteresser, men fungere som et sted, hvor den samlede forskning kan komme til orde.

»Vi flyver oven over universiteter og fagforeninger. Vi kan tillade os at arbejde for videnskaben som helhed,« siger Susanne Ditlevsen, som gerne dvæler ved uafhængigheden:

Hvor universiteterne også indbyrdes kæmper om midler og prestige, kan Videnskabernes Selskab hævde sig som uafhængigt talerør.

Og den rolle er ikke ny. Allerede fra begyndelsen tog selskabet på sig at løse opgaver, der rakte ud over den enkelte forskers eller institutions interesser. Det stod bag de første trigonometriske landmålinger, som resulterede i de ældste detaljerede danmarkskort.

I mere end hundrede år samlede selskabet ord til en national ordbog, og gennem prisopgaver med guld- og sølvmedaljer satte det skub i løsninger på tidernes konkrete problemer – fra kvægpest til luftforurening.

I dag er ambitionen en anden, men logikken er den samme: at samle forskningen på tværs af discipliner, institutioner og generationer og sætte den i spil for hele samfundet.

Forskningsfrihed i krydspres

Uafhængigheden er dog ikke kun en organisatorisk finesse. Ifølge Susanne Ditlevsen er den selve forudsætningen for, at Videnskabernes Selskab kan sige tingene, som de er. Og præsidenten ser det behov som akut.

I dag er forskningsfriheden ikke en selvfølge. Forskere risikerer at blive politisk stemplet, når deres resultater ikke passer ind i en bestemt dagsorden.

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at politikere udpeger forskere som ‘ukorrekte’. Kritik skal være videnskabelig – ikke politisk,« siger hun og nævner Trumps angreb på amerikanske universiteter som et skræmmebillede.

Den amerikanske præsident har blandt andet åbenlyst nedgjort klimaforskere, skåret i forskningsmidler inden for bestemte emner og forsøgt at bøje viden efter politiske behov.

»Det er en katastrofe, når det sker. Og vi ser også lignende tendenser komme tættere på os,« siger Susanne Ditlevsen.

Også i Danmark er presset øget, siger hun. Ikke nødvendigvis i form af direkte censur, men i de stigende krav om nytte, impact og hurtige resultater, som gennemsyrer forskningspolitikken.

Projekter skal ifølge Susanne Ditlevsen i dag oftere retfærdiggøres med en klar businessplan, før de overhovedet får midler. Men videnskab er sjældent lineær, minder hun om. Den er fuld af omveje, blindgyder og uforudsete gennembrud.

Derfor, siger hun, er det afgørende at have en institution, der er hævet over universiteternes interne konkurrence og de politiske dagsordener.

»Vi kan tillade os at minde om, at forskningens natur er langsigtet og uforudsigelig. Og at det netop er dér, dens styrke ligger,« siger hun.

Grundforskningens nødvendighed

Når Susanne Ditlevsen taler om forskningens uafhængighed, betoner hun grundforskningen. Det er der, hun ser det største pres – og den største fare, hvis balancen tipper, så politikere og fonde styrer for meget.

»Grundforskning er nysgerrighedsdrevet. Man ved aldrig, hvor den fører hen, men uden den dør innovationen ud,« siger hun.

Hun nævner eksempler, der for de fleste virker selvfølgelige i dag, men som begyndte i det små: rna-forskning, der blev grundlaget for covid-19-vaccinerne. Talteori, som længe forekom teoretisk og abstrakt, men som i dag er uundværlig for kryptering og cybersikkerhed. Og kunstig intelligens, der for få år siden var en akademisk niche, som nu er en global industri.

For Susanne Ditlevsen er det selve essensen: De mest banebrydende opdagelser kan ikke planlægges politisk.

»Vi skal passe på med missionsdrevne programmer, hvor man siger, nu skal I løse dette problem. Selvfølgelig skal forskningen tage ansvar, men når vi udforsker nye områder, hvor vi ikke engang kender de spørgsmål, vi vil undersøge, ved vi jo endnu ikke, hvilke opdagelser vi er på vej imod. De største gennembrud opstår, når vi stiller spørgsmål, vi ikke kender svaret på,« siger hun.

En vigtig stemme

Når Videnskabernes Selskab blander sig i den forskningspolitiske debat, er det ikke med slagord eller kampagner. Det sker i form af rapporter, hvidbøger og møder på Slotsholmen. Her forsøger selskabet at få forskningsfrihed og langsigtede investeringer til at veje lige så tungt som dagsaktuelle politiske behov.

LÆS OGSÅ: Ny rapport: Manglende faglighed i ministerierne svækker politiske beslutninger

Susanne Ditlevsen ved godt, at selskabet ikke har magt i traditionel forstand. Men hun afviser, at det blot er et pænt selskab, magthaverne nikker høfligt til.

»Vi får ikke altid vores vilje, men vi bliver lyttet til. Og vi gør en forskel,« siger præsidenten.

Hun fremhæver især dialogen med uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), som hun beskriver som lydhør og opsøgende. Når selskabet afleverer en hvidbog eller et politisk udspil, bliver det taget alvorligt. Og det sætter sig konkrete spor i den videre politiske proces.

Et konkret eksempel er EU’s forskningsprogrammer. Her har selskabet sammen med andre aktører presset på for at bevare midler til grundforskning, der ellers risikerede at blive udhulet af politiske ønsker om hurtig impact.

»Det er præcis dér, vi kan gøre en forskel. Vi taler på vegne af hele forskningsmiljøet og ikke bare for et enkelt universitet eller en bestemt sektor,« siger Susanne Ditlevsen.

Samtidig understreger hun, at selskabet aldrig kan – eller skal – fungere som en lobbyorganisation.

»Vi står ikke med konkrete krav om så og så mange milliarder til bestemte områder. Vores rolle er at pege på de store linjer og de principper, der skal sikre, at dansk forskning også i fremtiden kan stå stærkt,« siger præsidenten.

En pinlig ære

Videnskabernes Selskab har tidligere haft et ry som en lukket klub for de få udvalgte. Kritikerne har kaldt det en loge, hvor man kun kan komme ind, hvis man i forvejen tilhører forskernes inderkreds.

Og historien giver kritikerne noget at have det i. Først i 1920 blev den første kvinde optaget. Det krævede to nobelpriser til Marie Curie, før dørene åbnede for kvinder.

LÆS OGSÅ: Da kvinderne kom – og forandrede universitetet for altid

Susanne Ditlevsen er bevidst om den arv.

»Jeg er den første kvindelige præsident fra naturvidenskab i selskabets knap 283-årige historie. Det er både en ære og lidt pinligt, at det først sker nu,« siger præsidenten.

Hun lægger ikke skjul på, at selskabet stadig har et stykke vej at gå for at få mere diversitet ind i de guldrandede gemakker – ikke mindst fordi medlemskabet er livslangt, og mange af de tidligere indvalgte var mænd. Men hun insisterer på, at udviklingen er i fuld gang, og i dag er optagelsen ligeligt fordelt mellem kønnene.

»Vi arbejder hele tiden på at udvide forståelsen af, hvad excellence er. Det handler ikke kun om enkeltpersoner, men også om grupper og om forskellighed, så vi får alle forskningsområder repræsenteret,« siger Susanne Ditlevsen.

Sammenlignet med tidligere tider er der i dag flere åbne aktiviteter. Det gælder blandt andet foredrag og symposier, hvor forskere uden for selskabet og den almene befolkning er velkommen.

Selvom medlemskabet er eksklusivt, er selskabets virke også udadvendt.

»Man bliver valgt ind, og det vil og skal altid være en særlig ære. Men vores formål er ikke at lukke os om os selv. Det er at bidrage til den bedste forskning, og det gør man kun ved at åbne sig,« siger præsidenten.

Fremtidens selskab

Når Susanne Ditlevsen taler om selskabets indflydelse, er det ikke fortidens glorværdige meritter, hun først nævner. Det er håbet om at kunne være en modvægt til den kortsigtede tænkning, der kan præge både politik og forskning.

Et sted, hvor grundforskningen får lov at ånde, hvor tværvidenskabelige fællesskaber vokser, og hvor offentligheden forstår, at videnskab ikke kun handler om resultater, men om den proces, der ligger bag.

»Hvis Videnskabernes Selskab forsvandt i morgen, ville Danmark miste en uafhængig stemme for videnskaben. Et sted, hvor forskere kan mødes på tværs og tale frit. Jeg tror først, man ville opdage betydningen, når det var væk,« siger hun.

Trods en historie, der strækker sig over tre århundreder, er selskabet stadig i færd med at definere sin rolle i en moderne verden. Ikke som en loge for de indviede, men som en stemme, der insisterer på, at videnskab er et fælles projekt, båret af nysgerrighed, tvivl og samtale.

Susanne Ditlevsen ved, at hun selv kommer til at stå som en milepæl i selskabets historie. Den første kvindelige præsident fra naturvidenskab, og den blot tredje kvindelige præsident i alt.

Men hun håber, at hun ikke kun huskes for det.

»Jeg håber, jeg bliver husket for at have styrket forståelsen af, hvad videnskab er. For at have insisteret på, at viden ikke kun er resultater, men en proces, der hele tiden udvikler sig. Dén proces og viden er tilgængelig og tilhører os alle,« siger hun.

I den karakteristiske bygning på H.C. Andersens Boulevard mellem relieffer af Ørsted og Bohr fortsætter samtalerne, tvivlen og diskussionerne.