Udviklingskontrakt med flere krav

27/09-07 kl. 00:00 Politik
af Claus Baggersgaard

Videnskabsministeriet har opstillet 16 nye krav til Københavns Universitet (KU), og så har medarbejderne fået tilføjet endnu et

Ledelse og ansatte på KU skal løbe hurtigt hvis de skal stille Videnskabsministeriet tilfreds de kommende tre år. Ministeriet har nemlig peget på 16 konkrete områder hvor KU skal forbedre sig i den nye udviklingskontrakt for perioden 2008 til 2010. Det er blandt andet inden for forskning, formidling, optagelse, frafald og gennemførelsestid for de studerende at KU skal oppe sig. Rektor Ralf Hemmingsen ønsker ikke at kommentere forslaget til den nye udviklingskontrakt før bestyrelsen har behandlet sagen, men Jens Oddershede, formand for Rektorkollegiet, hilser velkomment at ministeriet nu har opstillet 16 fælles målområder som samtlige universiteter skal forholde sig til. Det vil nemlig gøre det lettere at sammenligne hvem der klarer sig godt og dårligt i konkurrencen i fremtiden. »Vi har ikke noget imod at stå til regnskab for hvad vi leverer så længe vi har frihed til selv at beslutte hvordan vi vil nå målene,« siger Jens Oddershede. Han er til gengæld imod at det bliver forbundet med økonomiske sanktioner ikke at leve op til udviklingskontrakten. Ministeriet og Rektorkollegiet forhandler i øjeblikket om udformningen af et kvalitetsmålingssystem der skal danne grundlaget for fordelingen af basismidlerne til universiteterne fra 2009, og Oddershede mener at de 16 punkter giver et indblik i hvilke kriterier ministeriet planlægger at fordele pengene efter i fremtiden.

Særlig KU-målsætning
Poul Erik Krogshave, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget på KU, tager på vegne af de ansatte til efterretning at ministeriet åbenbart ønsker at måle og veje universiteterne på kryds og tværs. Han føler til gengæld at de ansatte på KU er blevet godt behandlet af ledelsen i processen omkring udformningen af forslaget til den nye udviklingskontrakt. Ifølge Krogshave har rektor Ralf Hemmingsen nemlig indvilget i at som noget særligt for KU at tilføje et 17. mål der handler om at gøre KU til en mere attraktiv arbejdsplads.
»Personalepolitik var slet ikke en del af oplægget fra ministeriet, men rektor har lyttet til medarbejdernes ønsker og sørget for at det kom med,« siger Poul Erik Krogshave. Ifølge Jacob Fuchs, chef for institutionspolitisk kontor i Universitets- og Bygningsstyrelsen under Videnskabsministeriet, er ministeriet åbent over for yderligere mål som universiteterne foreslår i deres udspil til udviklingskontrakten, for eksempel vedrørende personalepolitik. Meningen med at udforme 16 mål fra ministeriets side er netop at få en dialog i gang med universiteterne om hvad der kunne være fornuftige fælles målsætninger i fremtiden.
Han oplyser at der ikke er planer om at indføre økonomiske sanktioner mod universiteter der ikke lever op til deres udviklingskontrakt, men det er dog hans indtryk at bestyrelserne og de daglige ledelser er meget opsatte på at leve op til de fastlagte mål. Ifølge Jacob Fuchs kommer kvalitetsmålingssystemet til fordeling af basismidlerne til at bygge på færre kriterier end der er med i udviklingskontrakterne, men der vil formentligt være gengangere blandt kriterierne.

Fakta

De 17 resultatmål

Københavns Universitet har som mål

1. Forskningsproduktion

  • at fastholde et højt niveau i forskningsproduktion per VIP-årsværk målt i form af peer- og ikke-peer reviewede artikler i tidsskrifter, bøger og antologier.

2 . Internationalisering af forskning

  • at øge andelen af nyansatte VIP’er med sidste ansættelsesland uden for Danmark med 10 procent i forhold til 2006.

3 . Tiltrækning af eksterne midler

  • at øge indtægterne fra danske og udenlandske private midler med ti procent inden udgangen af 2010.

4 . Ph.d.-aktivitet

  • at optage 863 nye ph.d.-studerende i 2010 såfremt den nødvendige finansiering er til stede.

5 . Optag

  • at øge sit optag på bacheloruddannelsen med omkring 400 studerende i 2010.

6 . Frafald

  • at fastholde det lave frafald på kandidatuddannelserne og reducere frafaldet på bacheloruddannelsen med ti procent i 2010 set i forhold til 2007.

7 . Gennemførelsestid

  • at sænke gennemførelsestiden med ti procent i forhold til 2007-niveau både for bachelor- og kandidatuddannelsen.

8 . Uddannelser tilpasset samfundets behov

  • at analysere uddannelsernes arbejdsmarkedsorientering samt de enkelte uddannelsers optagelsesvolumen.

9. Iværksætteri

  • at øge antallet af ECTS-givende iværksætterkurser til 16 i 2010.

10. Internationalisering af uddannelserne

  • at øge antallet af ind- og udrejsende studerende med ti procent i 2010 i forhold til 2006. Samt øge antallet af uddannelser udbudt på engelsk, tilrettelagt og markedsført for internationale studerende med 12 til 25 uddannelser i 2010.

11. Kvalitet i undervisning

  • at udvikle et koncept for offentliggørelse af undervisningsevalueringer
    med mere.

12. Samarbejde med professionshøjskolerne

  • at formalisere samarbejdet med de kommende professionshøjskoler.

13. Efter- og videreuddannelse

  • at øge antallet af betalende studerende på deltidsog
    heltidsuddannelser med ti procent i 2010.

14. Deltagelse i den offentlige debat

  • at øge antallet af omtaler i den skrevne presse registreret i Infomedia, Lexis Nexis og Curis med fem procent i 2010.

15. Samarbejde med erhvervslivet

  • at øge antallet af samarbejdsaftaler med ti procent i 2010 i forhold til 2008. Samt at øge antallet af solgte licenser og indtjeningen herved med ti procent i 2010 svarende til 14 licenser til i alt fire millioner kroner.

16. Forskningsbaseret myndighedsbetjening

  • at få fornyet kontrakterne med ministerier med fire år.

17. Københavns Universitet som attraktiv arbejdsplads

  • at etablere en HR- og Organisationsudviklingsafdeling
    og sammenhængende ledelsesudviklingsforløb og serviceenhed til håndtering af ansættelse af udenlandske forskere.

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Deltag i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Nyhedsbrev

På udkig efter besparelsestilhængere

EFTERSØGNING - Universitetsavisen har indledt jagten på plusord om regeringens spareplaner for universiteterne. Men det er ikke en let opgave. Findes der overhovedet nogen i dette land, som synes, det er en god idé at spare på uddannelse?

Penge fra patenter - hvis man venter

TANKE TIL FAKTURA - Videnskabsministeren er utilfreds med, hvor få penge universiteterne tjener på nye opfindelser og overvejer helt at fratage dem opgaven med at sælge patenter og licenser. Helt urimeligt, mener KU, som har haft et rekordår


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
PO Box 161
1017 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk