Langballe: Ikke flere burkarapporter

15/02-10 kl. 07:58 Politik / Hum
Burka og æg Billede: Photos.com INDKAPSLEDE - »Det, der er behov for, er, at man siger, at en så modbydelig nedværdigelse af kvinder, hvor de skal være lukket inde i en sæk, når de er i det offentlige rum, det vil vi ikke have,« siger Dansk Folkepartis Jesper Langballe.
af Peter Riddersborg, Cecilie Hestbæk

INGEN TO'ER - Dansk Folkepartis forskningsordfører er ikke just begejstret for burkarapporten fra Københavns Universitet. Han vil dog ikke have foretaget en ny undersøgelse

Da burkarapporten fra Københavns Universitet blev offentliggjort i januar, mødte den massiv kritik fra flere af folketingets partier. Rapporten blev kaldt utroværdig af blandt andre Dansk Folkepartis Martin Henriksen. Hans partiformand, Pia Kjærsgaard, satte trumf på og truede med at anmelde KU for videnskabelig uredelighed.

LÆS: rapporten som e-pages.

På trods af kritikken mener forskningsordfører i Dansk Folkeparti Jesper Langballe ikke, at undersøgelsen skal laves om.

»Der er ikke noget som helst behov for rapporter og undersøgelser. Det, der er behov for, er, at man siger, at en så modbydelig nedværdigelse af kvinder, hvor de skal være lukket inde i en sæk, når de er i det offentlige rum, det vil vi ikke have,« siger han.

Forbud skal forhindre brutalitet

Af Burkarapportens konklusion fremgår, at kun et meget lille antal kvinder i Danmark bærer burka eller en lignende heldækkende niqab. En konklusion, der af blandt andet Dansk Folkeparti blev beskyldt for at være det rene gætværk.

Alligevel kan Jesper Langballe bruge tallet som et argument for et burkaforbud.

»Man burde glæde sig over, at der ikke er så mange, der bruger burka i Danmark, og så skal vi tage det i opløbet og få gennemført en lov hurtigst muligt. Den dag, der er mange hundrede kvinder, der går med burka, så er det jo for sent. Så skal man til at rive burkaen af de pågældende kvinder, og det er jo noget mere brutalt end at vise rettidig omhu.«

Universiteter skal stå for offentliggørelse

Jesper Langballes kritik går dog ikke kun på forskernes metoder, men også på den del af aftalen, der gjorde, at forskerne ikke kunne udtale sig om rapporten ved offentliggørelsen.

»Universiteterne skal selv stå for offentliggørelse af forskningsresultaterne. Der skal myndighederne ikke komme og give mundkurv på,« siger forskningsordføreren, der dog ikke ser noget principielt problematisk i, at der bliver bestilt forskning på universiteterne som i tilfældet med burkarapporten.

Han understreger dog, at det skal sikres, at myndighederne ikke blot får de svar ud af undersøgelsen, som de gerne vil have.

»Når det er universiteterne, der står for det, så skal forskningen være fuldstændig fri, og når de får en opgave, må de fuldstændig selv om, hvordan de løser opgaven«, siger han.

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Deltag i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Nyhedsbrev

På udkig efter besparelsestilhængere

EFTERSØGNING - Universitetsavisen har indledt jagten på plusord om regeringens spareplaner for universiteterne. Men det er ikke en let opgave. Findes der overhovedet nogen i dette land, som synes, det er en god idé at spare på uddannelse?

Penge fra patenter - hvis man venter

TANKE TIL FAKTURA - Videnskabsministeren er utilfreds med, hvor få penge universiteterne tjener på nye opfindelser og overvejer helt at fratage dem opgaven med at sælge patenter og licenser. Helt urimeligt, mener KU, som har haft et rekordår


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
PO Box 161
1017 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk